Læsetid: 6 min.

Kønnet på banen

Dansk Folkeparti gør måske seksualmoral til mærkesag
17. marts 2007

Man ville have forsvoret det. Dansk Folkeparti er imod alle odds så småt begyndt at tale kønsmoral. En håbefuld ungersvend, der sidder i Folketinget, fanden forstå det, var i radioen og talte varmt og inderligt om kyskhed inden ægteskabet. Klummisten tog ikke noter, da han lige i førstningen troede, det var en parodi, et stykke satire i radioen! Så bliver man jo taknemmelig i vore dage, hvor de fylder programmerne med Bir-the Rønn Hornbechs overskuelige og særdeles selvbekræftende livsfilosofi, som man ved et par småvrid i teksten hist og her nemt kunne omgøre til den rene komik.

Men nej, det var ikke en vits. Det var Dansk Folkepartis bud på en af den amerikanske kristne fundamentalismes mærkesager, én præsident Bush også hylder: At unge mennesker holder fingrene for sig selv, inden præsten lægger hånd på og blåstempler de naturlige drifter. Så må de unge gerne, ikke før. De fleste, der med fanatismen i øjnene går ind for afholdenhed, har enten selv været på grisebassen, men mener ikke, andre skal have lov at more sig tilsvarende, eller også er de så kedsommelige, at ingen gider røre dem, hvis de ikke lige er tvunget til det i et endnu mere kedeligt ægteskab.

Gud - eller hvem det er, der ved sådan noget - ved, hvor mange følere i vælgerkorpset, DF har haft ude på det seneste? Påfaldende er det, at de to ypperstepræster i partiet hidtil har holdt bøtte med hensyn til kønslivet, et ellers sikkert kort i den traditionelle kirkesvindel. Opfattelsen har vel været, at lidt for mange vælgere alligevel har det for sjovt i det daglige med lidt småsnyd og husmandslir fra hæk til hæk. I de uinspirerende parcelhuskvarterer, der lægger miljø til vælgerkorpsets kerne, er der for mange vælgere til, at Folkepartiet har villet risikere at støde nogen på manchetterne.

Den med at jage kvinden tilbage til kødgryderne skal man have en forstand af David Gress' enestående format for at foreslå. På det felt er præsterne for længst holdt inde, skønt Søren Krarup før i tiden gerne harpede på selv-erhvervende kvinder, især dem, der kæftede op i offentligheden. De skulle hellere besinde sig i kald og stand og være hustru og moder i den konkrete hverdag, i hvilken hun var sat ind af Gud, forældrene og manden, eller hvordan den omgang menneskeforagtende vås nu var formuleret. Den med kvindernes stilling og kæft, trit og retning i hjemmet skal pastoren jo nok lige huske at glemme, når madam Kjærsgaard er i syne, hvilket hun jo er temmelig jævnligt. Kinder, Küche og ikke at forglemme Kirken var slagordene i sin tid, også hvor de reaktionære bevægelser på højrefløjen bevægede sig ud i totalitarismen.

Normalitetsbegrebet

Kontrol med kønslivet er som sagt et andet af de gængse parametre i forsøget på at gøre ungdommen stueren. Om ikke andet var kulturradikalismen her særdeles virksom med Sex og Samfund og andre initiativer til at lufte ud mellem lagnerne og få anerkendt seksuelle udskejelser, der ikke skadede andre. At der ligger og lumrer et eller andet under overfladen var man jo på forhånd klar over ved ikke mindst DF's reaktioner på forsøget på fuldt ud at ligestille de seksuelle orienteringer. Normalitetsbegrebet er for DF's folk som for de toneangivende konservative noget med mand og dame i kombinationen far, mor og børn - ikke noget med far, far og børn eller mor, mor og børn. Man kan anvende forskellige civilisationskriterier: Hvordan et samfund behandler de svage, de kriminelle, de fattige, osv. Man kan også undersøge, hvordan det behandler seksualafvigere fra flertalsnormen. Her samler man sig gerne om fordømmelsen - ikke kun afstandtagen af gode grunde, men fordømmelsen af særlige varianter. I gamle dage, og de er jo ikke særligt gamle, var forestillingen om de såkaldte 'røvpulere' det værste, man kunne tænke sig, og samfundet straffede som bekendt homoseksuelle. Og særligt strengt, hvis et forførermotiv var blandet ind i selve handlingen.

For ikke så længe siden så vi her i landet, hvor aktiv den flertalsfobi stadig synes, da et folketingsmedlem stod anklaget for pædofili og blev hældt ud af sit parti (Venstre), inden sagen var halvt eller helt opklaret. Som Leif Blædel sagde, var mandens eneste forbrydelse, at han i sin homoseksuelle orientering godt kunne lide unge mænd, akkurat som mange såkaldt normalseksuelle mænd godt kan lide unge piger. Det har man da hørt om.

Momentum på antisex

Som sagt ligger fordømmelsen af andres udskejelser lige under overfladen. Det er næsten lidt for spændende nu at se, om DF virkelig kaster sig ud i kønsforskrækkelse og bornerthed - også på dette felt. For en umiddelbar betragtning og under forudsætning af, at man ikke bryder sig om partiet, og hvad det i øvrigt står for af menneskeforagtende begrænsninger, kunne man næsten gå og håbe på, at dette bliver kursen. Det kan tænkes, at mange vælgere fortsat føler fornøjelse ved de dele og derfor vil vende sig mod moraliseren og rende fra partiet. Men vide det kan man ikke. Mere sandsynligt kan det have været en prøveballon for at se, om partiet kan få momentum på antisex.

Man skal huske, at valgkampen er i gang. Anders Fogh Rasmussen er i hvert fald i omdrejninger. Roald Als havde i Politiken en af sine mesterlige tegninger i søndags, hvor man ser ham istenalderkluns sprænge målsnoren i miljøløbet, og en rødhovedet forpustet Svend Auken kommer ind som nummer sidst af to. Der er lige den forskel, at mens Auken har løbet den fulde grønne mil, der fortaber sig i bakkerne bagved, har statsministeren kun tilbagelagt tre-fem meter fra sin tyvstart. Hele det politiske miljøspil bærer i den grad præg af vælgerundersøgelser og kreativ bogføring, at man skulle tro, hvis man ikke vidste det, at det er en håndtering, hvormed statsministeren har lang erfaring. To signaler synes uafbrudt at udgå fra ham som kendetegnende i hans politiske virke: manipulation ind til det forfalskende af sagsforholdene parret med temmelig konsekvent misinformation eller mangelfuld information af befolkning og lovgivende forsamling. Det startede med mere miljø for pengene, som enhver idiot burde indse ikke har fugls føde på sig, kulminerede foreløbigt med masseødelæggelsesvåbnene og påstandene om det demokratiske krigsmål i Irak, og nu får det en tur til med en attitude, der skal se ud, som om det er statsministeren, regeringen og Venstre, der har opfundet de grønne miljøhensyn og en ansvarlig energipolitik! Danmarks Radio burde, mens de endnu har mandskab til at lave noget, med jævne mellemrum udsende det lille klip, hvor Bendt Bendtsen om vindmøllerne, dengang han overtog sit ministerium, ordret udtalte: "Nu har vi nok af det". Derefter forkastede Bendtsen som bekendt tilskud til nye vindmølleparker og skar vindmølleforskningen ned til gruset under fundamentet. Udlandet er, hvis man endelig skal se lidt nationalt på sagerne, hvad man jo hele tiden får at vide, man skal, ved at komme godt forbi det daværende danske forspring. Kører man syd for grænsen, ses tyskernes greb om vedvarende energi. Hvordan kan det være, at hukommelsen med hensyn til denne regerings meritter er så påfaldende kort? Mon det kan hænge sammen med, at flertallet af danske journalister er borgerlige eller bare bevidstløse, og at pressen og medierne er borgerlige eller bare bevidstløse? Det kan man da ikke tro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu