Læsetid: 4 min.

Den kloge araber

2. november 2001

En arabisk forfatter, Ibn Fadlan, mødte under en rejse år 921-923 som gesandt for kalif Al-Muqtadir en flok (formentlig svenske) vikinger ved deres handelsplads ved Volgafloden i Rusland. Ibn Fadlan skildrer vikingernes udseende og adfærd i levende vendinger: »Aldrig har jeg set så skiddent et folk«, hvorefter han rystet belægger udsagnet med detaljer om, hvordan det samme vandfad passerer kredsen rundt i flokken af mandlige krigere. Heri skyller man efter tur ansigt, hænder og hår.
Hverken Ibn Fadlan selv eller læseren er i tvivl: Her møder den civiliserede repræsentant for en overlegen (og renlig!) kultur en flok vilde, som endnu ikke har modtaget oplysningens og selvkritikkens nådegave. Modsat den intellektuelle og velskrivende Ibn Fadlan hviler de før-moderne vikinger i sig selv, og kønt er det ikke.
Men Ibn Fadlan viser sin virkelige overlegenhed ved, med nysgerrighed, fairness og antropologisk akkuratesse, at beskrive blandt andet en høvdingebegravelse hos de vilde vikinger, komplet med menneskeofring af en slavinde og gravlæggelse til søs. Resultatet er et enestående dokument (p.t. fyldigt citeret på Vikingeskibsmuseet i Roskilde), som oplyser om fortidig sæd og skik i vores del af verden. Så meget mere værdifuldt, fordi Fadlans beskrivelse stemmer overens med mere dunkle nordiske mytologiske og arkæologiske kilder om nordboernes tanker om livet før og efter døden.
Se, det er jo kulturudveksling til at blive klog af, så sandt som fremmede øjne tit ser klarest.

I dagens I2 diskuterer en artikel af idéhistorikeren Johan Norberg netop den arabiske og muslimske kulturs massive berigelse af den vestlige op gennem historien, specielt omkring år 1000 og et par hundrede år frem. Kort sagt i de århundreder efter Profeten, som falder sammen med den vestlige verdens middelalder. Norberg gør det klart, at de ekspansive arabere i denne periode gav den stivnede og fordomsfulde kristne kultur en økonomisk og kulturel saltvandsindsprøjtning:
»Araberne hentede og forædlede afgrøder fra tre kontinenter, og takket være dem kom kaffe-, sukker- og bomuldsproduktion til Europa. (...) 400 år før Columbus argumenterede en arabisk geograf for, at jorden var rund. Drivende i denne internationaliseringsproces var handelen.«
Profeten selv var handelsmand, og handel og vandel, nysgerrighed og godt humør banede vejen for gode
ideer: »Læsefærdigheder var på den tid (omkring år 1000, red.) langt mere udbredte end i Europa, og selv mange privatpersoner havde store biblioteker. Derfor spredtes Aristoteles’ ideer hurtigt i hele den islamiske verden, da de i begyndelsen af 800-tallet blev oversat til arabisk. Men logikkens love kunne i det lange løb ikke begrænses til videnskaben (...) I det østlige Arabien med dets centrum i det nuværende Irak mente aristoteliske teologer, at Koranen burde granskes med rationelle midler, og at alle inkonsekvenser og selvmodsigelser måtte luges ud.«
For at gøre en lang historie kort blev den frisindede muslimske tænkning trængt tilbage fra omkring år 1200 – dog ikke for at uddø, men for især gennem det rige muslimske Spanien at blive eksporteret til Europa.
Allerede i 1300-tallet veg europæisk middelalder for en ny hyldest til den åbne by og den frie tanke. Stederne hed Venedig og Firenze, ånden hed renæssance, ’genfødsel’. Opkaldt selvfølgelig efter den fornyede kontakt med antikke kilder, hvor vestlige intellektuelle kunne studere den tabte fortid. Den arabiske indflydelse ’glemte’ man dog i høj grad at kreditere.

Man kunne godt unde nutidens ofte trængte arabiske og muslimske intellektuelle også at opleve en renæssance. Nemlig af deres egen åbne internationalisme, hvor man diskuterede menneskerettigheder og gav kvinder arve- og ejendomsret. Slå for eksempel op under ’Ibn’ i Encyklopædien, og der åbenbarer sig en herlighed af intellektuelle ånder fra den berejste Ibn Battuta (1304-69), der udkom en bog om sidste år, til lægen Ibn Rushd (1126-98), bedre kendt under sit ’vest-lige’ navn Averroës.
Desværre synes både mange muslimer og mange vesterlændinge at have glemt, at den frie tanke og den åbne by langtfra er vestlige monopoler. Tværtimod er åbenheden kendetegn for kulturer i fremdrift. I vore
dage kan man også sige det sådan, at det moderne er et fælles vilkår, som man kan reagere på på mange måder. Som den britiske sociolog Anthony Giddens har sagt: »Fundamentalisme er tradition under belejring«. Den belejrende magt i Mellemøsten er ikke kun USA, CNN, cowboybukser og bomber, men det generelle pres fra
en åben verden, der vil videre, og fra unge, der ser fri-hedens forjættende muligheder på tv og frustreres over ikke selv at have dem.
Det ironiske er, at den muslimske verden faktisk kunne lære af vores historiske fejltagelser. For eksempel den
risikable sammenblanding af religion og politik i lange, rædselsfulde perioder, hvor mennesker og viden blev undertrykt med bål og terror. Eller det stærkt diskutable ved at udelukke folk fra civile rettigheder på grund af køn eller tro.
Vi har nemlig været der og vil nødig prøve det
igen.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu