Læsetid: 3 min.

Knud Romers løgn

Burde Knud tvangsudskrive en by og gamle venner til at gøre tjeneste i endnu et mediestunt? Eller: Burde Knud fremstille sig selv som offer og på den måde føje endnu en paragraf til kontrakten mellem bog og læser, der aftvinger læseren empati og medfølelse? Jeg mener enklere endnu: Gjorde det hans bog bedre?
15. februar 2007

Der er noget meget enkelt, der, så vidt jeg har kunnet se af debatten, endnu ikke er blevet sagt om Knud Romers roman Den som blinker er bange for døden. Og hvis det alligevel er, så synes jeg, det fortjener at blive gentaget.

De fleste har ret hurtigt kunnet blive enige om, at Knud Romer da har lov til at gøre, hvad han vil. Inklusive altså at fremstille sig selv som offer for sammenstødet mellem en tyskfødt, i øvrigt både i sin ungdom og voksenalder heroisk, mor og en provinsbys xenofobiske kålhoveder.

At dømme efter Politiken-medarbejder Jens Lenlers reportage i tirsdagens avis er det tilmed holdningen på selve åstedet, Nykøbing Falster, og blandt de mennesker, tidligere skolelærere og jævnaldrende kammerater, der til lejligheden er blevet digtet om til en slags juniorefterkommere af Josef Mengele eller in toto til den kompakte masse, som man kender alle mulige steder fra: Berlin, Mississippi, Jedwabne.

For godt nok er det da træls med den bog, og det er rigtignok også løgn. Men herregud, så er det heller ikke værre.

Den samme reaktion har man kunnet iagttage i pressen. Ikke i nyhedshistorierne og reportagerne, hvor man i genrens natur er forargede og fornemmer skandale, hvor det overhovedet er muligt, (det kan man nu ikke beskylde Lenler for, det er kun afsættet for hans historie), men derimod i kommentarer, hvor fagfolk holder på formerne og med henvisning til den litterære kodeks og godt halvandet hundrede års præcedens maner til ro og besindighed.

Han må godt.

Det subjektives prærogativ

Det skyldes som bekendt, at Knud Romer ganske vist gør brug af en fortæller, der deler navn og det meste af sin biografi med bogens forfatter. Og ganske vist har rejst medielandskabet tyndt med historien om, hvor forfærdeligt det var for den lille, men senere meget store og fra det samme medielandskab så kendte Knud. Men da bogen på samme tid er en roman, ikke bare ifølge omslaget, men også i form af virkemidler, der uafviseligt er romanagtige, så er hele fortæller-/forfatterkonstruktionen samt Knuds ivrige beretninger om begivenhedernes autenticitet og lange efterliv, hvor også en tålmodig og kærlig hustru har en rolle at spille, del af samme fiktion.

Hvorefter alt er godt.

Dertil kommer som antydet alle fortilfældene. Det hele minder lidt om en tradition i dansk og europæisk litteratur for manisk, ensidig og hensynsløs overdrivelseskunst (østrigske Thomas Bernhard, franske Michel Houellebecq, i dele af forfatterskabet ungarske Imre Kértesz). Og om det subjektives prærogativ i den samme tradition, for sådan oplevede de det altså! (Aksel Sandemose, Hans Scherfig og stribevis flere).

Jeg er enig.

Knud Romer må gøre, hvad han vil. Og hvis - når - det viser sig, at den fantastiske historie om moderens Münchausenbedrifter under og efter krigen også for en del er pure opspind og selviscenesættelse (igen på en baggrund af flade kålmarker), så skal det ikke skorte på tolerance og coolness fra min side: Knud må godt, Knud må alt, herregud.

Løgnen og læseren

Men burde Knud? Det er et andet spørgsmål.

Jeg mener ikke:

Man skal i den forbindelse ikke sammenligne Knud Romers bog med Bernhard eller de andre, jeg nævnte. Man skal sammenligne den med bøger eller kunstværker, der gør det samme, som Romer gør: Lyver om forholdet mellem forfatter og fortæller, gør sig selv, dvs. blandingen af fiktiv og virkelig person, til offer og derigennem bedre, end han er.

Nylige fortilfælde, der modsat Knud Romers sentimentale dobbeltspil gør snyderiet til en virksom og interessant del af fiktionen? Jeg kan komme i tanke om et par stykker, der også ud fra et etisk synspunkt er mere end på kanten, men ud fra et æstetisk har lov til at være det. I stikord: Claus Beck-Nielsens sociale stunt, kendt her fra avisen, hvor den erindringsløse bums udfordrede både omgivelsernes medmenneskelighed og på en meget konkret måde identiteten og derigennem det sociale systems ubehag ved, at der findes mennesker, som ingen vil kendes ved. Og Mads Brüggers tv-dokumentar Det røde kapel, der i de nordkoreanske kålmarker gjorde forholdet mellem et totalitært system og en medmenneskelig imødekommenhed til gribende og pinagtig fortælling.

De to eksempler er fælles om at være løgnagtige og bedrageriske og have begge egenskaber bevidst og åbenlyst indbygget i sig. Derfor er løgnen - til forskel fra løgnen i Knud Romers roman - hele tiden til aktiv forhandling med læseren eller tv-seeren.

Sagen er altså ikke, at Knud Romers udmærkede roman er blevet dårligere, nu hvor vi ved, at den for en god del er løgn og opspind og for en endnu større del selviscenesættelse. Sagen er værre endnu: at den ikke er blevet bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her