Læsetid: 7 min.

Knastørre plæner

Naboen plejede at klø sig i sit folmerhår og sige: 'Jaaahh, Fiaten vil gerne hjem én gang om året, så vi skal til Italien i år oss.' Hjemme hos os derimod havde mor købt en halvanden liters Vino Colapso hos Svend Aage Købmand - så man kan sige, at der blev eksotisk ved foden af De Fynske Alper om sommeren
15. juli 2006

Der skete ikke en skid, jo. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er pointen med somre: Der skal slappes af. Men det var i hvert fald, hvad mine forældre fik ud af det. En stor hånd til Henriette og Kjeld Christensen; de gjorde somrene til langstrakte, ørkener af... intethed. En knastør plæne i sluthalvfjerdsernes hedebølgesomre, asfalt, der bulede på villavejen, og op til mange kilometer vej til stranden. Vej, som vi ikke måtte køre på. Det var jo, fordi de arbejdede altid. Så godt som. De arbejdede meget, og sommerferier for dem var de par uger, man sådan umiddelbart kunne komme i nærheden af. Og tog vi så nogen steder hen, når de så endelig havde fri? Nul! Hjemme er nu bedst. Og når man nu har været så snydeheldig, at Vorherre har dumpet én af "ved fo'en af Svanninge Bakker," så var der jo ret beset ikke grund til at rejse ud i den store verden, for smukkere sted end 'De Fynske Alper' fandtes jo ikke. Ikke at vi nogensinde satte foden i så vildsomt terræn. (På nær én vintersøndag, hvor vor far syntes, at han skulle være far til fire-far for sine sønner og med kælken i bagagerummet kørte op i bakkerne. På første tur ramte vi en træstub, og min far fik en diskosprolaps. Det er det, jeg siger: vildsomt terræn.

Men med hensyn til sommerferierejser: Der var én gang, hvor vi tog på tur. Vågnede om morgenen ved, at Henriette og Kjeld var oppe (hvilket i sig selv var usædvanligt i sommerferien).

De forlangte, at vi skulle klæde os hurtigt på og vappe ud bag i Poloen, der allerede var alt for varm. Herefter kørte vi med pakkede kufferter af sted, og vi måtte endelig ikke få noget at vide om, hvor vi skulle hen. Det skulle være en overraskelse, jo! Her skal vi på vores barndoms næsten eneste tur, og så kan vi ikke glæde os på forhånd! Børnepsykologisk rystende.

ABBA og Stickan

Hvor vi skulle hen? Til Himmelbjerget, naturligvis. Til bjerge højere end derhjemme; langt højere. Jeg husker ikke den tur særligt godt ud over, at det regnede, hvilket det ellers ikke havde gjort i måneder på det tidspunkt. Og så blamerede min vanartede lillebror sig på hotellet over for en grupperejse fra Indre Mission, men det var der sådan set heller ikke noget nyt i, og det falder i hvert fald uden for emnet for denne kronik.

Ellers var der ABBA og Stickan og hænge på en halvmur og stirre ud over vejen. Man kunne hjælpe sin far med at trække melder op af køkkenhaven. Sandjorden, som var endnu en reminder om, at man boede i skyggen af De Fynske Alper, støvede og knasede mellem tænderne. Køre på cykel på vejen rundt og rundt ved koteletgrunden som én af de der psykotiske hamstere i et hjul.

Og lokalbefolkningen, naboerne, var i stort tal draget sydpå til Italien med en god portion af indboet på tagbagagebæreren på deres Fiat 127. Eller med så store campingvogne, at Fiat'erne mistede år af deres i forvejen forfærdende korte og rusthærgede liv ved den tur. Når talen på vejen om foråret kom ind på sommerferien, og hvor rejsen gik hen, plejede naboen Poul at klø sig i sit folmerhår og sige: "Jaaahh, Fiat'en vil gerne hjem én gang om året, så vi skal til Italien i år oss'". Po-sletten, Ravenna, campingplads, retirader på række, maveinfektionernes Hall of Shame.

Holddaheltferie

Og de af naboerne hvis husrenter nærmede sig de 25 procent, og som levede af torskerogn og havregryn, var så sure og runkne over ikke at kunne komme på ferie, at de var nærmest umulige at tale med. Pudsigt nok, for der var ikke noget at længes efter: I de år havde Danmark nærmest tropiske somre, og ingen havde ondt i røven over det, for 'drivhuseeffekt' var i 1976 et lige så ukendt ord som 'USB-stik' og 'Bubber'.

Og medens de andre var sydpå, drak vi andre æggesnaps med rå æg fra hønsene i baghaven, spiste nye kartofler og koldskål med rå æg. Holddaheltferie, hvor vi spiste meget koldskål! Med tvebakker, for min mor mente, at kammerjunkere var kage, og det puttede man ikke i koldskål. Til gengæld var der et halvt bæger Vanila i.

Grill var dengang ikke helt det, det siden er blevet. Webergrillen var godt nok kommet til området, men det var fordi genboen hed Weber, og han havde en grill.

Men det kunne vi selvfølgelig først se bagefter- Det skete dog, at vi grillede; pølser mest, men også koteletter med nye kartofler og grøn salat med sukker-citronsødet fløde på. Hvadbehager!

Det kan godt være, vi ikke kom på ferie, men vi blev trinde derhjemme imedens. Og når det var weekend, fik vi drenge en sodavand (til deling - I shit you not!), og Mor havde hos Svend Aage Købmand købt en halvanden liters flaske Vino Colapso. Så alt i alt kan man da godt sige, at der blev temmelig eksotisk ved foden af De Fynske Alper sådan en stille sommeraften i juli.

For at det ikke skal være løgn, fik jeg, da jeg blev lidt ældre, en skolekæreste, som var vidt berejst.

Hun og hendes familie havde boet i blandt andet Iran og Kenya, udstationerede for at hjælpe disse landes landbrug. Selv om hun var pæredansk og hed Jensen til efternavn, var hun mørk i huden, og da hun kom hjem fra Kenya for at gå i 1. klasse var hun brun, som man kun bliver det efter et langt ophold ved ækvator.

Det nyttede ligesom ikke rigtig at nævne, at det længste, jeg havde været væk, var i Gelting. Det var som om jeg blev så mat, når emnet 'udlandsrejser' blev bragt på banen.

Sankt Hans

Sommerferier er jo sommerferier, også selv om det virker som om den nuværende regering har planer om at fusionere sommerferien med efterårs-ditto.

Jeg ved ikke: For mig hænger sommerferiens begyndelse uløseligt sammen med Sankt Hans. Vi stod i skolegården klassevis på rad og række, og den småfacistoide skoleinspektør fik puslen i bukserne, når vi sang "Hurra for den dejlige ferietid/for de dage og uger som koooommerrrr." Teksten på den sang var ikke mere kompliceret, end at man godt kunne lade tankerne stryge hen over, hvad der skulle ske i de kommende, mange uger. Som antydet ovenfor, var det en overkommelig opgave, men én ting stod lige for: Skt. Hansaften hos mormor og morfar.

Når "Hurra for den dejlige ferietid" var overstået, og skoleinspektøren var kommet sig tilstrækkeligt til at kvække: "God sommer," var der en uge til Sankt Hans, men eftersom Kjeld og Henriette Christensen arbejdede endnu, blev jeg sendt ned til mine morforældre Esther og Albert.

Mormor arbejdede på posthuset, men morfar var meget ældre og var gået på pension, og han fik så fornøjelsen af lille Thomas Menneskebarn, Thomas Skarnsunge.

Jeg var nu egentlig meget flink af en otteårig at være. Jeg slæbte altid mængder af bøger med, læste om Jernalderen og Vikingetiden. Og Albert, der selv var en læsehest, tyrede uhyrlige mængder af Familiejournalen, som "Ruth ne' ve' Stran'en" havde slæbt til huse. Vi var begge to et par sludrechattoller og snakkede om historie, løgnehistorier og gamle dage.

Kun når der var Pressens Radioavis og farvandsmeldinger, skulle man være stille, musestille. Doggerbanke, letskyet, 12. Jæren Lista-

Men der var også morfars værksted, som lugtede af olie og våd jord. Han gemte altid et projekt eller to, til jeg kom: Male en garagedør eller rydde op i drivhusene.

Og så selvfølgelig: Lave en heks klar til Skt. Hans. Efterhånden som jeg var kommet nogle år til denne faste tradition, blev vore hekse meget kunstfærdige. Et par år blev eddikedunke anvendt som hoveder, påtuschet øjne og mund, med hanken som kroget næse. Når bålet brændte højt, gik heksens ansigt i opløsning og smeltede. Vi nakkede hende. I år også.

Fædrene æde druer

Men det blev hjemmedag igen. Hjem til foden af Svanninge Bakker i det smukke landskab, hvor Faaborg-malerne slog deres folder 70 år før. Her dansede Frits Syberg Skt. Veitsdans over de søde bondepiger, og Giersing levede sin indre Van Gogh ud.

Jeg cyklede rundt og rundt på villavejen, og naboerne kørte op ved siden af mig i deres store Ford-vogne, rullede vinduet ned, bød mig farvel og proklamerede, at nu kørte de til "Kautokeino, Karasjok og Finnmarken." Den var ny! Nordpå nu, men nittenhundredeogfirserne bankede jo også på. Kun fem år igen til en rigtig sommerferie!

Postscriptum: I skrivende stund har jeg lige fået sommerferie. Jeg kan høre min søn Halfdan rumstere i baggrunden.

Hans ferie er også spritny. Jeg har tænkt på, om vi skal nogle steder hen i ferien. Min yndige kone og jeg har talt om at køre nogle ture til Vesterhavet - vi bor jo så tæt derpå. Men ellers tror jeg, at vi bliver hjemme. Vi skal jo have ladet batterierne op, så vi er klar til det nye arbejdsår.

Fædrene æde Druer og Sønnerne spytte Stenene ud.

Thomas Høvsgaard er inspektør på Spøttrup Borgmuseum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu