Læsetid: 2 min.

Kødet og kæden

'Silent Steps' på Stærekassen besværger med cello og sex
15. juni 2005

Warw. Pludselig har kødet sneget sig ind i Tim Rushtons koreografi. Ikke bare musklerne, der ligger spændt under huden på hans veltrimmede dansere. Men også de lyster og den sanselighed, som Rushton ellers ofte fortrænger fra sin koreografi. Hvor hans bevægelsesmønstre tidligere ofte har kunnet opleves som abstrakte sansninger eller rumlige spejlinger af musikalske mønstre, ja, så oser Silent Steps på Stærekassen af fysisk tiltrækning og sex.

Inspirationen har paradoksalt nok ligget i tonerne fra den gamle mester: I Bachs cellokoncerter, hvor strenghedstriller frisætter lidenskaberne. Og konkret danser Rushton og Nyt Dansk Danseteater op ad veloplagte Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagens spinkle kniplingsvæv af tonemønstre.

Hundyr om handyr

Visuelt starter Rushton dog et helt andet sted: Med Stina Mårtenssons smækre, nøgne ryg og hendes båndede stemme, der taler om nutidskvindens forventninger til handyrets maskulinitet. Med denne fysiske og verbale afklædthed er der ingen slør for Rushtons budskab om sexualitetens førsteplads.

Underskønne Stina Mårtensson og machomyndige Philip Schmidt tager sig af den inderlige kærlighedskamp, hvor lyset blinker i brystmusklerne. Spidstsprudlende Hilary Briggs og blødtbærende Adam Schütt prøver kræfter med høje løft, hvor benene flyver forud for lysterne - eller bagud i skøjtende bugteglid. Iver-insisterende Tina Tarpgaard og føjeligt-bøjelige Kenneth Carlson spejler hinandens distance og utilnærmelighed med ryggen til. Og gudindebefalende Anna Polychronopoulou og ynglingeadlydende Patrick Bragdell tager tøjet af med dreven omhu, mens følelseserfarne Alexandre Bourdat og Kenneth Carlson er indespærret i deres eget hetero-homo-fængsel af hormoner, der driver forskellig vej.

Men indpakningen af Charlotte Østergaard snyder: Kostumerne er lige så dobbeltbundne i det mandlige og det kvindelige som dansen. Bukser eller kjoler: alle kostumer kan tages af.

Knæ om fod

Koreografisk har Rushton også indtaget nyt terræn siden den Reumert-premierede Kridt i efteråret. I Silent Steps har særligt hænderne travlt. Hele tiden griber en hånd fat om sin egen en fod - gerne holdt op til knæet i hane-balancer. Og hele tiden skubber en kærlig-manipulerende hånd rundt om en andens nakke.

I benene er det knæene, der må holde for: Knæene knækkes og vrides og skubbes - eller knokler på knæskallerne hen over gulvet. Desuden bevæger de talentfulde og energibrusende dansere sig unisont meget af tiden, susende og besværgende. For slutteligt at bugte sig i kæde, hvor kroppene bevæger sig lige så forskelligt, som de er skabt - uden at hænderne slipper hinanden.

Men læg lige mærke til antallet: Hos Rushton er der ni dansere i kropslig leg mellem malede 'nodestriber' og 'heltaktspause-skamler' på scenegulvet. Rushton har introduceret Bach for single-realismen: Der er altid mindst én krop til overs med ugengældte længsler.

'Silent Steps'. Koreografi: Tim Rushton. Musik: J.S. Bachs cellokoncerter. Dirigent og solist: Lars Ulrik Mortensen. Nyt Dansk Danseteater og Concerto Copenhagen på Stærekassen til 20. Juni. Desuden på Folketeatret 15-17. sep. samt på Danmarksturné sept.-mar.

www.danskdanseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her