Læsetid: 4 min.

Køns-liv

20. november 1998

"Senere beskriver en anden af kvinderne, hvordan hun i løbet af tyverne har haft "forskellige hunde, kaniner og kærester." I samme åndedrag!"
Rektor Mette Mortensen i Berlingske Tidende tirsdag om sin ph.d.-afhand ling "Kvinder der ville det hele og valgte"

DET LIGNER en trend: Videnskaben og den folkelige fortælling peger i samme sørgmodige retning: Kvinder er holdt op med at tage mænd alvorligt. Unge såvel som midaldrende og ældre kvinder udtrykker sig i diverse, aktuelle samenhænge som med én stemme: Mænd - dem har de opgivet som kammerater og sjælevenner. Hvilket ikke betyder, at de ikke vil eller har noget med mænd at gøre. Det har de. Men når det kommer til det alvorlige i livet, regner de ikke med mænds indsats eller støtte.
De unge, veluddannede kvinder i rektor Mette Mortensen ph.d.-afhandling ser tilsyneladende mænd som en faktor blandt mange andre, der bevæger sig ind og ud af deres liv. - "Jeg må indrømme, at jeg blev lidt rystet over nogle af de skrappe beskrivelser af mænd og parforhold," siger Mette Mortensen i Berlingske Tidende om de 35 unge kvinder, hun har interviewet med godt ti års mellemrum (1980 og 1991). Der er heller ikke megen opmuntring at hente blandt de midaldrende kvinder, som selv får ordet i forlaget Aschehougs kommende bog, "Hvad er det kvinder vil?" - 440 dagbogsblade skrevet den 5. maj 1998 af 101 danske kvinder. Nærheden får de hos veninderne - eller massøren. Også selvom de måtte leve sammen med en mand stadigvæk. Mange er dog blevet forladt eller er selv gået - for de ældre kvinders vedkommende efter alenlange ægteskaber. Ikke sjældent fortryder disse kvinder, at de ikke gik meget før.
"Jeg var ikke klar over, at Danmark er et muslimsk samfund. Det er totalt kønsopdelt," konkluderer Lone Kühlmann, der har redigeret Aschehougs bog. Sandt er det, at dagbogsbladene profilerer et dansk kønsforhold præget af adskilt liv og ægteskabelige meddelelser, snarere end sjælelig forening.

FILMEN SYNES ifølge begge kilder at knække præcis der, hvor de elskende får barn. Hidtil har en del af de unge kvinder dog hengivet sig til kæresten og kærligheden, men når barnet kommer, oplever kvinderne, at manden muntert suser videre i karrieren, mens orlov, bunker af vasketøj og det ganske vist betingelsesløst elskede barn overlades til hende. "Det er klart, at de her kvinder, der havde troet, at de skulle være helt lige omkring f.eks. børnepasningen, bliver skuffede, når de finder ud af, at sådan er det ikke," som Mette Mortensen siger. I starten undertrykker kvinderne den spirende aggression ved at blive ladt tilbage af den mand, de før stod lige med, men som nu overhaler dem på både løn- og karriereområdet. I forhold til det reklameboom af mænd med smækre børn på armen, der pryder den illustrerede presse p.t., er det et noget overraskende billede, Mortensen og Kühlmann præsenterer. Ét er tilsyneladende virkelighed et andet reklamefolks forestillinger. - Når kvinden har taget hovedparten af slæbet i 20 år end ikke overvejer hun at betro sig til sin mand. Der synes at være en klar forbindelse mellem oplevelsen af af svigt og graden af følelsesmæssig kontakt.

JEG ER IKKE sikker på, at kvindefrigørelsen har været en frigørelse," skriver en provinsoverlæge i Aschehougs bog. Selv drømmer hun om at være hjemmegående. "Gad vide hvordan karrierekvinder holder til det," funderer hun.
Spørgsmålet er, om ikke adskillige flere kvinder end overlægen kunne erkende, at de har en dyb glæde ved det hjemlige. Og derfor bærer en del af ansvaret for udviklingen. Mange af de kvinder, der i årevis med rette har set børn som en begrænsning af tilværelsen, tager, når de selv får børn, ikke bare arbejdet på sig, men oplever sig - til ikke mindst deres egen overraskelse - dybt følelsesmæssigt knyttet til barnet. At skulle sætte en politisk dagsorden i den tilstand er næsten umenneskeligt. Men det er kravet. Hvis kønsarbejdsdelingen i en ny familie skal fungere ligeligt på længere sigt, skal reglerne sættes fra starten. Det sker i mange tilfælde ikke. Kvinderne er tilbøjelige til at påtage sig for meget. Den tilsyneladende kollektive historie går således ikke bare på, at manden lister sig uden om de i princippet fælles forpligtelser. Den går også på, at kvinden stiller for få krav til manden, fordi hun i virkeligheden helst selv vil. Af følelsesmæssige grunde. En prioritering, der imidlertid kommer til at svie karrieremæssigt.
Prioriteringen må beklages i den forstand, at unge kvinder i dag er så veluddannede. En af de overraskende pointer i Mette Mortensens afhandling er, at kun to af de unge kvinder vælger en partner, der har højere uddannelse end de selv. Megen af den personlige styrke, Mette Mortensens unge kvinder ejer, bunder tydeligvis netop i den gode uddannelse. Og selvom den ikke hele livet omsættes i fulde mængder af direkte arbejdsmarkedsadfærd, er uddannelsen jo ikke spildt. At være veluddannet er f.eks. et helt andet udgangspunkt for kønsforhandling i et parforhold. De kvinder, der f.eks. vælger at gå på deltid og for en tid overlader fuldtidsjobbet til deres dårligere uddannede mand, gør det med den selvbevisthed, det giver at vide, at man i givet fald kan klare sig selv og sine børn.

MAN KUNNE GODT individuelt såvel som samfundsmæssigt på baggrund af de aktuelle nye vinkler på kønsdebatten overveje, hvordan det dårlige køns-mønster kan brydes. Umiddelbart ser det ud til, at det ville gøre underværker, hvis manden tog poterne op af lommen og var lidt mere til stede i familien. Sagen er imidlertid formentlig ikke klaret med det, men kom nu i gang alligevel. For undvære fortrolighed og tillid til det modsatte køn i al evighed - det kan vi da ikke. dam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her