Læsetid: 2 min.

Københavnsk flertal for religionsundervisning

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation forventes i dag at stemme for at bevare Ålholm Skoles læseplan i faget religion. Undervisningsministeren mener, at planen er ulovlig, og sagen kan derfor ende i statsamtet
12. maj 2005

I dag skal Københavns Borgerrepræsentation (BR) stemme om, hvorvidt man vil følge Undervisningsministeriets krav om at standse religionsundervisningen på Ålholm Skole i Valby.

Socialdemokraterne, der hidtil har forholdt sig afventende i sagen, har efter endnu en vurdering fra forvaltningen besluttet at bakke skolen op. Dermed er der flertal for at bevare den læseplan, som Bertel Haarder (V) mener er ulovlig.

"For os er det vigtigt at bevare retten til lokale læseplaner, der tilmed viser, at langt færre elever fritages fra undervisningen. Der er et vigtigt integrationselement i det her, og jeg mener ikke, at planen er i strid med loven," siger medlem af Uddannelsesudvalget Jesper Christensen (S).

Også SF, de radikale og Enhedslisten stemmer for en fortsat godkendelse af læseplanen, mens V, K og DF er på linje med ministeren og ønsker læseplanen ændret.

Borgmester skal ud

Louise Frevert (DF) mener, at sagen skader de københavnske folkeskoler.

"Det er jo grotesk, at man på den her måde underkender ministeren og hans embedsmænd. Det kan ikke have sin rigtighed, og hvis et flertal nægter at følge loven, så må jeg indbringe sagen for ministeren, som bør fratage Per Bregengaard bemyndigelsen som borgmester," siger hun.

Uddannelses- og ungdomsborgmester, Per Bergengaard (Enhedslisten), er godt tilfreds med, at et flertal vil lade skolen forsætte sin praksis.

"Min intention er, at vi meddeler ministeren, at vi fastholder vores praksis. Så er det op til ministeriet, om det vil lade sagen overgå til statsamtet," siger han

En god sag

Formand for religionslærerforeningen John Rydahl mener, at kommunen har en god sag, hvis den ender hos tilsynsmyndighederne.

"Der er sket en tydelig centralisering af kravene til indholdet i undervisningen, og så længe en læseplan lever op til de bindende trin- og slutmål, så må den være lovlig. Og det mener jeg er tilfældet for Ålholm Skole," siger han.

John Rydahl mener desuden, at folkeskolens formålsparagraf understøtter Valby-skolen mere end den understøtter ministeren. Han henviser til paragraf 5, som siger, at formålet med undervisningen er, at eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre.

"Her er der ikke forskel på, om den religiøsitet giver sig udslag i en tro på Gud eller på Allah," siger han.

Hvis kommunen taber en sag i statsamtet, kan de enkelte medlemmer af BR, der har nægtet af følge ministeriets henstilling, tilkendes dagbøder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu