I 1980'erne talte man om, at København forslummede. Hovedstaden var ved at gå til i problemer med narko, faldefærdige og saneringsmodne bygninger, en elendig økonomi og et elendigt omdømme, og københavnerne stemte med fødderne og flyttede fra byen.
Det er sikkert ikke så mange af os, der kan huske 80'ernes København; men det var en by i forfald. En by som var blevet opgivet af alle politikerne. Kort sagt en hovedstad, som vi ikke kunne være stolte af.
I år 2005 er virkeligheden en helt anden. København er i dag på vej til at blive en metropol af internationalt format. Nye byggerier skyder op i Ørestaden, på Islands Brygge og i Nordhavnen. København er økonomisk set en veldrevet kommune - økonomien er i orden, og mange folk fra hele landet har intet højere ønske end at flytte til København.
Bag den gunstige udvikling lurer en anden og mere mørk virkelighed.
Over broen
For bag de flotte nye bygninger på Islands Brygge og bag det sanerede Vesterbro findes en anden virkelighed. Virkeligheden melder sig, når man kører over Dronning Louises Bro. Her ligger et andet København. Et København, som vi ikke kan være stolte af. Et København, hvor ældre mennesker ikke kan færdes trygt og sikkert om aftenen. Et København, hvor den ærke-københavnske dialekt overdøves af tale på tyrkisk, arabisk og urdu. Et København, som ikke ligner sig selv længere. Et København, der lige så godt kunne være en hvilken som helst anden storby - på den arabiske halvø vel at mærke.
30 års fejlslået udlændingepolitik har kostet hovedstaden dyrt. Problemerne med kriminelle unge indvandrere forekommer nærmest uoverstigelige. De unge har ingen respekt for ordensmagten. De københavnske folkeskoler har nærmest opgivet ævred og forsøger i ren affekt at efterplapre de urimelige særkrav, som muslimske forældre stiller til skolerne.
Lærere til tiden
Vi savner disciplin i folkeskolen. En basal respekt for ens kammerater og for skolens ejendom. Det kræver en ordentlig omgangstone, og det kræver respekt for skolens lærere. Hvis man blot en gang om ugen kunne starte skoledagen med en fælles morgensang for alle skolens elever, og hvis blot læreren rent faktisk stod i undervisningslokalet, når klokken ringede ind, så var meget sikkert nået. Hvis lærerne tilmed følte, at opbakningen fra lokalpolitikerne var til stede til at gøre mere brug af eftersidninger og bortvisninger, så ville respekten for folkeskolen også kunne genetableres. Og hvis Københavns Kommune oven i købet kunne bringes til at se bort fra den berøringsangst, som eksisterer i forhold til at tvangsfjerne børn af etniske minoriteter, så ville den følelse at kunne gøre lige nøjagtig hvad, der passer dem, som eksisterer blandt indvandrerunge i hovedstaden i dag, forsvinde.
Skolen er stedet, hvor vi skal starte, hvis København igen skal være en tryg og sikker by at færdes i. Det nytter ikke meget med alle de visionære tanker om København som international metropol, hvis vi ikke er i stand til at tackle dagligdagens fortrædeligheder og desværre har netop det vist sig at være Københavns store problem.
Medens København har fået en flot havnefront og nu endda også skal udstyres med egen skyline på Vestamager, så er nogle af de basale ting blevet sat til side.
Shines op
Ældreområdet er underprioriteret. Vore ældre medborgere bliver ladt i stikken. I det omfang de overhovedet får tilkendt hjemmehjælp, er hjælpen for dårlig og hjemmehjælperne skifter fra dag til dag. Det er ikke hjemmehjælpernes skyld, men systemet, der ikke virker tilfredsstillende. Der skal være tid i hjemmeplejen. Derfor skal området tilføres flere ressourcer. Mange plejehjem i København er trøstesløse. Det kan vi ganske enkelt ikke byde beboerne. Plejehjemmene skal shines op, og vi skal blive meget bedre til at udnytte erfaringer fra best practice. Et plejehjem som De Gamles By er et eksempel til efterfølgelse.
Københavnske folkeskolebørn kan i stort tal ikke læse. Mange af de børn, der ikke evner at læse eller regne, er naturligvis indvandrere og efterkommere af indvandrere, men deres lave niveau forhindrer undervisningen af de danske børn i at nå de nødvendige højder.
Det skal der gøres noget ved. Folkeskolen skal have fokus på læsning, og elever, der obstruerer undervisningen skal ud af klasselokalerne, så de, der vil lære noget, kan få lov at lære noget. Forældre skal igen i tryghed og med vished om at deres poder lærer noget, kunne sende børnene i en københavnsk folkeskole.
Uoplagte børn
Også i København er der mange fede børn. Alt for mange børn har en kondi-tion som en 60-årig og magter ikke en gang en kort lø-betur. Børnene bliver uoplagte og er ikke parate til at modtage undervisning. Derfor skal de københavnske skoler have en sundhedspolitik. Der skal indføres 'obligatorisk bevægelsestid' i byens skoler, så de unge bliver tvunget til at røre sig. Idrætsundervisningen skal opprioriteres og børnene skal opfordres til at melde sig ind i sportsklub-ber.
Den københavnske infrastruktur lader meget tilbage at ønske. Enhver, der har prøvet at sidde i en bus, der forgæves forsøger at komme fra Østerport St. til Hovedbanegården ved, at der er tale om en dagsrejse eller for den sags skyld de mange, der hver dag bruger Nørrebrogade. Det er nødvendigt med investeringer i infrastrukturen i København. Løsningen er ikke genindførsel af sporvognstrafik. Hvordan skulle der nogensinde blive plads til en sporvogn midt på Nørrebrogade?
En metrocityring
Måske er en ny metro-cityring en del af løsningen? Hvis der skal bygges en ny cityring må Københavns og Frederiksberg Kommuner holde op med den indbyrdes krig om linjeføringen. Set i lyset af at Frederiksberg Kommune har en endog meget stor gæld fra metrocityringen, må begejstringen for at trække cityringen over Frederiksberg vel også være kølnet.
Men det handler ikke kun om den kollektive trafik. Privatbilismen skal også have bedre kår i hovedstaden. Jeg hopper ikke med på den vogn, der handler om altid at beskylde privatbilister for de værste ting. At privatbilisterne så får bedre vilkår netop ved at flere personer vælger den offentlige transport er så en anden side af sagen. Hvis flere vælger at lade sig befordre af den kollektive trafik, så bliver der bedre plads til de bilister, som ikke har andet valg end privatbilen.
Bilisterne skal have mulighed for at kunne stille bilen, og der kommer vi ikke uden om, at parkeringshuse er en oplagt mulighed.
Skyline a la Rom
Det er altså ikke et spørgsmål om enten-eller, men et spørgsmål om både-og, når det handler om kollektiv trafik og privatbilisme.
København skal bevare sit særpræg. København er vel nok en af de hovedstæder i Europa, der har mindst højhusbyggeri. Sådan skal det blive ved med at være. Charmen ved København er jo netop de smalle gader og udsigten til den blå himmel. Derimod har jeg ikke noget imod, at København nu får sin egen skyline i den sydlige del af Ørestaden. Det kan vel sammenlignes med Rom, hvor selve byen også stort set er holdt smukt fri af højhusbyggerier, medens man i EUR-området ser en helt anden og moderne form for arkitektur.
København skal være en endnu bedre turistby. Vi skal være bedre til at informere på engelsk. Det kan være svært at være turist i København i dag, fordi mange skilte kun er på dansk - og visse dele af byen arabisk - der er f.eks. ikke gået skår af os, fordi den københavnske linje 26 kører rundt med en destination, hvor der står The Cruise Ships som orientering til de mange turister, der kommer til København med krydstogtsskibe om, hvilken bus de skal tage for at komme tilbage til deres skib.
Musicalskole
Turisterne lægger mange penge i København hvert år, og turismen til Wonderful Copenhagen skal fremmes. Vi har rigtig meget at tilbyde, og det skal man vide ikke alene i Europa, men også i det kapitalstærke Fjernøsten.
Som landets hovedstad er et levende kulturliv også vigtigt. København har allerede i dag et væld af tilbud til turister og københavnere. Men på nogle områder er København måske ligefrem for velforsynet. Et af Københavns teatre kunne sagtens lukkes og omdannes til eksempel musicalskole. Det er en folkelig genre, som altid har været lidt ugleset, men som sælger billetter. Med den store talentmasse og den rette støtte fra politisk hold vil København kunne måle sig med London og blive et nyt musicalmekka. Dansk design er efterhånden et velkendt brand rundt omkring i verden. Det skal København udnytte. København skal være Nordens mode-hovedstad, og vi skal medvirke til at opdyrke dette.
Vi skal turde have visioner for vores hovedstad - store visioner. Det kræver et systemskifte i København. 103 års socialdemokratisk styre skal brydes til november. Der er behov for et friskt pust over København!
