Læsetid: 6 min.

Den kloge og den åbne - og alle de virkelig gode

Om Erik Wiedemann og John Tchicai, en rund fødselsdag på fredag og et hovedværk, der forsvandt. Kronikøren bliver ganske nostalgisk ved tanken om all that jazz i et miljø, der havde større spændvidde end i dag
24. april 2006

Informations jazzanmelder Erik Wiedemann havde et tæt forhold til musikeren John Tchicai til trods for, at deres personligheder var yderst forskellige: Den ene nørdet og lidt kejtet, den anden umiddelbar og i sin musik koncentreret omkring sanselighed materialiseret i en tone på altsaxofonen, som ofte blev beskrevet som varm, nasal og pågående. I 60'rne beskrev Torben Ulrich med en næsten hørbar gnæggen i skægget, hvordan Wiedemanns pande rynkede sig, imens han forsøgte at regne ud, hvad der foregik i Montmartre i Store Regnegade om mandagen, hvor arkitekten og barytonsaxofonisten Max Brüel sammen med Tchicai i 1961 blæste gang i den hjemlige avantgarde. Til begejstring for nogle og til alt andet for andre.

John Tchicai har haft stor betydning for den danske scene, og ensemblet Cadentia Nova Danica under fælles ledelse af Tchicai og trompetist/komponist Hugh Steinmetz indspillede 1969 Afrodisiaca: Et hovedværk, skrev kritikerne dengang. I al berettiget begejstring for Gasolin' var det måske en idé at huske, at der på den rytmiske, musikalske scene blev produceret og udgivet andet end rockmusik i 1970 og årene efter. Musikken befandt sig i et kunstnerisk vadested, som kan minde om det, den klassiske, tysk-østrigske musik stod i ved århundredskiftet 1900, hvor tonaliteten blev opløst, og hvor kritik og publikum delte sig. I 60'rne kom de første vilde jazzmusikere til Store Regnegade, især besøget af pianisten Cecil Taylor gav genlyd, og mange blev frastødte og rasende. Hvor forsvandt fast puls og overskuelig form hen, spurgte man, hvad blev der af den glade, swingende jazz, man netop havde vænnet sig til. Endelig var der under Anden Verdenskrigs påtvungne isolation opstået en gruppe danske jazzmusikere, man kunne være bekendt, så kom de nedbrydende tendenser. Skrækkeligt, de kan slet ikke spille, var reaktionen hos nogle, andre mente - som Wiedemann - at for en enkelt gangs skyld var København alias Montmartre fremme på beatet.

Torben Ulrich på B.T. var den første, der forsøgte at beskrive Tchicais spil. Han skrev: "Vi ejer kun få musikere herhjemme, der tør og kan plaske lige ud, hvor teknikken risikerer at komme til kort over for viljen til og ideen om et kunstnerisk udtryk. Lige nu mindes jeg kun Jørn Elniff og (til en vis grad) John Tchicai" stod der i 1961 under overskriften "Et par ord om dansk jazz". I 1962 har han hørt den bedste blues i lang tid og en altsax, der om kort tid vil være blandt "vore førende improvisatorer".

I 1963 beskriver Erik Wiedemann ikke uden ironi et dansk jazzmiljø, hvor trompetisten Allan Botschinsky "indlagde sig fortjeneste ved at udvise den for en dansk jazzmusiker helt utrolige foretagsomhed at tage til Berkeley for at lære mere om musikken", efter at han af den danske jazzkreds er blevet udnævnt til årets danske jazzmusiker. Hos Wiedemann sættes historien i relief af en John Tchicai, der på samme tidspunkt ikke vil på skole, men vil emigrere. Tchicai spiller med alle de store, som besøger Montmartre, bl.a. Albert Ayler. Sommeren 1962 repræsenterer han Danmark på en ungdomsmusik festival i Helsinki. Her møder han Archie Shepp og Bill Dixon, og aldrig så snart er kontakten sluttet, før Tchicai er på vej til New York. Efteråret 1963 vender han tilbage med New York Contemporary Five og bekræfter Wiedemanns og Ulrichs forudsigelser. NYCF bestod foruden Tchicai af Don Cherry på trompet, Archie Shepp på saxofon, Don Moore på bas og J.C. Moses på trommer. I januar skrev EW: "Desværre må det siges, at Tchicai næppe høstede tilstrækkelig anerkendelse undtagen hos vor kollega på B.T., skønt mandags-aftenerne i Montmartre i månedsvis bød på den bedste jazz i byen."

'1962-hed'

For at karakterisere stemningen i 1962 havde Wiedemann opfundet ordet '1962-hed'. Han nævner to af årets begivenheder, revyen Gris på gaflen og filmen Weekend, og så skriver han: "Teatertæring og teenagerpop, Fluxusforargelse og Fluxusfejhed, bustebeslaglæggelse og bustebombast, plankeværksgraahed og kulturnedkuling". EW behøvede dog ikke være bange for, at alt det sjove skulle forsvinde: 60'rne kom!

Efter tre år i New York er Tchicai tilbage i København i 1966. Hans selvtillid og kendthed i både USA og Europa er tiltaget gevaldigt. LeRoi Jones i down beat gav ham flotte ord med på vejen den allerførste gang han 'sad ind' med Archie Shepps gruppe og bragte publikum 'on its feet', og han blev nr. 1 på bladets liste over lovende, unge altsaxofonister. Vel hjemme går han i gang med at organisere det, der nu er hans drøm: et større ensemble, der kan spille musik på tværs af grænser.

Da Tchicai rejste, blev mandagsaftenerne i Montmartre overtaget af Franz Beckerlees kvartet, som ret hurtigt skiftede navn til The Contemporary Jazz Quartet, TCJQ (senere kvintet) med Hugh Steinmetz på trompet, Steffen Andersen på bas og Bo Thrige Andersen på trommer og som kvintet med Niels Harrit på sax og sav. Det er til Steinmetz, Tchicai henvender sig om sit projekt, da han får støtte fra Danmarks radio i form af mulighed for at øve og spille et antal koncerter. Han må have nogen til at supplere sig med det kompositoriske, og Steinmetz er nærliggende, da han for Moseholm har komponeret mere end 50 stykker for radiojazzgruppen. I foråret 1967 debuterer Cadentia Nova Danica. Først er de syv, men da Afrodisiaca indspilles i 1969 medvirker 26 musikere i titelnummeret. Inden turen i studiet har de vakt opsigt med en koncert i 1968 i den fine Wigmore Hall i London for et publikum, der fik deres Martini galt i halsen ved synet af musikerne, der var malet i hovederne og iklædt afrikanske gevandter.

Det var udnævnelsen til årets danske jazzmusiker 1969, der gav Tchicai mulighed for at indspille en lp med CND. I Rosenberg-studierne stod Ivar Rosenberg selv for den (i 1969) avancerede teknik. Udgiveren var Joachim Behrendt, som rejste herop fra Tyskland, hvor han var chef for en underafdeling af DGG, Deutsche Grammophon Gesellshaft. I 1970 kommer pladen ud i Danmark, og efter nogle måneder kommer anmeldelserne.

Boris Rabinowitsch, også dengang Politikens anmelder, skrev "Afrodisiaca er en bedrift". Erik Wiedemann skrev "Pladen er en triumf både for Tchicai, Steinmetz og hele orkestret" og fortsatte: "Straks fra starten anslås en helt særlig stemning med de to orglers lange akkord, så følger en ikke mindre usædvanlig passage med dramatisk trompetspil af Hugh Steinmetz, forsynet med 'musikalsk ekko' af åbne klaverstrenge og en fjern andentrompet". Arnved Meyer skriver: "Allerstærkest virker Steinmetz' indledende trompetspil, på en gang intenst, udtryksfuldt, skrøbeligt og inderligt." Boris Rabinowitsch skriver: "En 22 minutter lang kollage, der med næsten svimlende virkning storartet understøttet af Ivar Rosenbergs lydarbejde udnytter stereoteknikkens muligheder." Pladens anden side rummer fire kompositioner af Tchicai, også de får mange roser, "Lakshmi" (en indisk gudinde) er ifølge BR 'meget, meget smukt', hele lp'en er: et hovedværk, en bedrift, et mesterværk, producer Behrendt kalder det for 'fremtidens musik'. Hvor er det nu?

Den 28. april fylder John Tchicai 70 år. I 1970 skrev han og Hugh Steinmetz dansk musikhistorie. I de vekslende besætninger finder vi f.eks. barytonsaxofonisten Max Brüel, også Karsten Vogel og Kim Menzer, de to gik til Burnin' Red Ivanhoe. Franz Beckerlee gik til Gasolin', da hans gruppe blev opløst, resten af medlemmerne af hans gruppe gik til CND. Pierre Dørge var med på guitar, Torben Enghoff på saxofon, Willy Jägert på den mærkelige, men smukt klingende orphecleide. På slagtøj havde Afrodisiaca J C Moses, Giorgio Musoni, Anthony Barnett, Simon Koppel, Claus Bøje og Jon Finsen! Bemærkelsesværdigt er det, at alle disse musikere med deres personligheder kunne gå ind i et ensemble, som havde en klar identitet, og som blandt meget andet frembragte et hovedværk. En anden ting, der kan gøre en lettere nostalgisk, er den gruppe skribenter, der fulgte i hælene på alt, hvad der rørte sig af den musikalsk avantgarde dengang. Foruden de nævnte var der f.eks. Jørgen Leth, Christian Braad Thomsen, Jørgen Frigaard, Mogens Winkel Holm, Merete von Eyben. Ak ja, det var dengang.

Anna-Lise Malmros er cand. mag. og musikjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu