Læsetid: 3 min.

Klynker med pistol for tindingen

VK opfinder sandheden og lyver så meget, at vi med pistolen for tindingen fristes til at tro på dem
10. januar 2006

Stop klynkeriet, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview og opfordrer til at holde op med at klynke og jamre, og det gentages i statsministerens nytårstale: "Det går jo godt i Danmark". Ja, men altså kun set gennem VK-regeringens økonomiske briller og med kikkerten for det blinde øje.

Synes vi ikke, det hele er så ufatteligt godt, beskyldes vi for at være en hærskare af klynkere og grædekoner. VK-regeringen finder igen den brede pensel frem og viser os et blændværk af et skønmaleri af dagens Danmark.

VK-regeringens skattestop har lagt et dræn i kommunekasserne. Amter og kommuner havde i 2004 et underskud på 8,6 milliarder, og de penge kan kun findes ved besparelser på daginstitutionerne, folkeskolen, ældreplejen eller på beskæftigelsesindsatsen. Kommunernes merforbrug skyldes udgifter til de nye kommunesammenlægninger, og at de skal indfri regeringens mange løfter, og nu kan klynkerne altså se frem til yderligere tørlægning af kommunekassen. Kommunerne får en pistol for tindingen, når Thor Pedersen igen svinger hammeren og forlanger, at kommunerne og amterne skal spare tre milliarder kroner.

Jeg forstår klynkeriet i børnehaverne, der siden 1990 har fået 73.000 flere børn, der passes af færre og mere stressede pædagoger. Jeg forstår, hvis skoleeleverne klynker, når de skal lide under årtiers forsømmelser og med utidssvarende undervisningsmaterialer og stigende klassekvotienter. Jeg forstår klynk fra de ældre, hvis man tror, at et frit valg giver mere kvalitet i ældreplejen. Mere omsorg får man ikke ved, at 20 procent flere administratorer sættes til at kontrollere de private aktører.

Samtalefabrikker

Det er i orden, hvis vores indvandrere klynker, når en "ny chance for alle" er at presse dem på pengepungen i stedet for at satse på integrationsfremmende projekter, flere praktikpladser og mere uddannelse. Vi får ikke mange indvandrere i arbejde, når man i servicefag som chauffører, hjemmehjælpere og rengøringsassistenter kan få anvist en 'hvid' hjælp.

Vi hører klynk fra de arbejdsløse, når de opdager, at mindre end hver femte private arbejdsgiver benytter Arbejdsformidlingen (AF). I stedet for jobformidling har vi fået samtalefabrikker. Kun i en femtedel af de obligatoriske kontaktsamtaler er den ledige blevet præsenteret for et konkret job, og for indvandrere er det kun i et ud af 20 tilfælde. Sagsbehandlerne bruger tiden på bureaukrati, men bliver de ledige væk fra en kontrolsamtale, mener beskæftigelsesministeren, de skal fratages dagpenge i tre uger.

Der høres klynk, når reglerne for de lediges rådighed skal strammes op, selv om Arbejdsdirektoratet kun har fundet 109 sager af i alt 6.279, hvor de var uenig i a-kassernes vurdering. Du klynker, når der ikke er brug for dig på et arbejdsmarked, der ellers råber efter arbejdskraft, men kun kan bruge dig i et fleks- eller løntilskudsjob.

Vi har en beskæftigelsesminister, der klynker og sender "bekymringsbrev" til kommunerne, fordi de på trods af penge fra regeringen ikke ansætter ledige med løntilskud, men det er måske, fordi kommunerne ved, at kun ni procent, der ansættes med løntilskud i den offentlige sektor, får et ordinært job og er skyld i, at 2.500 fuldtidsjob er forsvundet i 2004.

En dejlig flyver

Folk i fleksjob klynker, når de bliver sat i skammekrogen. Nu vil arbejdsgiverne kun betale for de timer, de reelt arbejder, og de kan miste hele deres livsgrundlag. Tilhører du den fjerdedel, der er ledige, ender du på kontanthjælp efter to et halvt år. Lidt klynk er vel så i orden, når en ny undersøgelse fra Sønderjyllands Amt viser, at i 94 procent af tilfældene behandles sager om ledighedsydelse slet ikke efter loven. Der er ingen opfølgning og ingen modtager tilbud om fleksjob.

Alle klynker, når frafaldet i erhvervsuddannelserne er mere end fordoblet i løbet af de seneste 10 år. Selv forskerne klynker over en regering, der har målsætningen om at gøre Danmark til verdens førende videnssamfund, men har gjort det til et forskningsmæssigt u-land med besparelser de seneste fem år.

De socialt udsatte klynker over, at de bliver fattigere, og at det sociale ansvar og anstændigheden er overladt til hattedamer, kirkelige organisationer og private virksomheders gode vilje. Der er grund til klynk, når varmeregningen næste år vokser mellem 4.200 og 6.400 kr., og flere må gå fra deres lejligheder. Er det klynk, når mennesker i dagens Danmark skal sidde og fryse om vinteren?

Klynkekoret må en oktav højere og bede om kammertonen. Vi må synge for VK-regeringen, at nok er Danmark et dejligt land, hvor storken er en dejlig flyver, men hvor .

Claus Andersen er it-underviser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu