Læsetid: 3 min.

Knive i ryggen

20. oktober 2001

Den første reaktion er: Det er da forfriskende! Endelig tager to magtfulde filmkonsulenter bladet fra munden og indrømmer ærligt for den undrende offentlighed, at de har kvajet sig noget så gevaldigt. Det er aldrig sket i Filminstituttets historie, at to filmkonsulenter i pressen har vedgået, at de har trådt i spinaten ved at hælde millioner i et projekt, som er endt med at blive mislykket.
Det drejer sig om d’herrer Thomas Danielsson og Gert Duve Skovlund – henholdsvis børne- og voksenkonsulent – der har slået skillingerne sammen for at søsætte Lasse Spang Olsens dødssejler af en sørøverfilm Jolly Roger med Kim Bodnia. Et af efterårsferiens danske spildprodukter til familiepublikummet.
På debatsiderne i gårsdagens Information erklærede de to uheldige helte sig enige med den leder i Information, der satte et alvorligt spørgsmålstegn ved deres kunstneriske dømmekraft, da de lod 7,5 millioner rulle til søstykket. – ’Ja, vi dummede os’ lød overskriften, og senere erklærede de Jolly Roger for »kunstnerisk set en katastrofe.«
Stærk tobak.

Nu mÅ det først slås fast, at det ikke er noget særsyn, at Filminstituttets konsulenter dummer sig. Det er dem helt personligt, som skal tage den afgørende (omend ikke formelle) stilling til bevillingen af de filmiske støttekroner. Og de gør det på et grundlag, der er lige så usikkert som kunstneriske forhåndsvurderinger altid vil være. Der kan være milevidt mellem et manuskripts intentioner og det færdige filmresultat – og konsulenternes personlige kontakt med ansøgerne kan tage form af pressionsforsøg eller charmeoffensiver, der slører blikket. Som da det i sin tid lykkedes Jens Jørgen Thorsen efter tur at hypnotisere hele to filmkonsulenter til at støtte hans Jesusfilm.
Det er alt sammen risikomomenter ved en i sin kerne sund ordning, der nu har eksisteret i 28 år. Konsulentsystemet har en væsentlig andel i dansk films opblomstring og et stort medansvar for, at navne som Lars von Trier, Bille August og Nils Malmros har haft en harmonisk kunstnerisk udvikling i de tidlige stadier af deres karriere, hvor konsulenterne i høj grad viste tillid til deres spirende talenter. Men det hører med til billedet, at alle filmkonsulenter i deres 2-3-4-5-årige karriere når at støtte et gedigent flop.
Derimod er det kun én gang før sket, at en filmkonsulent offentlig har undsagt det barn, han har været med til at sætte i verden. Det var da Claes Kastholm Hansen – dog mere diskret – lod meddele, at han ikke gouterede Edward Flemings folkekomedie Sidste akt, støttet af ham selv. Den var vitterligt heller ikke god, så igen kunne man fristes til at bifalde en sådan åbenhjertighed og erkendelse af eget ansvar.

Det ville dog være forkert, og ved nærmere eftertanke er Thomas Danielssons og Gert Duve Skovlunds klare udmelding også en yderst betænkelig sag, der smager stærkt af illoyalitet.
Det er i sig selv ubehageligt, at de klandrer den instruktør, de har støttet (han er »en mand, der aldrig tager et nej for nej« – som om han skulle det; det er jo derfor, der findes flere konsulenter, som ifølge loven arbejder uafhængigt af hinanden!) Og Thomas Danielsson jamrer i gårsdagens forsideinterview her i bladet: »Lasse Spang Olsen behandlede os som køer, han bare kunne malke penge ud af.«
Den offerrolle, de to konsulenter har tildelt sig selv i den bizarre sag, klæder dem dårligt. For det er vigtigt at slå fast, at de er og bliver magtens statsansatte mænd i forhold til ansøgerne, for hvem det ofte er liv og død at komme til at lave film. Og samtidig er de ikke til for at spille store, alvidende mænd i forhold til ansøgerne, men for at hjælpe dem til at få lavet deres film. Og det medfører nogle gange (men langt fra altid), at en konsulent bliver nødt til at holde sin mund og lade sig nøje med rollen som malkeko.
Men allervigtigst: Det er uacceptabelt, at konsulenterne offentligt bagtaler et projekt, de har sat i gang, mens filmen endnu søger sit publikum i biografen. Det er afgørende for konsulentsystemets troværdighed og funktionsduelighed, at ansøgerne kan have 100 procents tillid til konsulenterne i så henseende og ikke behøver frygte knive i ryggen fra den kant, så snart filmen får premiere og negativ pressekritik.
Da Danielsson og Skovlund øste 7,5 millioner ud på Jolly Roger, kvajede de sig og fik det at vide, hvilket måtte være til at leve med. Men da de prompte gav kritikken ret, skød de sig selv i foden på en måde, der mindst burde udløse noget lige så føleligt – nemlig en næse af de allersynligste.

Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu