Læsetid: 5 min.

Knald eller fald for S

Velfærdsreform bliver ny test på Helle Thorning-Schmidts lederskab
31. marts 2006

Når regeringen på tirsdag spiller ud med sit forslag til en velfærdsreform, og forhandlingerne går i gang, vil opmærksomheden samle sig om Socialdemokraterne.

Helle Thorning-Schmidts forsøg på at manifestere Socialdemokraterne som et midterparti i vælgernes bevidsthed ved at lange ud efter andre partier i oppositionen er blevet udlagt og hånet som en desperat 'appel' om hensyntagen til det kriseramte parti.

Nu tales der åbenlyst på Christiansborg om, at tacklingen af de kommende forhandlinger om en velfærdsreform bliver Helle Thorning-Schmidts måske sidste store chance for at vise, at hun både har greb om partiet og er i stand til at gennemføre et kompliceret forløb på det felt, som for et år siden var med til at sikre Thorning-Schmidt sejren over Frank Jensen i formandsopgøret: Nemlig proklamationen om modet og evnen til at opnå politisk indflydelse og fremtidssikre finansieringen af det danske velfærdssamfund.

Bevidstheden om, at der hviler et massivt pres på Thorning-Schmidt for at levere varen dette forår illustreres af, at partiet stiller med 'toppen' i de kommende forhandlinger: Partiformanden selv, tidligere finansminister og partiformand Mogens Lykketoft og endelig Henrik Sass Larsen, der er næstformand i gruppen og finans- og integrationsordfører. Herudover skal en håndfuld medlemmer i den socialdemokratiske folketingsgruppe udgøre en baggrundsgruppe, der løbende skal følge og vurdere forhandlingerne.

Dermed forsøger den socialdemokratiske ledelse at tilrettelægge et mere kontrolleret forløb, end det befolkningen var vidne til, da Socialdemokraterne sidste år måtte ende med at stå uden for den omfattende integrationsaftale. Hvad, Helle Thorning-Schmidt imidlertid ikke kan kontrollere, er de reaktioner, der kan komme fra partifæller og bagland, hvis det rent faktisk lykkes Socialdemokraterne at nærme sig en aftale med regeringen. Vil dele af baglandet eller folketingsgruppen kaste grus i processen og benytte lejligheden til at svække partiformanden yderligere, udelukker centrale kilder ikke længere, at regeringen kan tænkes at basere en reform blot på Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Vetoret kan afvises

Statsministeren har ganske vist givet Socialdemokraterne vetoret, men det er indlysende, at regeringen vil kunne henvise til vigtigheden af en reform. At ruste samfundet til globaliseringen og fremtidssikre velfærden kan ikke afvente, at Socialdemokraterne afblæser den snart evige splid med sig selv, vil forklaringen lyde fra regeringspartierne. Man kan desuden slå på, at ændringerne først vil træde i kraft efter et nyt folketingsvalg, så vælgerne får en lejlighed til at tage stilling. Og endelig vil Dansk Folkeparti, trods sin modstand imod forringelser af efterlønnen, selvsagt kunne se en interesse i at fremstå som det centrale parti, der stik imod forventningerne godt tør tage ansvar og røre ved tunge emner og mindre populære forslag, når det kommer til stykket.

En aftale uden Socialdemokraterne vil dog indebære, at det bliver lavest mulige fællesnævner, når det gælder ændringer i efterløn og folkepension.

Som følge af de seneste ugers debat er det oplagt, at en række partier har betydelige interesser i, at der kommer en omfattende reform med et bredt politisk flertal:

De radikale har i flere år talt for velfærdsreformer og vil få vanskeligt ved at sige nej til selv moderate tiltag. Marianne Jelveds hårde udfald mod statsministeren sætter også de radikale under pres for selv at demonstrere, at de rent faktisk kan og vil andet end at stå i et hjørne på Christiansborg og skælde ud.

De konservative kan dårligt holde til et pauvert resultat. Seneste tids pres fra erhvervslivet og konservative politikere for, at Bendt Bendtsen øger ambitionsniveauet og frigør sig fra afhængigheden af Dansk Folkeparti, skærper kravet til, at den konservative leder kan bevise, at han ikke sidder i regeringen til pynt.

Statsministeren selv har plejet kontakter til fagbevægelsen for at gøde jorden for en omfattende reform. Foghs risiko ved en skrabet reform er, at han går over i historien som den statsminister, der trods gunstige økonomiske vilkår ikke i tide kunne samle den nødvendige opbakning til at fremtidssikre velfærdssamfundet. Allerede ved fremlæggelsen af Velfærdskommissionens rapport i december blev Fogh af forskere og erhvervsliv kritiseret for manglende ambitioner. I januar viste en måling fra Greens Analyseinstitut, at 46 procent af befolkningen syntes, at statsministeren havde været dårlig til at håndtere velfærdsrapporten.

Foreløbig er indholdet af regeringens udspil omgærdet af betydeligt hemmelighedskræmmeri. Kun en lille håndfuld mennesker er nærmere orienteret om hovedlinjerne, der blev drøftet under fire øjne, da Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen i onsdags spiste frokost sammen. På baggrund af samtaler med en række centrale kilder i og uden for ministerierne tegner der sig følgende forventninger til, hvad regeringen blandt andet spiller ud med:

Efterløn - en rettighed

Efterløn og folkepension bevares som en rettighed, men folkepensionsalderen og efterlønsalderen hæves - formentlig også med mere end de to år, som Dansk Folkeparti har sat som smertegrænse for, hvad partiet kunne gå med til.

Allerede i dag eksisterer en præmieringsordning, der gør det økonomisk favorabelt at vente nogle år med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Denne ordning bliver formentlig udbygget.

Der bliver fortsat en mulighed for syge og nedslidte for at kunne forlade arbejdsmarkedet tidligt.

I udspillet, der forhandlingsteknisk bliver kædet sammen med regeringens initiativer til at ruste Danmark til globaliseringen, vil således også indgå en lang række initiativer inden for integration, voksen- og efteruddannelse, forskning m.m.

Blandt andet ventes det, at der skal sættes turbo på den nuværende ordning, der tillader mennesker med indvandrerbaggrund at komme i gang på virksomheder til lavere løn. Det er målet, at der over de kommende år skal 25.000 flere indvandrere i gang på arbejdsmarkedet.

Egentlige opstramninger i reglerne for, hvornår udlændinge kan få ophold i Danmark, er ikke med i regeringens udspil. Men det skyldes, at der ikke eksisterer mange muligheder for yderligere opstramning af reglerne, medmindre Danmark vil overtræde internationale konventioner. Og de muligheder, der måtte eksistere, vil regeringen vente med at 'give' Dansk Folkeparti under selve forhandlingerne. Dansk Folkeparti har allerede stillet som krav for at deltage i velfærdspakken, at der sker stramninger i udlændingelovgivningen.

Der er næppe tvivl om, at regeringen på tirsdag vil slå på, at der er lagt op til en meget omfattende og ambitiøs reform. Ikke blot listen af initiativer, men også den økonomiske volumen vil springe i øjnene.

Alt i alt bliver der tale om at rykke rundt på et tocifret milliardbeløb. Ikke blot skal regeringen finde metoder til at løse det finansieringsproblem i størrelsesorden 50 mia. kr., der ventes at opstå om nogle årtier, når andelen af ældre vokser, og det offentliges udgifter derfor løber fra indtægterne. Hele reformpakken skal også tilvejebringe initiativer, som kan finansiere de nye offensive tiltag under globaliseringsstrategien.

Kan politikerne kun enes om at forhøje efterlønsalderen med to år, vil det givetvis vække kritik blandt økonomer. Ifølge Velfærdskommissionens beregninger er der brug for at tilføre arbejdsstyrken mindst 100.000 ekstra mand i fremtiden. En forhøjelse af efterlønsalderen på to år vil kun øge arbejdsstyrken med 30.000.

Nye tal fra Finansministeriet dokumenterer i øvrigt, at tilbagetrækningsmønstret ikke har ændret sig synderligt siden den udskældte efterlønsreform i 1998. Uden nye reformer vil den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i 2020 fortsat være 61,4 år - altså på samme niveau som i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her