Læsetid: 4 min.

Jeg er københavner - men ikke dansker

Når alt kommer til alt, har jeg mere tilfælles med en ung journalist i Berlin eller Rom, end jeg har med en ung fisker fra Esbjerg
13. marts 2006

Jeg er ikke dansker. Min mor er dansker, og selv om jeg tilbragte mine første år i Libanon, er jeg født dansk statsborger. Jeg har været inde at råbe hurra på Dronningens fødselsdag adskillige gange og stod også inde på Rådhuspladsen, da EM-heltene fra 1992 vendte hjem. Jeg har gået i skole og taget en universitetsuddannelse her i landet. Faktisk har jeg levet det meste af mit liv som enhver anden almindelig dansker i midten af tyverne. Alligevel er jeg ikke dansker.

Ikke helt dansk

Jeg kan stadig tydeligt huske den dag, hvor dette gik op for mig. På vej hjem fra skole som ti-årig gik jeg forbi to lidt større drenge på gaden. Idet vi passerede hinanden, sagde den ene af dem ud af mundvigen 'Perker! Skrid hjem til hvor du kom fra'. I første omgang grinede jeg af dem. Men i takt med at jeg blev ældre, gjorde samfundet det mere og mere klart for mig, at jeg aldrig ville kunne blive et fuldgyldigt medlem af Danmark.

Jeg er stadig ikke helt klar over, om det er fordi jeg har mørkt hår, eller om det er fordi ingen kan udtale mit efternavn, eller om det er fordi jeg ikke spiser svinekød (selv om jeg i ny og næ drikker en øl, har en dansk kæreste og fejrer jul på lige fod med ramadanen). Jeg har bare måttet acceptere, at jeg i samfundets øjne ikke kan være helt dansker - og derfor heller ikke i mine egne.

Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide Danmark. Jeg synes, at Danmark er et dejligt land på mange måder. Det er fantastisk, at intet menneske behøver at gå i seng uden tag over hovedet. Og at alle har mulighed for at tage en uddannelse uanset forældrenes indkomst. Og at vi har et sundhedssystem, der sikrer, at ikke kun de rige kan blive behandlet for deres sygdomme. Der er ingen tvivl om, at en del andre lande kunne lære lidt af Danmark. For mig er problemet bare, at jeg hver dag skal bevise, at jeg er lige så klog, dygtig og moderne, som en person, der hedder Andersen til efternavn og har lyst hår og blå øjne. Faktisk skal jeg være endnu bedre, hvis jeg vil gøre mig håb om at få et arbejde.

Men som de fleste andre mennesker har jeg et naturligt behov for at føle, at jeg hører til et bestemt sted. For mig er det sted København. Jeg befinder mig lige godt i en lille vietnamesisk restaurant på Vesterbro som på en smart cafe på Østerbro eller en slagter på Nørrebro.

Men selv efter to år i Odense blev det aldrig mit hjem. Jeg går mere op i, om F.C. København bliver danmarksmester, end om Danmark kvalificerer sig til næste store fodboldturnering. For mig er København den smukkeste by i verden, og jeg bliver aldrig træt af at vandre over brostenene eller se på de kobberbelagte tage. Så jeg er københavner - men ikke dansker.

Europæisk baggrund

Men samtidig med, at jeg definerer mig selv som københavner, så er jeg bevidst om og stolt af min europæiske baggrund. Jeg synes, at Dannebrog er et af de smukkeste flag i verden. Men det støder mig ikke at se det brænde mere, end når jeg ser det engelske eller amerikanske flag i flammer. Jeg synger også med, når 'Der er et yndigt land afspilles'. Men det er Beethovens 9. symfoni og Schillers 'An die Freude', der fylder mig med stolthed.

Faktisk ser jeg det som en fordel, at jeg ikke binder mig fast på en national identitet. På den måde kan jeg plukke i de traditioner og værdier, som jeg kan lide, og fravælge alt andet.

Jeg kombinerer nordisk selvstændighed med sydeuropæisk familiesammenhold. Jeg blander spansk fleksibilitet med tysk orden og italiensk temperament med dansk eftertænksomhed. Og den dag, der eksisterer et fælles europæisk pas, vil jeg stå forrest i køen for at skifte mit danske ud.

For når alt kommer til alt, har jeg mere tilfælles med en ung journalist i Berlin eller Rom, end jeg har med en ung fisker fra Esbjerg. Og som præsten Finn Feiland sagde i avisen i tirsdags, så har 'folk i Hanstolm ofte langt mere tilfælles med mennesker i Island, Grønland og ude i verden end dem på stenbroen i København'. Nu er der måske nogen, der spørger, hvorfor jeg bliver i Danmark. Svaret er sådan set ganske banalt: Kærlighed får mig til at blive. Jeg kan godt klare at blive kaldt perker og set ned på. Men om jeg kan klare det, hvis mine børn bliver udsat for det samme, ved jeg ikke. Det kan måske blive det, der får mig til at flytte.

Helen Hajjaj er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her