Læsetid: 4 min.

Kønskamp

2. oktober 1996

"Du kan ikke forklare en forskel fra 6 pct. til 94 pct. med, at kvinderne er bedst."
Socialforsker Mogens Nygaard Christoffersen,
Socialforskningsinstituttet, om antallet af tre-fem-årige skilsmissebørn, der bor hos henholdsvis faderen og moderen

KAN MAN OVERHOVEDET måle, hvem der er bedst til børn - faderen eller moderen? Tanken forekommer absurd og - fristes man til at sige - udtryk for et sygt samfund. Ikke desto mindre er det et sådant samfund, vi lever i. Et samfund, hvor man måler og analyser fædre og mødre, fordi vi har det med først at elske, så at ville skilles for derefter at skændes om de børn, vi i mellemtiden har nået at få med hinanden. Hvor skal de bo? Regnestykket går ikke op - og slet ikke nu, hvor danske fædre ligesom deres internationale brødre er begyndt at gå i kamp for deres børn. Helt naturligt iøvrigt. Var det måske ikke det, kvindekampen blandt andet gik ud på? At få mændene til at tage del i husarbejdet, herunder børnene?
Måske kan man ikke måle, hvem der er bedst til børn - en far eller en mor. Men man kan - nu hvor situationen kalder på retfærdighed - prøve at undersøge statistisk, hvordan henholdsvis enlige mødre og fædre fungerer - ligesom Socialforskningsinstituttets Mogens Nygaard Christoffersen netop har gjort det i en ny endnu ikke publiceret undersøgelse.
Resultatet tyder på, at de enlige fædre klarer sig bedst. Fædrene er mindre arbejdsløse end de enlige mødre. De har en bedre uddannelse og tjener derfor flere penge. De er - formentlig af den grund - mindre stressede. Og har derfor - mener forskerne - færre konflikter med deres børn. F.eks. slår de dem efter eget udsagn ikke så hyppigt som de enlige mødre. Tilmed viser det sig, at de børn, der bor hos deres far, stadig har kontakt med deres mor. Mens fædrene i mange tilfælde dropper helt ud, når børnene bor hos moderen.
Resultatet i fædrenes favør står i grel kontrast til virkeligheden, som viser, at kun 6 pct. af de tre-fem-årige børn, Mogens Christoffersens undersøgelse fokuserer på, bor hos deres far. 94 pct. bor altså hos deres mor. Det gør de bl.a., fordi der her i landet har været tradition for at lade børn bo hos den forælder, der har taget sig mest af dem, og som derfor også har den tætteste kontakt til barnet. Det er som oftest moderen. Langt de fleste forældre foretager selv den fordeling af børnene, men domstolene synes at følge samme mønster, idet børnene i 75 pct. af de forældremyndighedssager, der føres i retten, tildeles moderen.

SOCIALFORSKEREN lægger ikke skjul på, at han synes, tallet er helt skævt. Han siger lige ud, at han ikke vil være ked af, hvis hans undersøgelse kan bidrage til at sætte spørgsmålstegn ved de kriterier, der afgør forældremyndighedssagerne. Men som den fornemme forsker, han er, pointerer han også, at det ikke er kønnet, der gør forskellen. Men økonomien.
"Men hvis det nu er de kriterier, der betyder noget for, hvad der er bedst for barnet," spørger forskeren. Fint nok.
Lige så fint som det er, at fædre nu i højere grad går i vælten for bevare børnene i deres liv. Hvad der kan give gåsehud er alene perspektivet i, hvad en sådan undersøgelse kan bruges til. Skal kvinderne nu fanges i en fælde af kvindekamp og levninger af den traditionelle kvinderolles sociale lavstatus? For hvem synes, at børn skal vokse op hos den forælder, der er mest arbejdsløs, har en ringe måske slet ingen uddannelse, har hovedpine af sorg, mavepine af økonomiske spekulationer og stress af at skulle knokle rundt på cykel med måske to børn i stedet for at køre i den bil, kun manden havde råd til at beholde?
Og hvordan måler man iøvrigt omsorg og kærlighed statistisk? Hvordan måler man kvaliteten af den ømhed, en forælder, som indimellem knalder en dør eller råber højt i afmagt eller træthed, giver sit barn? At slå børn er altid utilgiveligt. Men i stedet for at banke kvinderne i hovedet med en undersøgelse, der ikke overraskende viser mænds højere status i samfundet, bør man bruge resultaterne til at stimulere de enlige mødres uddannelsesfrekvens og forsøge at støtte dem økonomisk.
Det er udelukkende til glæde for alle, når mænd vil være fædre. Og selvfølgelig kan de, hvis de vil. Og får muligheden. Men det bedste er naturligvis, at de også er fædre, inden familien opløses. Og her er billedet stadig præget af, at småbørnsfædre i dette land udgør den gruppe, der lægger flest timer på arbejdsmarkedet. Det sker formentlig ud fra en nobel intention om at forsørge familien - mændene tjener jo stadigvæk mest. Men hvis målet er ligestilling i forhold til børnene, bør familien disponere anderledes. Eksempelvis rette op på statistikken over mænd, der tager barsels- og forældreorlov.

KØNSKAMP kan være et stimulerende fænomen for begge parter. Men når den udvikler sig til en kamp om fælles børn, bliver det livstruende. Derfor må den kamp tilføres nye redskaber. Der er ikke noget at sige til, at mandlige forskere nu går ind i en holdningsdiskussion med afsæt i deres udgangspunkt som mænd. Det er kun godt og hvad kvindeforskere har gjort i årevis. Tallene er helt skæve. Og gale. Men hvis oplysning og rådgivning, debat og økonomiske ressourcer kan udbrede den forståelse blandt kombattanter af begge køn, at børn har brug for og ret til både en far og en mor, og at det ikke handler om at tage fra den anden, men om at dele med den anden forælder, ville mere være nået. Som Mogens Christoffersen også siger i interviewet tirsdag: "Den mor, der kommer til at sidde på hele magten kommer også til at undvære en ressource i faderen."

dam (Hanne Dam )

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her