Læsetid: 6 min.

København på gule plader

Et nyt sociologisk fænomen har de sidste par år presset sig på i hovedstadslivet: firehjulstrækkerne på gule plader - cafébilerne. Bilernes popularitet kan ikke forklares via deres funktionalitet og derfor ser denne artikel på ejerne - som regel en mand i slutningen af 30'erne (selv om han formentlig lyver om sin alder) iført pastelfarvet polo og stylet hår
20. august 2005

Et nyt men påtrængende sociologisk fænomen har gennem et stykke tid presset sig på i hovedstadslivet. Et fænomen hvis dybereliggende årsager og konsekvenser endnu ikke er blevet studeret med tilbundsgående grundighed og analytisk stringens. De fleste læsere vil nikke genkendende til dette fænomen, når det i det følgende diskuteres, og mange vil have stærke meninger. Men det er som sagt den kritiske og dybdeborende journalistiks fornemmeste opgave at engagere sig i kontroversielle dagligdags emner. Vi taler om de firehjulstrækkere på gule nummerplader, det efterhånden kan være svært at kæmpe sig frem for i hovedstaden - cafébilerne.

Disse biler er de senere år blevet det absolut mest uomgængelige statussymbol på vores breddegrader, hvis man offentligt vil udstille sin succes, hvilket afspejles i statistikkerne: en stigning i salget på mere end 687 procent i første kvartal af regnskabsåret i forhold til medianen af det samlede salg de forgangne to årtier, hvis man korrigerer for den korrelationelle usikkerhed, der altid er i forbindelse med den slags opgørelser.

Denne voldsomme stigning har fået den franske sociolog Jean Francois de Quat-Quat til at konkludere følgende: 'firehjulstrækkerne må anses som det mest eklatante udtryk for senmodernitetens urbane malaise, forårsaget af handlingens mediering og samfundets opdeling langs risikokløfterne i de post-traditionelle samfund.' En interessant pointe men vi begynder med fænomenets kerne: selve køretøjerne.

Porsche Cayenne, Mercedes M klasse, BMW X5 og VW Touareq er de foretrukne modeller i den eftertragtede cafébil-klasse, og de udmærker sig ved primært at være designet med henblik til brug i de ufremkommelige sumpområder i Kaukasus og i amerikanske middelklasse-forstæder. Derfor er de udstyret med træk på alle fire hjul, høj frihøjde der både klarer vandgrøfter og fartbump og det karakteristiske 'kænguru-gitter' - en metallisk anordning på bilens front, der sikrer at skulle et sådant dyr (eller skolebørn og ganghæmmede) påkøres, resulterer det ikke i lakskader på selve karossen eller unødvendigt sænket fart. Blandt standardudstyret finder man desuden fabriksindbyggede navigationssystemer, der sikrer at førerne ikke farer vild i storbyjunglen, mens automatgearkasserne garanterer maksimal acceleration og benzinforbrug mellem alle tætplacerede trafiklys.

Sorttonede bagruder

Hvorfor disse terrænbiler er blevet så populære, udgør et mindre mysterium. En gennemsnitlig firehjulstrækker af typen vi taler om fylder nemlig halvanden parkeringsbås og er konstrueret på en sådan måde, at den lettest kan 'smides' op på fortovet eller sættes på tværs, således at den - meget mod ejerens intentioner - optager fire p-pladser og samtidigt blokerer for den velocipæde trafik. Desuden er disse firehjulstrækkere en farlig blanding af to tons metal, et stort antal hestekræfter og en meget krævende køreposition - noget der ses i antallet af trafikdræbte foran Konrad og Ketchup. Dette udsætter ejerne for betydelige følelsesmæssige risici og øgede udgifter til psykoterapi. Og så er de miljømæssige aspekter ikke engang blevet nævnt (mest fordi det har tendens til at lulle selv den mest energiske læser i søvn, og fordi menneskeheden som helhed nok allerede har ødelagt miljøet så meget, at det alligevel er for sent rigtigt at gøre noget).

Man kunne derfor forledes til at tro, at ejerne af disse biler havde brug for den ekstra bagagerumsplads eller ofte opholdt sig i ovennævnte svært fremkommelige områder (Vladikavkaz eller La Jolla). Ingen af delene synes imidlertidigt at være tilfældet. For det gennemsnitlige indhold bag i en cafébil er sjældent mere end, hvad en almindelig bærepose fra Netto kan indeholde (og efter alt at dømme næppe heller mere interessant), og de er som oftest pinligt rene. En anden detalje der peger på, at der næppe er sammenhæng mellem disse bilers størrelse/beskaffenhed og deres brug, er de klistermærker, man bemærker i (de sorttonede) bagruder. De er af typen 'International Export Human Resources Branding Account Management Investment Banking Consulting Group.' Et fascinerende og udfordrende arbejdsfelt men ikke ét der traditionelt har haft brug for at kunne komme frem, der hvor almindelige personbiler må give op. Den succes et par initiativrige handelsskolestuderende har haft med markedsførelsen af en spraydåse med mudder, der skal få bilerne til at se ud som om de er blevet benyttet til terrænkørsel, vidner heller ikke om, at de ofte bliver ført uden for det, der i fagsproget benævnes 'fast banet vej'. Med andre ord er det ikke i bilernes funktionalitet sociologien kan finde grunden til deres popularitet. Måske bør vi se på ejerne. Men hvem er de så - disse i sociologien så ubelyste individer?

Mennesket bag

Føreren af den gulpladede Porsche Cayenne er som regel en mand i slutningen af 30'erne (selv om han formentlig ikke fortæller sandheden om sin alder). Iført pastelfarvet polo og opsat hår - ofte den påtaget tilfældige men nyklassiske pjusk-strit -hovedstadsfrisure. Han er formentlig indehaver af en mindre butik specialiseret i designerundertøj til mænd og er nok i virkeligheden fra provinsen. Hvis han er københavner, er han under alle omstændigheder ikke nordsjællænder, for selv om denne selvforherligende og over generationskløften selvreproducerende race ikke just besidder en medfødt uvilje mod at føre sig frem, er det i modstrid med dens sociale kodeks at eje biler på gule plader. Dermed selvfølgelig ikke sagt at ejeren af en cafébil ikke kan eje et hus på Strandvejen, men han er med stor sandsynlighed tilflytter.

Som analysen skrider frem, melder der sig en vis usikkerhed angående bilejerens beskæftigelse, for han kan med jævne mellemrum observeres siddende sammen med en tilsvarende udseende mand på forsædet af bilen klokken 11 om formiddagen i en af de små gader omkring strøget. Og med mindre de af Anders Fogh er blevet ansat til at sprede det neoliberale evangelium via transcendental meditation, er de ikke på arbejde. Ud over dette er der en anden ting, der kan undre ved disse biler og deres ejere. Afhængig af type og størrelse kan der i en almindelig bil på hvide plader sidde mellem fem og syv personer, hvilket gør den til det ideelle transportmiddel til eksempelvis strandudflugter eller ture på landet, fordi man så kan medtage et mindre udvalg af sin omgangskreds. Men med gule plader må man kun sidde to i bilen, og passagersædet er som sagt allerede optaget af københavner-klonen. Konklusionen må være, at ejerne af disse biler har en social omgangskreds, der i sin helhed aldrig overstiger dét, førsteperson i ental udtrykker.

En anden kilde til forundring er det sociale stigma forbundet med gule plader. Der hersker den udbredte holdning i Danmark, at gule plader er utjekkede. Det er for det meste da også kun håndværkere og førtidspensionerede kræmmere fra Hjallerup marked, der kører med dem. Og de folk, der kører rundt i firehjulstrækkerne i centrum af København ligner ingen af delene, selv om de formentlig ville have godt af en tur på landet og lidt frisk luft (det ville højst sandsynligt også være mere udbytterigt at dyrke korporlig omgang med et gennemsnitsudvalg af en jysk staldbesætning, end de perleøreringspiger, ejerne af cafébilerne ofte ses i selskab med).

Ridser i lakken

Alt i alt et interessant sociologisk fænomen - disse biler og deres ejere. Og ét der fortjener nærmere studier. Men også et fænomen, der på grund af de utallige gener forbundet med dets fremkomst, har fået visse folk til at kalde på stillingtagen til det presserende spørgsmål: Hvordan får vi disse biler (og deres ejere) ud af byen? Disse folk skal nok ikke sætte deres lid til politikerne, for de er travlt optaget af centrale spørgsmål som karteldannelser i wc-branchen og prisstigninger på busbilletter. Man kunne forsøge at lukke øjnene og demonstrativt holde vejret, indtil firehjulstrækkerne forsvinder. Nok en mere udsigtsrig metode end at håbe på politisk handling, men alligevel ikke helt ideel. Vi foreslår derfor, at alle, der ønsker caféfirehjulstrækkerne derhen hvor peberet gror, hver gang de går forbi eller er ved at blive kørt ned af en Cayenne, Touareq, X-5, eller M-klasse på gule plader straks fatter en nøgle, trykker den godt ind i siden på køretøjet og derefter påbegynder en horisontal bevægelse. Det er i sociologien nemlig en alment kendt sandhed, at tilpas mange ridser i lakken hos pseudo-borgerskabet kan føre til dets opløsning. Hvilken opbyggelig tanke!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her