Læsetid: 6 min.

De knapt så evige jagtmarker

Opsving eller ej. Der er grænser for talentet i dansk rock. Det er svært at sige, om det så er hos pladeselskaberne eller musikerne, men i hvert fald er der både svipsere, uopfindsomheder og tegn på tørke i den pågående højsæson. Men også oaser
23. september 2006

Det er jagtsæson i dansk rock. Nationens ører er rettet mod vore musikere, der terper løs i øvelokalerne, studierne og på spillestederne. I disse dage står salget af dansk musik typisk for over 40 procent af alt cd-salg, i august 43,2 procent. Tørre tal, ærede læser. Jeg ved det, men det blot for at anskueliggøre, at talentspejdere er på overarbejde for at finde nye guldplader i den danske muld. Vejen er blevet kortere fra øvelokalet til pladekontrakten - også den underskrevet i københavnerkontorerne hos de multinationale selskaber.

Så det er altså jagtsæson. September måned har været tung af danske udgivelser med en betragtelig repræsentation af rockplader og debutanter, og på mandag kommer endnu et vred. Jeg har lyttet til en del af månedens høst, nærmere bestemt fire debutanter, en homecoming hero og et veteranband - fra både uafhængige og multinationale selskaber, og jeg har tilladt mig at inddele dem i nogle løse ad hoc-kategorier: identitetsløs, formfast, halvfærdig, veldrejet.

Den identitetsløse

Sparklin June har på debutalbummet af samme navn ladet sig påvirke af nyere britisk følelsesrock fra især Coldplay, men også danske afledninger fra Kashmir, Saybia og Tim Christensen, og det har fostret en kompetent engelsksproget idéløshed. Der bliver spillet homogent og dygtigt og muskuløst, men uden klar afsender eller personlige modhager, hvilket garanterer, at intet sætter sig fast - med et par saftige guitar-hug undtaget.

Sangene synes at savne ægte ophav og i stedet flakke mellem en bred vifte af stedforældre. Og uanset hvor kraftigt salgslakken bliver smurt på - velopdragne elguitarblokke, dundrende trommer, højtsvævende eller tyndhudet forsang - uanset hvor meget der bliver distanceblændet med de trivielle følelser på langt lys, så foregår alt med livrem, seler, airbag, styrthjelm, knæbeskyttere og faldskærm ad dybt fortærskede hovedveje, der ingen steder fører hen. Det skulle da lige være opad hitlisten. Men det er jo ikke et rigtigt sted.

Den formfaste

Davenports Slow Town huserer i en flække, som de selv har rejst et sted ude på prærien; en americana med provianteringer fra alt: Country og folk, med et par drikkedunke blues og ørkenrock og en knivspids hillbilly. Kvintetten spiller løst, rummeligt og malerisk, gæstemusikerne trutter indfølende i trompeter og mundharmonikaer. Sangene er fine og behersket højstemte, og forsanger Brian Mathiesen befinder sig et sted mellem Richard Ashcroft og David Eugene Edwards fra 16 Horsepower og Woven Hand. Hvilket faktisk slet ikke er ringe.

Med samme usvigelige stilsikkerhed som det hedengangne danske band Wynona, besidder Davenport en passioneret konservatisme, der gør, at Slow Town er både helstøbt, men også lovlig formfast. Så trods den varmende fornemmelse af åbne vidder virker rammerne for deres kompositioner og arrangementer stadig en kende for snærende.

De halvfærdige

Mani Spinx er 30-årige Mads Brøbech Jørgensens soloprojekt, og selvom der er en del gæstemusikere, så har Post Modern Panic Attack noget privat over sig. Måske skyldes det især forsangerens nasale røst og snævre stilspektrum, som holder lytteren på afstand og ham selv fanget i sine engelsksprogede sange. Inspireret af Beatles, Beck, Flaming Lips, Beach Boys og en ganske veldrejet sangskrivning, der desværre savner kraft. En for hulbrystet melodisk sans, en fri leg i for snævert udfoldelsesrum.

Die Dumme Dänen er rapperen Clemens' ryk over i et territorium mellem rap og metal, som tidligt blev udforsket af Faith No More, siden Rage Against The Machine, senere Limp Bizkit. Men hans omgivende trio er ikke nær så eksperimenterende, funky eller skarptskårne som disse, og Spænd hjelmen er et tungt album i mere end én forstand. Mens Clemens Legolas Telling affyrer samfundskritik og politiske bandbuller, så skurrer en tung grunge-inspireret rock a la Soundgarden om ørerne på ham. Vital, men konventionel og med Clemens øverst i masten i strid riffstorm.

Rapperens aggressive bibliotek af spidninger af DK 2006 kommer fint til sin ret i det blytunge for, som klæder den lyriske 9 millimeters vrede. Og hans tekster er pakket med nådesløse udleveringer og analyser og morsomheder. Fx denne om en pige af de mere overfladiske:

"Hvad bliver det næste? En Gucci-tampon?" Eller denne subtile hilsen: "Demonstrationer splittes med vandkanoner/Svinehunde sætter sig på landets troner". Men af og til vælger Clemens også en frelst position og en stereotyp udlevering af fucked-up danskere. Og på "Vågn op" bliver en kortlægning af tomme eksistenser efterfulgt af dette velmenende, men liiige lovlig banale omkvæd: "Lad være at smide livet ud, vågn nu op og bliv til noget".

Til gengæld besidder sange som "Misbrug", "Vågn op", "Die Dumme Dänen" og "Kors og flag" både melodisk sprængkraft og sund distancering fra konventionerne. Og ad den vej kunne der godt gemme sig en fuldvoksen rockplade fra stålkollektivet. Den fik vi ikke i denne omgang.

De veldrejede

Veteranerne i The Sandmen har valgt at genopstå som studieband 12 år efter deres seneste album. I mellemtiden er lead-guitaristen Sam Mitchell død.

Men det er nerven ikke. Selv om vi skal igennem nogle tørvetrillere undervejs, så gløder White Trash Red Front generelt med en ætsende energi og med et melodisk og harmonisk løft, som jeg ikke har hørt så velsvunget siden kvartettens debutalbum Western Blood - i begge udgaver. Og Allan Vegenfeldt genopstår som gunslingeren, der i hver eneste frasering afslører indædt tro på en svunden rock'n'roll-mytologi - med en medrivende autoritet, der i minutter omvender selv vantro hunde som moi.

Sandmen kaster sig også ud i en del politiske og samfundskritiske tekster med skiftende held.

Og det er ikke for teksterne at jeg sætter en Sandmen-plade på, men i denne ombæring rummer de da, hvad der virker som bundhæderlig indignation.

The Broken Beats er Kim Munks barn, men med sig har han hele syv fødselshjælpere - og studieteknologien. In The Ruin For The Perfect er både en massiv kollektiv indsats og en fornemt produceret illusion. Et band der digter fra skyerne, en frontfigur og forsanger der vibrerer med en fin mager elegance, en plade der vækker mindelser om stort svungne popmestre som Pulp og Prefab Sprout og retro-hippier som The High Llamas, om progrock a la sen-70'ernes Pink Floyd og symfonisk grandeur a la Queen.

Det kompositoriske overblik er imponerende, og den sikre balance mellem studieteknologiske spilopper, syrede ideer og luksuriøs vellyd gør pladen til et stilfuldt popmentarium, som gennemsnitsborgeren kan besøge uden at blive hverken rystet i sine grundvolde eller strøget usundt med hårene. Det er en eventyrlysten og drømmende og overskudspræget udvidelse af popsangens rammer. Det er The Broken Beats tredje album, men det første udgivet i Danmark. Og når det er bedst er det af høj karat.

Dansk rock har ikke haft en skelsættende begyndelse på andet halvår. Umiskendelige talenter har vist sig, veteraner har hejst flaget, men i koret af lyse løfter og glædelige genhør er der en del ståhej for ingenting.

Mange musikere mangler ganske enkelt stadig at bevise at de har relevans, intensitet, personlighed eller ideer nok til at bidrage til det rabalder, som er den nutidige musikscene. Men man kan da håber at vi er vidne til modning midt i rampelyset, frem for dødfødte forudsigeligheder drejet i mainstreams grill.

Professionalismen er umiskendelig, det tekniske niveau er for opadgående, og stilsikkerheden er stor, selv når det er en stil at befinde sig uden for kategori.

Men hvad skal vi med professionalisme, hvis ikke den bliver brugt til at formidle reelle ideer, ægte følelser, ren energi eller bare noget så gammeldags som personlighed? Og hvad skal vi med plader, hvis de bare snakker andres værker efter munden, i stedet for at arbejde videre på udsagnene? Så satser jeg personligt hellere herregården på de uregerlige talenter. Men nu har jeg selvfølgelig heller ikke en herregård, så det er jo nemt nok at sige. Men dem der har, det der ligner, de lader altså enten noget af storvildtet gå fri eller også er der grænser for, hvad jagtmarkerne og underskoven rent faktisk har at byde på.

nDavenport: Slow Town (Transistor/Bonnier Amigo)

nDie Dumme Dänen: Spænd hjelmen (Genlyd/Sony BMG)

nThe Broken Beats: In The Ruin For The Perfect (A:larm)

Ovenstående udkommer alle mandag.

nSparklin June: Sparklin June (Virgin/EMI Capitol)

nMani Spinx: Post Modern Panic Attack (WEA/Warner)

nThe Sandmen: White Trash/Red Front (Virgin/EMI Capitol)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu