Læsetid: 6 min.

København er også et sted for mig

Forfatteren Ida Jessen er vokset op i landsbyen Thyregod, og det har haft stor betydning for hendes liv. De fleste af hendes bøger foregår i små isolerede landsbysamfund i Danmarks udkanter. Et miljø, Ida Jessen finder litterært interessant og derfor bliver ved med at vende tilbage til. Det sidste halvandet år har hun boet i København, men endnu føler hun sig ikke hjemme
4. marts 2006

Ida Jessen (f. 1964) er en af de forfattere, der altid har vidst, at hun ville være forfatter. Hun har siden debuten som 25-årig Under sten i 1989 skrevet 14 bøger, novellesamlinger, romaner og børnebøger. Men det begyndte længe før det.

"Jeg vidste, lige fra jeg var 10 år, at jeg ville være forfatter. Jeg kan huske den morgen, det slog mig. Jeg blev så lykkelig. Det var ligesom et stjerneskud gennem kroppen. Jeg gik ud til min mor på badeværelset og sagde: 'Mor jeg vil være forfatter, når jeg bliver stor.' Det syntes hun var en glimrende idé. Lige siden har jeg vidst det. Min barndom var en lang venten på at blive stor nok til at kunne skrive."

Barndommen tilbragte Ida Jessen i den midtjyske landsby Thyregod. Derefter har hun boet i Århus, Norge og Sorø. For halvandet år siden flyttede hun til København, hvor hun bor i en lejlighed på Østerbro.

"Jeg hænger ved landet. Efter jeg er flyttet til København, savner jeg at kunne være fri for andre mennesker. Jeg savner naturen. Duftene og lydene i den. Jeg kan føle mig spærret inde i byen, men jeg er ikke ensom på samme måde, som jeg kunne være på landet. Der er en god energi i København. Jeg får hele tiden input her."

Små og store samfund

Opvæksten i Thyregod har haft stor betydning for Ida Jessens liv og forfatterskab. De fleste af hendes bøger foregår i små isolerede landsbysamfund i Danmarks udkanter. Et miljø, Ida Jessen finder litterært interessant og derfor bliver ved med at vende tilbage til.

"Min barndom i Thyregod har påvirket mig meget. Jeg tror, at det sted, man vokser op, bærer man med sig altid som en måde at forstå livet på. Det er et sted, hvor man kan forstå tingene, og det der foregår, fordi man kender koderne. Ens opvækststed er også bestemmende for ens æstetiske sans, det man synes er smukt. Jeg længes efter marker. Der er en særlig skønhed og ro i de store flader."

"De små samfund er spændende rent litterært. Dér er alle de typer, der også er i de store samfund, luderen, narkomanen, alkoholikeren, men der er som regel kun én af dem. Derfor rager de op som fyrtårne med synlige skæbner. De står alene, for de har ingen fæller. På den måde bliver de overladt til deres egen måde at klare tilværelsen på. Det er interessant at skildre de mennesker."

"Rent dramaturgisk står landet også klart. Det kan blive et helt kammerspil, for der er ingen steder, menneskene kan flytte sig hen. De kan ikke gå om et gadehjørne og så havne i et nyt miljø, som man kan i storbyerne. De er det sted, hvor de er sat, og så må de leve deres liv dér. De er bundet til miljøet og til sig selv."

En af Ida Jessens nyeste bøger ABC (2005) er undtagelsen, der bekræfter regelen. Den handler om, hvordan børn og forældre kan miste hinanden i en skilsmisse, og handlingen udspiller sig i København.

"ABC er en debatterende roman. Den behandler et dagsaktuelt emne, og det syntes jeg passede bedre ind i en storby. I samme øjeblik jeg lader min roman foregå i provinsen, dømmes der eksistentiel tematik og en form for tidsløshed. Det ville jeg gerne sætte mig ud over."

- Dikterer stedet, hvad der kan stå i fortællingen?

"Hvis ABC skulle foregå i provinsen, ville det blive en anden bog, fordi de mennesker, der bor der, handler og agerer anderledes end folk fra byen."

Stedets poetiske nerve

Et gennemgående træk ved Ida Jessens romaner er, at der foregår en interaktion mellem menneskene og det sted, hvor de befinder sig. I Den der lyver (2001) bliver en nytilflyttet læge offer for landsbyens sladder. Stedet spiller en aktiv rolle i hans skæbne og fald.

"Jeg interesserer mig for de ting, vi mennesker ikke kan skrælle af os. Stedet er en tung skude at vende, hvis man er bundet til det. Hvis en landsby fordømmer dig, kan du ikke få vendt fordømmelsen. Du kan ikke forandre et sted. Der findes en poetisk nerve i stedet, som jeg gerne vil udnytte i mine værker. Hvis jeg kan få et sted til at leve, bliver der dannet en treenighed mellem det, personerne og handlingen. Inde i den trekant, synes jeg nerven er."

I Den der lyver og Ida Jessens seneste roman Det første jeg tænker på (2006) udspiller handlingen sig i landsbyen Hvium, der bliver tegnet ind på Danmarkskortet ved at personerne i romanerne bader i Limfjorden og køber ind i Viborg, men byen er opdigtet.

"Jeg vil ikke sige, hvordan jeg fandt stedet, for jeg vil gerne vende tilbage til det. Det er et velegnet sted at have til at lægge mine historier. Jeg ser det så tydeligt for mig. Jeg synes, jeg kan skrive det frem og gøre det levende."

"Jeg kan godt lide at beskrive stedet, uden at sige hvor det er. Hvis det bliver sagt, kan man få fornemmelsen af, at problematikken kun kan udspille sig der. Jeg holder af at sige tingene halvt."

Verdensfølelsen i naturen

Psykologien hos personerne i Ida Jessens bøger bliver understreget af en stemningsskabende miljøtegning og af naturbeskrivelser. Dem har hun en forkærlighed for, fortæller hun.

"Jeg er glad for at lave naturbeskrivelser. Jeg kunne skrive side op og side ned, hvis jeg slap mig selv løs. De får mig til at føle, at jeg er på stedet."

"Naturen interesser mig. Jeg vil til enhver tid insistere på at bruge den i mine bøger, fordi den er et fængslende fænomen. Men jeg tænker ikke i natursymboler, når jeg skriver," siger Ida Jessen. Hendes øjne lyser:

"Det er fascinerende, når jeg finder spor af mennesker i naturen. Ting, der er blevet forladt. Hvis jeg kommer op på et fjeld og ikke kan se noget aftryk af mennesker, lader det mig kold, men at gå i et kulturlandskab, det fanger mig."

"Når det er sagt, vil jeg tilføje, at jeg har fået følelsen af at stå i centrum af alting de mest øde steder, En verdensfølelse. Da jeg boede i Norge, tog jeg nogle morgener om vinteren katamaranen ind til fastlandet. Jeg stod på dækket og så ind på fjeldene med sne på toppen. Der fik jeg en verdensfølelse, der var så stor, at det var som et brus gennem kroppen."

Det købegale København

Ida Jessen betragter sig selv som en nytilflytter i København. Hun er stadig i tilpasnings- og akklimatiseringsfasen og føler sig endnu ikke hjemme i byen.

"København er mit hjem nu, men jeg føler mig ikke hjemme på samme måde, som jeg gjorde i Sorø. Der faldt jeg til med det samme. Men det kan godt være, at jeg med tiden, kan få følelsen af at høre til i København."

- Tror du mennesket har brug for et sted, hvor det hører hjemme, eller tror du, der kan være en lykke i ikke at have noget sted, man hører til?

"Jeg tror, der er folk, som ikke kan slå sig ned et sted. De bliver rastløse og føler sig låst fast. Samtidig tror jeg, at de har et ønske om at slå sig ned. Jeg tror, der er en grundlængsel i mennesket, nemlig længslen efter at høre til. Både at høre til et sted og høre sammen med et andet menneske."

"Der er selvfølgelig også andre længsler. De individuelle længsler er præget af, hvor man bor, og hvem man omgås. Man længes efter forskellige ting i Hvium og i København. I Hvium kunne man længes efter at komme en tur til Viborg og gå på pizzeria," Ida Jessen griner: "Det ville man nok ikke længes efter i København."

Selv om Ida Jessen holder af København og byens energi, har hun også indvendinger mod den.

"Folk køber og køber i København. Jeg får nærmest klaustrofobi af det. Al den snak om ting er indskrænket. Alting bliver et købeprojekt. Selv det at købe salt. Hvem køber længere groft salt? Nu skal det være sydesalt fra Læsø."

"Københavnere har ofte en opfattelse af, at folk fra provinsen er indskrænkede, men de er det i lige så høj grad selv. Troen på, at man kan købe sig til en identitet."

"Men der er ting ved København, jeg holder af. Det er en smuk by. Forleden dag, da det var tåget, gik jeg en tur i Kongens Have. Jeg kom ind gennem rosenhaven med de høje bøgehække. Pludselig lå Rosenborg foran mig i tågen - meget høj og stor. Der tænkte jeg: 'København er også et sted for mig'."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her