Læsetid: 3 min.

Køb en plads hos Nobel

Virksomhederne står i kø for at få deres navne associeret med Nobelpriserne. Sponsoraterne vælter ind og Nobelfonden selv er begyndt at indse, at navnet er et af verdens bedste brands
9. december 2005

Nobel er til salg - og det er virksomhederne ved at opdage.

For en pose penge af den rette størrelse kan virksomheder nemlig skyde deres penge i Nobels udstillinger, museer, fredscenter, websteder og tv-programmer, og derved, få sat firmanavnet ved siden af Nobelfondens stifter, Alfred Nobel.

Det gør de gladeligt, for ud over en stol ved prisceremonier, banketter og koncerter får virksomhederne således del i Nobels stjernestøv af prestige, kreativitet og kompetence, skriver den svenske avis Dagens Nyheter.

"I retur for sponsoraterne har vi fået værdifuld brand-association," siger Hans Renström - der er ansvarlig for kultursponsorater ved Volvo AB - til Dagens Nyheter.

Volvo AB og Volvo personbiler er hovedsponsorer på Nobel-udstillingen Mennesker, miljøer og kreativitet, som siden 2001 har turneret verden rundt i anledning af Nobelprisens 100-års jubilæum.

12,5 millioner svenske kroner, har Volvo brugt på Alfred Nobels navn siden 1998. Og det har kunnet betale sig, mener Hans Renström. For Nobel er et af verdens bedste varemærker, siger han.

Det samme svar har Dagens Nyheter fået fra både Skandia, ABB, Statkraft, Cisco og DNB NOR, som har det tilfælles, at de sponsorerer eller har sponsoreret en del af Nobel-strukturen.

Andet end priser

Når virksomhederne har mulighed for at sætte sig i forbindelse med Alfred Nobels navn, skyldes det også, at det efterhånden dækker over langt mere end de prestigefyldte priser, der hvert år går til forfattere, politikere og videnskabsmænd. Nobelfonden må ifølge Alfred Nobels testamente ikke finansiere andet end Nobelpriserne, og de mindre udgifter, der er forbundet med dem. Ikke et ord om websteder og tv-programmer, og derfor må fonden finde penge andre steder, for eksempel hos virksomhederne.

Det gør fonden også i stigende grad. 75 ud af de 100 millioner svenske kroner, som vandreudstillingen Mennesker, miljøer og kreativitet har kostet er således finansieret af erhvervslivet, skriver avisen. Nobels Fredscenter i Oslo er sponsoreret af blandt andet Telenor, Hydro og DNB NOR, hvor sidst nævnte også står bag Nobelkoncerten i Stockholm.

Men hvorfor ikke bare holde sig til Nobelpriserne og overlade tv-programmer, internettet og de klassiske koncerter til andre?

For Nobelstiftelsens direktør, Michael Sohlman, er svaret klart:

"Hvis vi ikke gør det, så gør en anden det. Interessen for navnet er stort, og for navnets bedste er det nok sikrest, at vi beholder kontrollen over det selv," siger han til Dagens Nyheter. Selv om han ser priserne som Nobelstiftelsens absolutte kernefunktion, ser han ingen problemer i at udnytte Nobel som varemærke.

Nobel som tv-program

Det varemærke bliver bredt ud via tv-programmer. Og de tv-programmer har Nobelstiftelsen fået kontrol over via det egne selskab Nobel Media AB, som skal kontrollere og udvide Nobelstiftelsens medieinteresser.

Tidligere var det for eksempel Sveriges Television, der ejede rettighederne til prisoverrækkelserne. Men siden Nobel Media blev stiftet sidste år tilhører rettighederne Nobelstiftelsen, selvom programmerne stadig bliver sendt via Sveriges Television.

"I sidste ende var det en underlig situation, at vi skabte værdier, uden selv at profitere af dem," siger Michael Sohlman til Dagens Nyheter.

Det er ikke kun prisoverrækkelser, der står på Nobel-programmet i fremtiden.

I går blev den første Nobel-koncert nogensinde sendt på tv, for koncerten er tænkt som et nyt tv-format, siger Nobel Medias direktør Camilla Hyltén-Cavallius. På hendes ønskeliste står der desuden et videnskabsprogram om årets Nobelpris og en dokumentarfilm om prisen.

Der kommer altså til at stå flere Nobel-produktioner i avisernes tv-programmer i fremtiden. Og fra årsskiftet sponsoreres Nobel Media af et endnu hemmeligt multinationalt firma.

For som direktør Michael Sohlman siger, så er finansieringen af Nobelstiftelsens aktiviteter det mindste problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu