Læsetid: 7 min.

En knap så grå eminence

Forlagsdirektør Morten Hesseldahl må efter en uges polemik sande, at det kan være dyrt at være fattig. Forlæggeren Merete Ries betegner Hesseldahls optræden som uelegant, men tilføjer: Man kan jo ikke bare skrive forfatter på visitkortet og forvente at blive forsørget i al evighed
28. juni 2005

Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, når forfatteren til smalle udgivelser som Erotik og eventyr: om sex i tegneserier og ophavsmanden til afhandlingen Evolution og erkendelse - Neodarwinismens konsekvenser for erkendelsesteori anklages for at være på korstog mod den smalle litteratur. Men Morten Hesseldahl, filosof af uddannelse, tidligere tegneserieforfatter og nuværende direktør for forlagsgruppen Bonnier, er et mangesidet talent. Og et af talenterne demonstrerede han igen i den forgangne uge: At rage uklar med den branche, han selv er en del af.

"Det er ikke så kønt, og det er ikke så ærligt," siger forlæggeren Merete Ries om sidste uges udmeldinger fra Hessedahl. Ries har en lang forlagskarriere bag sig - og er nu tilbage, hvor det hele begyndte: med eget forlag i privaten.

"Det er jo spin, meget af det her. Det drejer sig om at positionere sig selv og sit forlag - vi leger jo ikke sandhed og konsekvens i forlagsbranchen."

Han vidste godt at han havde en dårlig sag, Morten Hesseldahl. Han vidste det allerede, da han beskrev martyriet i torsdagens Information:

"Jeg er udmærket klar over, at vi under alle omstændigheder står med en tabersag. Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker - det er jo en sikker taber."

Men omvendt er digteren Martin Glaz Serup - det var ham hvis kontrakt blev revet midt over i fuld offentlighed i forrige uge - en temmelig dårlig martyr. Hans to forrige digtsamlinger fik en hård medfart af en næsten samlet kritikerstand. Hesseldahl hængte salgstallene til tørre og forklarede opsigelsen af Serups kontrakt:

"Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet."

Den udtalelse fik harmen frem i (smal)-litterære kredse. I sin blog (zonet.blogspot. com) skriver digteren Martin Larsen eksempelvis: "Ingen respekt til Hessedahl." Larsen afviser at Bonniers størrelse er forklaringen på skurkerollen:

"Hesseldahl har en tabersag, fordi han lyver og hykler, og længere er den ikke."

En 'RJJ' kommenterer og anklager Hesseldahl for at benytte sig af en 'parasitær logik':

"Det går kort sagt ud på at spille mindretal... Det er så meningen at vi skal elske Hesseldahl, fordi han bare følger 'markedets sande ånd' som den 'smukke, men sandfærdige taber', han er."

Forsørgelse på visitkortet

Men er det private forlags opgave at agere som en underafdeling af Kulturministeriet - føre kulturpolitik og finansiere underskudsgivende bøger? Det mener Merete Ries ikke. Hun betegner det som 'uetisk' at hænge en forfatter ud i en avisartikel, og hun mener, at det er 'lidt for bekvemt sådan at have salgstallene liggende i en skuffe og så trække dem frem som argument, når det lige passer.' Men omvendt:

"Nød bryder jo alle regler - og det er jo derfor man udformer en kontrakt og betaler et forskud, så det er aftalt på forhånd. Man kan jo sagtens forstå, at en forfatter bliver skuffet, men juridisk er der ikke noget at komme efter."

"Der er ikke noget særlig idealistisk i at udgive debutanter - det er en kommerciel overvejelse. Jeg tror, det er bedst at forlagene drives på markedsvilkår - og så er det kulturpolitikkens opgave at kompensere for markedskræfterne," siger Merete Ries.

I weekendens Information slog tre forfattere et slag for den smalle litteratur og for Glaz Serup. En kontrakt skal overholdes, mente de med en øm metafor: "Har man lagt fissen frem, så skal der bolles."

Men helt så simpelt er det ikke, siger Merete Ries.

"En forfatter er en fri næringsdrivende - og det medfører en vis risiko, ligesom det gør for andre. Det er jo et levebrød. Det der med at man bare skriver 'forfatter' på visitkortet, og så forventer at man har ret til at blive forsørget resten af livet... det går altså ikke."

Under dække

Men i Weekendavisen gjorde en litteraturanmelder sig til karnevalsanalytiker: Lars Bukdahl mente fredag, at forlaget Lindhardt og Ringhof havde smidt masken og afsløret sit 'sande, brutalt kommercielle fjæs.' Som udlægning af en litterær tekst, ville Bukdahl nok mene, at det var en kende banalt: At masken faldt og afslørede det sande væsen gemt omme bagved. Men som udlægning af, hvordan man kan bruge andre folks penge på det han selv har betegnet som 'pinlige prætentioner' - altså Glaz Serups forrige digtsamling, mente han tilsyneladende at analysen var flot.

Men korrekt var den nu ikke. Hesseldahl har - siden han i slutningen af 2001 blev opgraderet til chef for Bonnier Forlag i Danmark - udgivet danske bøger med underskud på 121 millioner af svenske Bonniers kroner. Ifølge branchemagasinet Bogmarkedet har bundlinjen i Hesseldahls tid været knaldrød: Resultatet af den primære drift i 2004 var et underskud på 23 mio. kroner, 27 mio. i 2003, 34 mio. i 2002 og 37 mio. i 2001.

Hesseldahl har lagt sig ud med resten af bogbranchen: I 2001 hævdede han at oversættere var bogbranchens mest privilegerede (sådan ser de det ikke selv), i 2002 - få måneder efter sin tiltrædelse - blev hele ledelsen skiftet ud, i 2003 brød han musketereden i forlagsbranchen og satte som den første danske forlagskoncern alle bogpriserne fri (og anklagede ved samme lejlighed Gyldendal for at bedrive 'vulgærkonkurrence i bogklubberne'), i 2004 røg cheferne for Bonnier-forlagene Akademisk og Carlsen og fem medarbejdere på Lindhardt og Ringhof. I en artikel i Bogmarkedet gjorde han det klart:

"Den tid er forbi, hvor det flyder med Bonnier-kroner."

Det er to år siden. Igen og igen har han sagt det til dem, der gad at lytte: Forretningen skal give overskud.

Ligesom en anden af forlagsbranchens grå eminencer - Gyldendals litterære direktør Johannes Riis - er Hesseldahl erklæret liberal. Men han er måske knap så grå (læs diskret) som Riis. Han har meldt skarpt ud om, hvordan de andre aktører i bogbran-chen tér sig. Om individualiseringen af samfundet, om den tabte sammenhængskraft, om uddannelse, arbejdsløse akademikere og kanon. Da kulturminister Brian Mikkelsen udgav en antologi om konservatismen - En konservativ årstid - var Hesseldahl blandt bidragyderne.

Langmodighed slut?

I forlagsbranchen mener flere, at det er bemærkelsesværdigt så mange timer, der må være i Hesseldahls døgn. Man undrer sig over, at Hessedahl siger ja til at være formand for Dansk Filminstitut, når der nu burde være mere end rigeligt at tage sig til hos Bonnier.

Det er blevet sagt om Hessedahl, at han er en egenrådig direktør. Forlægger Erik C. Lindgren, der i sin tid ansatte Hesseldahl på Høst og Søn for at gøre ham til sin egen afløser, betegner ham som en mand med et 'godt selvværd':

"Da jeg tilbød ham stillingen som redaktionschef på Høst og Søn takkede han nej. Han var redaktør på Gyldendal, og jeg blev noget overrasket. Hesseldahl svarede, at han ville være forlagschef, hvortil jeg måtte svare, at den stilling ikke fandtes. Men det endte alligevel med, at han fik den. Det, synes jeg, er en god egenskab hos ham: Han var også dengang en, man lagde mærke til."

Da Hesseldahl blev udnævnt som direktør som blot 36-årig, forklarede Bonnier- Forlagenes daværende chef, at man havde fundet en mand, der kunne placere Bonnier tungt i det litterære landskab. 'Ikke blot en forretningsmand'. Og den tidligere redaktør og tegneserieforfatter var begejstret ved udsigten til at arbejde for den svenske koncernen:

"Man har tydeligvis meget frie hænder. Der hersker stor veneration for bøger i Bonnier-koncernen, og bogfolkene i toppen i Stockholm har en meget præcis indsigt i, hvad det vil sige at udgive bøger. Og jeg fornemmer en stor langmodighed fra dem."

Men han tilføjede, at det store underskud skulle vendes - "hvis det ikke sker ret hurtigt, vil jeg da også selv vurdere, at opgaven ikke er lykkedes."

Det er måske den langmodighed, der nu er brugt op. Det er ikke lykkedes at realisere ambitionen om at gøre Lindhardt og Ringhof til et væsentligt forlag i samme klasse som Gyldendal. Det store flagskib på Lindhardt og Ringhof er efterhånden blot Leif Davidsen. Også den borgerlige kulturdebat foregår på Gyldendal - af væsentlige borgerlige debattører kan Hesseldahl blot prale med at udgive én: historikeren Bent Jensen.

Det ser ud som om Gyldendal løber med både det økonomiske overskud og det gode navn. Det litterære etablissement har i mellemtiden glemt hvordan de skældte ud på Gyldendal og koncernens adm. direktør, Stig Andersen, da han kom til at fremstå en kende for kommerciel. Den gang han mindede om, at der var syv grunde til overskud i Gyldendal: Harry Potter 1, 2, 3, 4 og Ringenes Herre 1, 2 og 3. Eller dengang Rosinante og de andre datterforlag blev samlet under én hat i moderkoncernen A/S. Men lige nu er Hesseldahl og Lindhardt og Ringhof det værste. Og Gyldendal det bedste. Danskejet. Finlitterært. Overskudsgivende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her