Læsetid: 3 min.

Ikke min klub

Fuldstændigt som Muhammed-sagen er blevet brugt indenrigspolitisk her i landet, bliver den brugt indenrigspolitisk af rabiate i totalitære lande, der begærligt griber den tilkastede luns som påskud til at gå i frådende religiøst vanvid
10. februar 2006

"I never thought, Armageddon would start in Denmark," sagde stemmen på telefonsvareren. Min gode amerikanske ven og kollega ville udtrykke sin sympati. Dagen efter fulgte hun det op via mail. "Det er er forfærdeligt at se danske ambassader og flag sat i brand. Det plejer at være amerikanske. Jeg kan kun trøste dig med, at man vænner sig til det. Welcome to the club!"

Jeg prøver at forklare hende og andre amerikanske journalistkolleger, at hele sagen startede, fordi en forfatter trængte til at komme i avisen. Det er ikke altid lige nemt, man skal helst have en spids vinkel, så pressen ikke selv skal ulejlige sig for meget. Så forfatteren serverede en historie om, at han ikke kunne finde en tegner, der turde lægge navn til illustrationer af Muhammed i hans nye bog. Den historie passede fint ind i den vidt udbredte frygt og foragt for muslimer i al almindelighed, som den f. eks. kommer til udtryk i folkevalgte politikeres omtale af muslimer som kræftknuder på samfundet og andre lige så smagfulde vendinger. Den var også rigtig god, fordi man jo i sagens natur ikke kan verificere, hvad anonyme skræmte tegnere har sagt til forfatteren.

En avis, der historisk har ligget til højre i dansk politik, og som i sin redaktionelle linie har været meget kritisk over for flygtninge/-indvandrere, greb muligheden for at afprøve ytringsfrihedens rammer ved at opfordre danske tegnere til at tegne Muhammed. Det viste sig, at det kunne man sagtens få nogen til. Så forfatteren havde åbenbart ikke spurgt de rigtige steder. Nogle af tegningerne var da meget sjove, nogle temmeligt dumme, tilsammen overskred de, hvad jeg vil kalde Goebbels-tærskelen. Især fordi vi, godt hjulpet af xenofobiske folketingsmedlemmer, har skabt et debatmiljø, hvor det er tilladt at sige hvad som helst om andre mennesker, så længe de er muslimer og gerne samtidig arabere.

Statsministeren ville ikke kommentere dem. Han henviste til ytringsfriheden i månedsvis - lige indtil der kom kroner og øre og handelsboykot ind i billedet. Og da var det - må vi nok konstatere - for sent. Kan man forestille sig reaktionen, hvis tegningerne havde været antisemitiske. Jeg tvivler ikke et sekund på, at statsministeren - med rette - omgående ville havde taget højlydt afstand fra dem, og med ham hele den offentlige debat. Det eneste sted i verden, man nu om stunder ser antisemitiske tegninger, er i den arabiske verden. Vi hører dagligt arabiske talsmænd og -kvinder, der bortforklarer betydningen af de antisemitiske tegninger med, at de angriber Israels politik, ikke jødernes religion. Det er ifølge de muslimske reaktioner vanhelligelsen af Profeten, der er den store forbrydelse i dette her. Men jeg, som har vanskeligt ved at fatte religiøs fanatisme af enhver art, synes stadigvæk, at det er latterliggørelsen af en hel befolkningsgruppe, der er problemet.

Gavnede ikke den muslimske sag

Nu kan man sige, at forrykte imamer i Danmark med deres pusten til ilden ikke har gavnet den muslimske sag. Avistegningerne var ikke i sig selv slemme nok, så for en sikkerheds skyld lagde de lige et gammelt billede fra en fransk grisehyler-konkurrence ind, og en tegning, hvor profeten besudles af en hund. Det er mærkeligt, at folk som selv anvender den mest moderne vestlige teknologi, sms, tv og internet til at udbrede deres budskab og sætte rav i den, er så dumme, at de tror, at man i Danmark ikke opdager, hvad de siger og gør i arabiske lande - eller når de siger noget på arabisk og noget andet på engelsk.

Fuldstændig som sagen er blevet brugt indenrigspolitisk her i landet, bliver den brugt indenrigspolitisk af rabiate i totalitære lande, der begærligt griber den tilkastede luns som påskud til at gå i frådende religiøst vanvid. Der sker heller ikke så meget ved at lade det gå ud over en ubetydelig nation som Danmark. Når mine amerikanske venner er så vant til, at deres flag og ambassader angribes, så handler det jo netop om, at USA indimellem udviser en fantastisk mangel på indsigt i og arrogance over for andre menneskers kultur. Vi har hidtil - i den udstrækning folk overhovedet har anet noget om Danmarks eksistens - været kendt for det modsatte.

Så tak for invitationen. Men jeg har slet ikke lyst til at være medlem af den klub.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her