Læsetid: 2 min.

Køterblues

Guitaristen Marc Ribots nye band hedder ironisk nok Ceramic Dog, for den pæne fajance blev hurtigt ridset til ukendelighed af en snerrende, skambidende køter med blues, funk og støjrock kogende i blodbanerne
6. maj 2006

Der var ingen salte tårer, men til gengæld saltholdig blues, rock'n'roll, elektronik og avantgardistisk frispil, der sved i sårene, prikkede i huden og susede for ørerne, da den 52-årige amerikanske guitarist Marc Ribot forleden lagde vejen forbi Copenhagen Jazzhouse med sin pebrede, men - skulle det vise sig - også problematiske power trio fra New Yorks alternative musikscene. Det var først af alt godt at gense og genhøre Ribot; denne fordomsfri, kradsbørstigt spillende håndværker, der som sideman har gjort sig bemærket med bl.a. Lounge Lizards, Tom Waits, Sun Ra Arkestra, John Zorn og Cassandra Wilson. Også som sologuitarist har Ribot sat et stærkt diskografisk stempel med den benede Saints (2001).

Som orkesterleder derimod har jeg ikke hørt ham forløse sin musik i en for alvor tilfredsstillende sammenhæng hverken med sit underholdende, latinsk prægede band, Y Los Cubanos Postizos ("de falske cubanere"), der var i Danmark i 2002, eller ved denne koncert, hvor Ribots partnere var to unge folk fra New York, Shahzad Ismaily (bas, Moog, melodica, elektronik) og Ches Smith (trommer, elektronik).

Modsætningsfyldt

Sammen kalder de sig Ceramic Dog. Med ironi naturligvis. For hvis den musikalske hund nogensinde har været gjort af skinnende keramisk fajance, blev den hurtigt ridset til ukendelighed og knust i stumper og stykker til fordel for en snerrende, skambidende køter med blues, funk, Hendrix og støjrock kogende i blodbanerne. Således fik vi bl.a. i Hatred and Filth Ribots skævbøjede, støjbaserede guitarspil for fuld udblæsning, bakket op af Ismailys hakkende basspil og Smiths spastisk fremadtumlende trommer.

"Party-.intellectual", blev der modsætningsfyldt (men ikke rigtig sjovt) vrælet fra trioens struber under et andet misfoster af en komposition. Et tredje bød på et vanvittigt virvar af elektroniske effekter og overstyring.

Mangel på modspil

Til gengæld evnede gruppen i samme at lukke lyden og vildskaben gradvist ned, så der til sidst kun blev tastet på knapper og metalkanter og pillet ved strenge uden forstærkning. Et øjeblik, der i sammenhængen havde noget af den magi, som abstrakt poesi kan rumme. Ellers var det småt med kreativitet fra Ribots to medspillere, der i højere grad også burde have været modspillere til den originale guitarist.

Ismailys traktering af Moog-synthesizeren var der mildest talt ikke meget ved, og med de mange repetetive riffs, ostinater og naivistiske formled som gentagne byggesten bed køteren i sidste ende sig selv i halen. End ikke den suggestive, bluesmættede Bad Cowboy, der afsluttede første sæt, og som ville have fungeret som passende lydstrimmel til en Sergio Leone-western, kunne nøde deres udsendte til at blive til den bitre ende.

Marc Ribot Ceramic Dog, Copenhagen Jazzhouse, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu