Læsetid: 4 min.

Knald eller fald for FN

9. maj 2000

I gaderne i den vestafrikanske stat Sierra Leones hovedstad, Freetown, ses et utal af mennesker - mange af dem børn - med manglende arme, ben, fødder eller andre skavanker. De er blandt ofrene for et gruopvækkende voldsorgie, som landets største oprørsbevægelse, Revolutionary United Front (RUF), udløste i januar sidste år, da de systematisk mishandlede tusindvis af mennesker. Folk fik huggede arme og hænder af, stukket øjne ud, blev overhældt med kogende vand, voldtaget og meget andet. 7.500 blev myrdet, 3.000 børn meldt savnet.
I en mere retfærdig verden ville den ansvarlige RUF-leder, Foday Sankoh, være stillet til ansvar for disse ugerninger. Sankoh blev da også dømt for højforræderi, men han blev aldrig draget til ansvar. Ligesom i Angola og Somalia - men i skærende kontrast til situationen på Balkan - valgte det internationale samfund også i Sierra Leone at gå på kompromis med retfærdigheden og indgå en fredsaftale, som omfattede Foday Sankoh og hans RUF. Det skønnede man mest hensigtsmæssigt.
Derfor sidder den 70-årige krigsforbryder heller ikke i fængsel, men i et FN-beskyttet hus i Freetown, hvorfra han nu driver sit spil på basis af en post som sit lands vicepræsident, leder af den vigtige mineralkommission, som bl.a. råder over de værdifulde diamantminer, og med (delvis) kontrol over flere tusinde oprørere.
At samarbejdsstrategien er slået fejl vidner den seneste uge om: Mindst fire FN-soldater er blevet dræbt, flere hundrede er blevet taget som gidsler, og den skrøbelige fred efter 90'ernes otte år lange borgerkrig risikerer nu at gå op i limningen.

Intet kunne være enklere end at give FN og det internationale samfund i øvrigt en stor del af skylden for det passerede. Men det er også for let. Ganske vist bekræfter udviklingen i Sierra Leone, at man ikke kan opbygge en varig fred omkring en krigsforbryder, men det er ikke den eneste årsag til den nuværende situation.
En anden er den økonomiske krise, der har gjort Sierra Leone til verdens fattigste land. Det har gjort det endnu vanskelige at gennemføre den afvæbning af de 45.000 oprørere, som først den nigeriansk ledede ECOMOG-styrke stod i spidsen for, og siden nytår FN. Ganske vist har man kunnet udbetale 300 dollar ved aflevering af våben, men i fravær af andre muligheder for at tjene penge menes mange af de afvæbnede at være vendt tilbage til deres tidligere kampfæller, når pengene var brugt op. Andre, og ikke mindst Foday Sankoh's RUF-oprørere, har med deres våben kunnet sikre sig fortsatte indtægter fra diamantminer i det østlige Sierra Leone, så også her har viljen til at lade sig afvæbne kunnet ligge på et begrænset sted.
Resultatet er, at det i dag kun er 23.714, som har afleveret deres våben, og heraf er langt de fleste enten tidligere regeringssoldater eller børn. Kun omkring hver tredje RUF-oprører har afleveret sine, og i en FN-rapport for nylig hed det, at disse oprørere fortsat terroriserer civile med plyndringer, vold, voldtægter og i nogle tilfælde kannibalisme, som har udartet sig til en særlig RUF- specialitet.
Som sådan er udviklingen en påmindelse om, at fredsstyrker alene ikke kan gøre det - en varig fred kræver også støtte til at skabe de rette økonomiske betingelser for en fred. Det var også erkendelsen fra Balkan, hvortil der jo blev ført ekstra penge - hvoraf en pæn del i øvrigt blev fundet i de kasser, der skulle betale for projekter i Afrika.

Ikke desto mindre er det nu op til FN at sikre, at Sierra Leone ikke en gang til geråder ud i en blodig borgerkrig, og det er samtidig en aktion, der har betydning langt ud over det lille afrikanske land.
Mens den forholdsvis effektive nigeriansk -ledede styrke i Sierra Leone klagede over utilstrækkelig international opbakning, så signalerede FN, USA og Storbritannien nemlig nye tider under den såkaldte Afrika-måned i januar. Her søgte man at modvirke kritikken af, at FN giver Afrika en andenklasses behandling og lagde bl.a. op til at spille en større rolle i både Congo og Sierra Leone.
Alligevel har starten ikke været overbevisende. Mens situationen strammer til i Sierra Leone, så mangler FN-styrken fortsat 3.000 af 11.000 lovede soldater, ligesom weekendens fejlagtige rapporter om et forestående angreb på Freetown viste, at der er problemer med kommunikationen.
Som sådan er det ikke alene Sierra Leone, der befinder sig i en skrøbelig situation, men også FN. For hvis denne aktion slår fejl, hvilke chancer vil FN så have i det endnu mere komplicerede Congo - og hvem vil bidrage? Foreløbig er det kun lykkedes at skaffe 1.000 af i alt 5.500 lovede FN-soldater i Congo i en styrke, der fra start er mere slående ved sin underdimensionering end sin tilstedeværelse.
Derfor skal FN's aktion i Sierra Leone have størst mulig opbakning, for som den britiske avis The Guardian skrev om det internationale ansvar i går: "Det ansvar hører ikke op, bare fordi det er Afrika".-jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her