Bobby Kennedy er den bedste præsident, vi aldrig fik. Sådan har mange amerikanere, siden han i 1968 blev myrdet efter at have vundet primærvalget i Californien, formuleret sorgen over hans død. Hvordan ville USA have set ud, hvis han havde fået magten og ledet landet ud fra de høje idealer, hans flotte taler præsenterede en splittet befolkning for?
Konklusionen i Bobby er ikke til at tage fejl af: USA ville have været et bedre land. En indledende montage viser, hvordan landet efter mordet på John F. Kennedy og Martin Luther King, med krigen i Vietnam og klasse- og raceproblemer i fuldt flor er på udkig efter én, der kan vise Vejen. På Hotel Ambassador i Los Angeles, hvor Demokraterne har deres kampagnehovedkvarter, tror en række mennesker på, at Robert Kennedy er den mand. Andre har for travlt med deres egne liv til at have tid til at tro på noget, men alle søger forandring og håber på bedre tider.
Stjerneparade
Emilio Estevez har selv skrevet manuskriptet til sit ambitiøse ensembledrama med et sympatisk og passioneret budskab om behov for fred og retfærdighed - dengang og nu. Med henvisning til Greta Garbo-klassikeren Grand Hotel fletter han i løbet af en dag hele 22 skæbner sammen på det hotel, der om aftenen går over i historien.
Fra personalet i form af den pensionerede dørmand og hans ven (Anthony Hopkins og Harry Belafonte), frisøren (Sharon Stone), telefonpigerne (Heather Graham og Joy Bryant), køkkenpersonalet (Freddy Rodriguez, Laurence Fishburne og Christian Slater) og direktøren (William H. Macy) over eksklusive gæster (Martin Sheen og Helen Hunt), et brudepar (Lindsay Lohan og Elijah Wood), en alkoholiseret stjerne og hendes trynede mand (Demi Moore og Emilio Estevez selv) til de mange kampagnefolk (blandt andet Joshua Jackson) og en tjekkisk journalist, der desperat forsøger at overbevise omgivelserne om, at hendes land er socialistisk og ikke kommunistisk for at få et interview.
Der er kort sagt et rend af stjerner ind og ud af de velflydende steadicam-ture, og det er både en styrke og svaghed. De fleste af de velkendte veteraner og talentfulde stjerneskud leverer seværdige præstationer, men man får efterhånden følelsen af at se en række afsnit af en tv-serie, hvor den ene special guest star efter den anden dukker op og prøver at stjæle billedet.
Det er helt befriende at se filmens komiske indslag, to mere ukendte ansigter som pjækkende kampagnefolk på deres første lsd-trip (Brian Geraghty og Shia LaBeouf), punktere selvhøjtideligheden indimellem, for det er ikke små konflikter, Emilio Estevez gør sine mange karakterer til eksponenter for.
Store ord
I køkkenet er der klasse- og raceproblemer. Mellem chefen og de ansatte, men også mellem latinoer og afro-amerikanere. I en af de scener, hvor filmens kærlighed til lidt for store ord tager over, udnævner Laurence Fishburne med vanlig insisteren på vægten i sine ord en kollega til konge af både fortiden og fremtiden.
Upstairs i den finere afdeling skal det unge par kun giftes for at holde ham ude af Vietnam, og Martin Sheen forsøger at forklare sin kone, at hun er meget mere end de dyre sko, hun har på. Der er mange fine, små situationer, og Estevez' brændende ønske om at sige noget vigtigt er ikke til at tage fejl af, men de mange rigtige meninger vælter i sekvenser over hinanden.
Kan man klare så meget af the righteous stuff på én gang, bliver man imidlertid udmærket underholdt, og filmen tegner et fængende tidsbillede. Robert Kennedy som person bliver man ikke meget klogere på, men man forstår hans betydning i tiden. Det er spændende at høre uddrag fra hans engagerede taler og se arkivbillederne af ham blandt familie og vælgere.
Emilio Estevez har pudset piedestalen, og til sidst er det svært ikke selv at blive grebet og tænke videre over, hvordan USA mon havde været, hvis han var blevet præsident...
*Bobby. Instruktion og manuskript: Emilio Estevez. Amerikansk. (Grand, Empire og Metropol, København, Øst for Paradis og Cinemaxx i Århus samt Cafébiografen, Odense)
