Læsetid: 5 min.

Koalitionens mellemøstlige maskeradespil

Udstrakt hånd eller ej. Et vestligt samarbejde om Irak med både Iran og Syrien er utænkeligt og dækker kun over en skyggemanøvre. Enten kan USA lade Irak smuldre eller indtage af en diktator, mener eksperter. Den irakiske tragedie er uden happy ending
17. november 2006

I 2002 var Iran og Irak to af de tre hjul omkring 'ondskabens akse', og Syrien var ifølge USA's udenrigsminister Condoleezza Rice "en tyranniets yderpost".

Nu tales der om strategisk kursændring, og såvel den britiske regering som USAs' præsident Bushs egen Baker-kommission og en række demokratiske stemmer i den nye amerikanske magtbalance peger på, at de gamle ondskabsregimer skal trækkes ind i en løsning af den irakiske krise. Hvad ligger bag?

"Jeg formoder, at USA og de amerikanske allierede hverken er naive eller har mistet det strategiske overblik. Så det vi ser lige nu, er et knæfald for den offentlige opinion. En indenrigspolitisk motiveret taktisk manøvre snarere end et strategisk kursskifte. Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig andet," siger ekspert i mellemøstlig politik, ph.d. ved statskundskab på Københavns Universitet, Ali Alfoneh.

Den udlægning er Paul Rogers, professor i fredsstudier ved Bradford University og rådgiver i sikkerhedspolitik ved den uafhængige britiske tænketank Oxford Research Group helt enig i: "Jeg tror ikke, at man skal se hele den her retorik som andet end et udtryk for, hvor svagt USA og deres allierede står lige nu."

På mandag udsender Paul Rogers en rapport, der netop konkluderer, at forhandlingerne intet har med realpolitik at gøre, og at det politiske skifte i USA ingen indflydelse vil få for USA's tilstedeværelse i Irak, der mest sandsynligt vil strække sig over de næste 30 år. Simpelthen fordi, der er for meget på spil.

"Vi konkluderer, at tilstedeværelse i regionen kan fortsætte langt ud i fremtiden. Der er alt for store interesser involveret. Det drejer sig om konkurrencen med Kina om indflydelse og kontrol med golf-olien. Et slag, man fra amerikansk side ikke kan tillade sig at tabe."

Ubetalelig forhandling

Paul Rogers peger på, at ser man realistisk på de krav og indrømmelser som forhandlinger med Syrien og særligt Iran vil indebære, så er det ganske åbenlyst, at det er en umulighed. Den vurdering deles uforbeholdent af Ali Alfoneh:

"Man må spørge, hvorfor en stat som Iran skulle dæmpe urolighederne og sørge for, at USA får en værdig tilbagetrækning? Og om USA er parat til at betale prisen?"

For ifølge Ali Alfoneh er der tale om forhandlinger til en pris, som USA aldrig kan gå med til, hvorfor hele den hypotetiske forhandlingssituation på forhånd er "dødsdømt - med mindre USA er klar på at give kald på sin status som supermagt."

"Skal de kunne regne med støtte fra Iran, så bliver prisen høj. De iranske forhandlere vil sandsynligvis forlange en total amerikansk tilbagetrækning, ikke kun fra Irak, men også fra den øvrige region omkring Den Persiske Bugt og Centralasien - det vil sige nedlæggelse af baser i Bahrain, Qatar, og Afghanistan; samt anerkendelse af Iran som de facto atommagt," siger han og advarer om at undervurdere den iranske magt, der kun har stærke interesser i at se USA svækket eller helt ude af i regionen.

"Iran har det, der skal til for at agere som en regional stormagt. Men så længe USA er til stede i regionen, kan de ikke positionere sig som sådan," siger Ali Alfoneh

Den syriske andenviolin

Derimod er situationen en helt anden for Syrien. De har noget at vinde, men til gengæld en del mindre at sælge ud af. Det mener ph.d. i Mellemøststudier Michael Irving Jensen.

"Jeg tror, at vi skal passe på med at overvurdere de eksterne aktørers magt i forhold til det, der foregår internt i Irak. Men selvfølgelig er deres direkte og indirekte støtte til forskellige grupperinger i Irak medvirkende årsag til konflikt. Syrien skulle angiveligt se igennem fingre med, at deres grænseovergang til Irak krydses af grupper, der står bag uroen i Irak. Så det er et område, hvor Syrien kunne yde et bidrag."

Igen. Kravene er meget høje: "Jeg kan se to områder, som det syriske styre kan have interesse i. At der åbnes for udenlandske investeringer som den hårdt trængte syriske økonomi har behov for. Og at den israelske grænse trækkes tilbage til Golan højderne. Men inden man taler om forhandlinger, må man stille spørgsmålet, om ikke magtbalancen er så skæv, at man slet ikke kan regne krav fra Syriens side, som noget man reelt skal forholde sig til," siger Michael Irving Jensen.

Pinochet eller kaos

Derfor er det rent maskeradespil. Ingen af de involverede aktører er villige til at gå på kompromis, men forhandlingsretorikken har en legitimerende betydning.

"Når det forventeligt viser sig, at forhandlinger med Iran og Syrien er helt umulige, kan USA og Storbritannien med rette fortælle offentligheden, at man også har forsøgt sig med forhandlingens kunst, men at det beklageligvis ikke er lykkedes at opnå enighed," fortæller Ali Alfoneh og peger på, at det efterlader to teoretiske scenarier:

"Enten kan man indsætte en irakisk general Pinochet, som bruger årtusindgamle og gennemtestede nærorientalske midler til at skabe orden i Irak; ellers står vi overfor den irakiske stats totale sammenbrud," siger Ali Alfoneh og uddyber sin machiavelliske opfattelse af det irakiske mareridt:

"Den irakiske Pinochet minder om messér Ramiro de Lorqua i Machiavellis Fyrsten. Da Machiavellis forbillede, Cesare Borgia, erobrede Romagna indsatte han en af sine grusomste generaler til på brutal vis at nedkæmpe enhver modstand. Efter at have pacificeret enhver modstand, indsatte Cesare Borgia en civil domstol, som lod den grusomme general fremstille på torvet i Cesena, "skåret i to stykker, med et stykke træ og en blodbestænket kniv ved siden af".

Machiavelli konkluderer: 'Vildskaben i dette skuespil gjorde hine befolninger på én gang tilfredse og forbløffede!' Det er en strategi, som USA passende kan benytte sig af. Hvem generalen er, er fuldstændigt ligegyldigt. Der skal bare være en diktatorisk general, der for enhver pris - og jeg mener enhver og for de vestlige befolkninger uacceptabel pris - kan skabe orden," siger Ali Alfoneh og konkluderer:

"Om 10-15 år kan en irakisk domstol så lade ham fremstille på torvet i Bagdad, skåret i to stykker".

Det er den kyniske magtpolitiks matematik. For orden er forudsætningen for at USA og deres allierede kan få det udbytte, som Irak-krigen var tiltænkt at kaste af sig.

" Fem minutters anarki er værre end 5.000 års tyranni, sådan sagde den iranske filosof Imam Ghazali," eksemplificerer Ali Alfoneh.

- Så den største fejl fra koalitionens side var, da Paul Bremer afmonterede det statslige voldsmonopol ved at nedlægge de irakiske væbnede styrker?

"Der var en orden, ganske vist en brutal orden, men en orden - som blev væltet af USA. Iraks 5.000 år lange tyranni blev erstattet af anarki og kaos, mens amerikanske soldater kiggede på," siger Ali Alfoneh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu