Læsetid: 5 min.

Købmanden fra Abu Dis

Israels beskyttelsesmur skærer palæstinensiske lokalsamfund midt over på chokerende brutal vis
22. maj 2006

Hvad gør man en lørdag i Jerusalem, hvor de israelske kontakter, man skal have fat i, holder sabbat?

En udflugt til Abu Dis er en mulighed, hvis man ønsker at få syn for sagn om den proces, som for øjeblikket er i gang, og som den ny israelske premierminister Ehud Olmert har givet et rigtig nysprogsnavn, nemlig 'konvergens'. Det er efter min ordbog noget med liner, der løber sammen. I virkeligheden er der snarere tale om linier, som løber fra hinanden.

Jeg bliver endnu en gang chokeret over at se, hvor brutalt Muren skærer gennem Abu Dis og adskiller palæstinenserne i det annekterede Østjerusalem fra deres brødre og søstre på Vestbredden. Købmanden, hvis butik ligger klos op af de otte meter høje betonblokke, klager sin nød. Hele hans opland er skåret fra, og butikken ligger nu bogstaveligt i dead end. Han har overtaget forretningen fra sine forældre, og spørger mig: "Hvad skal jeg fortælle mine børn, som kan give dem håb?"

En strandet hval

Jeg bliver ham svar skyldig. For umiddelbart er der ikke meget håb for den, som leder efter en fair og varig løsning på den evindelige konflikt.

Lidt senere giver de israelske soldater mig lov til som journalist at smutte gennem det hul i Muren, de kontrollerer. Jeg vil hen og se en bygning, der i den grad symboliserer fredsprocessens fallit.

Som en strandet hval ligger det palads, som efter Oslo-aftalen skulle have rummet den palæstinensiske regeringsledelse. Der er lukket af, men det er ikke svært at komme ind i de flot anlagte lokaler, der er skænket af udenlandske donorer, men aldrig blev færdige og nu står og forfalder - på samme måde som det palæstinensiske selvstyre og fredsprocessen.

Historien går, at Arafat havde forlangt et kontor med udsigt til moskeerne på Tempelbjerget, men placeret på en sådan måde, at han ikke kunne se nogen af de israelske bosættelser i Østjerusalem. Til gengæld er der en fantastisk udsigt til Muren, som den bugter sig langs de palæstinensiske boliger, hvis herlighedsværdi må være blevet betragteligt forringet, den dag deres udsigt forsvandt.

Min rejse bragte mig først og fremmest til en række israelske bosættelser på Vestbredden. Det var sidste sommer, at Israels daværende premierminister Sharon iværksatte rømningen af Gush Katif i Gaza og fire bosættelser på den nordlige Vestbred.

Det var et chok for bosætterbevægelsen, at det rent faktisk skete, men måske endnu mere, at deres ikke-voldelige protest fik så lidt tilslutning fra den israelske offentlighed, ja, at der nærmest opstod en stemning i retning af, at man længe nok havde været taget som gidsler af mennesker, der selvisk dyrkede egne snævre religiøse og/eller økonomiske interesser på bekostning af freden.

Bosættere fatter håb

Da Sharon i begyndelsen af dette år forsvandt ind i koma og blev afløst af Ehud Olmert, fik bosætterne nyt håb om, at planen om større tilbagetrækninger fra Vestbredden ikke ville blive gennemført, selv om det var et hovedpunkt i efterfølgerens politik.

De kaldte Sharon for 'bulldozeren', fordi de kendte hans evne til at brase igennem alle forhindringer. Olmert er en svagere figur, og hans parti, Kadima, fik også et dårligere valg, end han havde regnet med. Olmerts regering består nu på den ene side af et Arbejderparti, som vil betone nødvendigheden af at forhandle sig til en løsning med palæstinenserne, og på den anden side af det religiøse parti Shas, der vil have svært ved at støtte nedlæggelse af en eneste bosættelse.

Mit indtryk af samtalerne med en række bosættere af alle afskygninger er, at de ikke tror på, at den nye regering kan ret meget. Men det forhindrer ikke de mest aktivistiske af dem i at lægge planer for, hvordan de skal kunne forhindre soldater og politi i at evakuere bosættelser og udposter.

De siger samstemmende, at de har lært af Gush Katif, at det ikke nytter med rent fredelige metoder og henviser til, hvordan myndighederne ved aktionen i januar mod de illegale strukturer i Amona blev tvunget til at anvende så meget vold, at bosætterne fik sympatien på deres side.

På den israelske fredsfløj kan man på samme tid høre det synspunkt, at Olmerts planer om en ensidig tilbagetrækning og færdigbygning af Sikkerhedshegn - konvergensplanen - i virkeligheden er en utrolig indrømmelse til bosætterbevægelsen, som den burde være jublende lykkelig over. For kun godt 75.000 skal evakueres. Mens mere end 300.000 får lov til at blive på Vestbredden og i Østjerusalem bag et hegn, som strækker sig langt ind på 'palæstinensisk' område og deler en eventuel stat op i bantustans.

Samtidig advarer fredsfløjen kraftigt om, at en sådan ensidig tilbagetrækning uden en forhandling med palæstinenserne ikke vil give fred, men tværtimod risikerer at forpeste forholdene så meget, at den tredje intifada går i gang og sikkerhedssituationen i Israel bliver alvorlig forværret.

Zionistisk livline

Som Ze'ev Sternhell skrev i Haaretz forleden: "Det tog 30 år for Ehud Olmert at forstå, at delingen af landet er en livline for zionismen...Nu må vi spørge om det vil tage yderligere 30 år for dem, som er i spidsen for regeringen, at forstå, at en ensidig fastsættelsen af grænsen - at konvergere bag en mur, der er beregnet som grænse - vil forvandle en krigstilstand fra at være midlertidig til at være permanent. Enhver løsning som ikke bunder i en aftale er en blindgyde og dømt til at bryde sammen."

Men, siger regeringen, vi har jo ingen 'partner for fred'. Og henviser til det sejrende Hamas. Men det er en dårlig undskyldning og dækker over, at man foretrækker at kunne trække grænsen ensidigt, erklærer fredsfløjen.

Hver gang præsident Abu Mazen fra Fatah inviterer til forhandling er der en syg forklaring på, at det ikke kan lade sig gøre. Nu er der ydermere blandt de politiske fanger fra Fatah og Hamas opnået enighed om at anbefale en tostatsløsning på grundlag af 1967-grænserne. Dokumentet, der er udarbejdet af Marwan Barghouti fra Fatah og Sheik Abdel Halek Natshe fra Hamas, har vakt stor opsigt, fordi der normalt står megen respekt om de signaler, som udsendes fra mændene med heltestatus i fængslerne. Det vil dermed blive sværere for den israelske regering at hævde, at der slet ikke er nogen at tale med på den anden side af hegn og mur.

Så måske ser købmanden fra Abu Dis nu et lille håb, et håb, han kan bringe videre til sine børn, når de står for foden af Muren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her