Læsetid: 4 min.

Kogepunkt Kashmir

24. maj 2002

Siden Indien og Pakistan gennemførte atomprøvesprængninger i maj 1998 har begge gentagne gange forsikret omverdenen om, at de udmærket er stand til at håndtere deres nukleare status med lige så stor ansvarlighed, som andre kernevåbenmagter håndterer deres. I tråd hermed har flere eksperter hævdet, at sikkerhedssituationen på subkontinentet reelt er blevet forbedret af, at begge parter råder over kernevåben, og at en ny strategisk balance på længere sigt vil reducere spændingen mellem de to lande. Den første alvorlige test kom, da pakistansk militær og jihadier besatte en del af Karghil-massivet i Kashmir, og den faldt heldigt ud. Det var i det mindste, hvad man måtte tro dengang. For nylig kom det imidlertid frem, at Pakistans daværende hærchef og nuværende diktator, Pervez Musharraf, havde forberedt udplacering og anvendelse af kernevåben. I dag er situationen værre. Den lavintensive krig i Kashmir har nået et kogepunkt. Indiens ministerpræsident A. B. Vajpayee taler om, at tiden nu er kommet for en afgørende strid og har mobiliseret sin hær til højeste beredskab. Hans regering, der er helt domineret af Indiens hinduhøjrefløj, synes uvillig til at tage imod noget som helst råd udefra. Intet garanterer, at begrænsede militære angreb, som nu er under overvejelse vil forblive netop begrænsede.

Med jævne mellemrum er de to parter mødtes ved forhandlingsbordet, uden at der er kommet noget ud af det. De taler hen over hovedet på hinanden, og det er umuligt at skimte det mindste lyspunkt i det mørke, der har sænket sig. Det seneste topmøde fandt sted forrige år i Agra, og også det strandede på Kashmir-spørgsmålet. At give selvstændighed til et forenet Kashmir forkastes af såvel Islamabad som New Delhi, og dets fortalere holdes begge steder i stramme tøjler.
Urolighederne i Kashmir har i nyere tid gået for sig siden 1989. Det, der begyndte som en folkelig revolte mod et gennemkorrupt indisk overherredømme og talrige tilfælde af valgsvindel, blev så småt overtaget af Pakistan og udviklede sig til en lavintensiv krig pr. stedfortræder. Militante islamistgrupper med kamptræning fra Afghanistan blev bevæbnet til jihad. Nu skulle den indiske hær forbløde, og noget i den retning er da også sket: Hidtil har mere end 50.000 mennesker mistet livet i striden.

Musharrafs løfter om at stoppe indtrængere og religiøse ekstremister er blevet indfriet med silkehandsker. Men Indien overvurderer hans og hærens kontrol over fanatikerne. Jihad-bevægelsen og dele af det islamiske præsteskab vil af med Musharraf, og det kan de lettest opnå ved at udløse uroligheder eller krig.
Indiens store fejltagelse har været at satse på en militær løsning og en udradering af jihadierne og modstandsbevægelsen i stedet for at give Kashmir selvstyre, reformer og økonomisk udvikling. At de moderate kræfter i Kashmir har overlevet, viser vredesudbruddet og sorgen efter mordet på rebellen og demokraten Abdul Ghani Lone i tirsdags. Dets mobilisering af 800.000 soldater forhindrer Indien i at udnytte den tragedie. Manøvrerum for politisk pragmatisme savnes, og enhver form for nedtrapning anses for ydmygende. Det hinduistiske højre ser en mulighed for at udnytte krisen til at genvinde sin tabte vælgerstøtte og erklærer nu, at den har tabt al tålmodighed efter selvmordsangrebene mod det indiske parlament i New Delhi i december. Pakistan, som forgæves maner til dialog, har fået succes i hvert fald i en henseende: Kashmir-spørgsmålet er nu blevet et internationalt anliggende, selv om Indien ensidigt har modsat sig dette i alle årene.

Krigen mod terrorisme har givet USA, som længe har ladt hånt om Kashmir, en indflydelsesrig stemme begge steder. Det første forsøg på at få New Delhi til at besinde sig og give Musharraf mere tid til at stække de militante islamister vakte dog også vrede i Indien og et krav om, at USA afbryder sit samarbejde med Pakistan. Indien afviser frygten for kernevåbenkrig ved at henvise til, at den kolde krig mellem USA og Sovjet aldrig førte til brug af kernevåben. Men sammenligningen rammer helt ved siden af. De to supermagter havde nøje kendskab til hinandens arsenaler og strategi, og desuden førte de regelmæssige samtaler om netop kernevåben. Forholdene er helt anderledes på subkontinentet, hvor man mest har gisninger at holde sig til. Indien, som snarere ser sin bombe som et politisk end militært instrument, har vedtaget en ’no-first-strike-doktrin’, mens Pakistan, der er underlegen i konventionel militær styrke, i høj grad ser sin bombe som et militært våben. Islamabad uofficielle nukleare doktrin går ud på at anvende kernevåben, hvis man ser sine strategiske interesser truede. Det ligger klart i Pakistans interesse af give udseende af en vis uberegnelighed. Men trusselsbilledet er i allerhøjeste grad reelt. Mistroen over for kommando- og kontrolsystemet i Pakistans væbnede styrker er stor og er taget til, siden tre kendte forskere i efteråret blev arresteret for at have kontakter med al-Qaeda. Den største risiko lige nu er, hvis våbnene bliver til det, som begge parter hidtil har benægtet: en islamisk bombe og en hinduistisk bombe. Indien spiller uhørt højt spil i Kashmir, og selv et begrænset angreb kan sætte millioner menneskeliv på spil. Indien har stadig både tid og andre alternativer. Indien må lytte til omverdenen, og Kashmir-spørgsmålet må hurtigst muligt tages op af FN.

BG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her