Læsetid: 6 min.

Fra kohaletilskud til rederifordele

Hvad taler vi om, når vi taler om en velfærdsreform? Om de arbejdsløse og bistandsmodtagere, men ikke ret meget om de mange millioner af kroner, erhvervslivet modtager i tilskud og skattefordele fra det offentlige. End ikke en liberal økonomiminister ønsker i dag at fjerne dem, for der er et nærmest incestuøst forhold mellem politikerne, arbejdsgiverne og lønmodtagerne
31. juli 2006

Den nyligt afdøde venstrehøvding Anders Andersen beskriver i sine erindringer, hvordan den verdensomspændende økonomiske krise i begyndelsen af 1930'erne også ramte dansk landbrug. I 1933 måtte faderen, Jens Andersen - til sin egen overraskelse - fortælle, at slægtsgården Benzonslyst det år havde givet underskud. Men som Anders Andersen lakonisk bemærker:

- Det var nok også det eneste år, hvor han ikke havde overskud, så det gik endda. Med Kanslergadeforliget samme år blev der gennemført en række støtteordninger, og derefter gik det i 30'erne jævnt frem for det danske landbrug. Det blev bedre og bedre at være landmand, konkluderer Anders Andersen om forliget, som blev indgået i Thorvald Staunings (S) hjem i Kanslergade, i København.

Liberalisten Anders Andersens erindringer er da også én lang, stolt opremsning af de tilskud, han senere selv formåede at hente hjem til bønderne gennem sin lange karriere. Der er for eksempel "kohaletilskud", "ejendomstilskud", "mælketilskud" og "svenskepenge". I alt fik landbruget i perioden fra 1961, da Anders Andersen tiltrådte som præsident for Landbrugsraadet, til 1972 tæt ved 15 milliarder kroner i offentlige tilskud. I slutningen af perioden udgjorde støtteordningerne to tredjedele af landsmændenes nettoindtægter.

Allerede i 1997 foreslog den daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) da også, at den forestående oprydning i velfærdssamfundet ikke blot skulle handle om at se på statens udgifter.

"Vi skal også ind og se på, hvor staten går glip af indtægter, fordi virksomheder, borgere eller hele brancher har særordninger," sagde Marianne Jelved.

Alligevel skulle der gå et tiår, før erhvervstilskuddene for alvor kom på den politiske dagsorden. Omend sandsynligvis kun for en kort bemærkning.

27 milliarder i støtte

Kort inden sommerferien foreslog Det Økonomiske Råds formandskab, også kaldet vismændene, at det er på tide at overveje at slutte festen. Samlet udgør statens erhvervsstøtte i år således 27 milliarder kroner. Det samlede tilskud er endda endnu større, for beløbet omfatter ikke kommunal erhvervsstøtte, hvis størrelse er usikker, eller fordelen ved at virksomhedernes skattemæssige afskrivninger kan være større, end nedslidningen begrunder. Og så er EU's støtte til fortrinsvis dansk landbrug heller ikke medregnet.

Siden 1999 er der ikke lavet en samlet opgørelse af statens støtte til erhvervene, og sekretariatschef Peder Andersen fra Det økonomiske Råd har sagt, at "erhvervsstøtten er et virkeligt morads på statistikken".

Umiddelbart skulle man tro, at den uventede guldgrube var gode nyheder for VK-regeringen, som vendte og drejede hver en krone under velfærdsforhandlingerne.

Den højtbesungne investering i fremtiden, globaliseringspuljen, kommer således blot op på 10 milliarder kroner i 2012. Men nej.

Selv om økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har haft svært ved at undslå sig vismændene råd om trods alt at prøve at opgøre erhvervsstøttens omfang, så har han allerede forsikret, at "vores erhvervsstøtte ligger på et fornuftigt niveau". Ifølge Bendt Bendtsen er der en god grund til hver eneste støtteordning.

"De skal være mere konkrete, for det er så nemt bare at banke alle ordninger sammen, og sige, at de skal væk. Det er ufatteligt nemt," sagde økonomi- og erhvervsministeren ved offentliggørelsen af vismandsrapporten.

Og nemt burde det være. I USA populariserede den daværende, demokratiske arbejdsminister og økonom, Robert Reich, i 1990'erne støtteordningerne med vendingen "virksomhedsvelfærd". Et kort ord for alle de offentlige tilskud og skattefradrag som understøtter erhvervslivet. Og et ord som fremkalder alle de nedsættende stereotyper om velfærdsstaten, som borgerlige politikere ynder at bruge, nemlig at mange arbejdsløse og bistandsmodtagere egentlig ikke behøver pengene, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at nogen ikke yder før de nyder.

I USA er kritikken af virksomhedsvelfærden dog ikke kun kommet fra venstrefløjen. Den konservative Nobelprisvinder i økonomi, Milton Friedmann, har været en af de hårdeste kritikere af de offentlige tilskud fordi de "forvrider kapitalfordelingsprocessen ved at forfordele den ene virksomhed fremfor den anden".

Hvis der gives penge til en bestemt branche - i form af tilskud eller skatterabatter - vil det være privatøkonomisk rentabelt for denne branche at øge investeringerne og beskæftigelsen. Også selv om de ekstra penge og arbejdere har en lavere produktivitet end i andre brancher. Risikoen er, at man fastholder begge dele i brancher med lav produktivitet. Hvad der er godt for den enkelte virksomhed, eller branche, behøver altså ikke være godt for hele samfundet.

Robert Reichs og demokraternes forsøg på at reformere virksomhedsvelfærden er dog strandet på, at selv om alle - i teorien - er enige om skære i erhvervstilskuddene, så skydes hvert eneste konkrete forslag ned af erhvervslivet og republikanerne som nye skattebyrder for erhvervslivet.

Rederne og søens folk

Herhjemmer peger vismændene specielt på, at danske rederier og søfolk stort set ikke betaler skat.

Rederierne betaler ganske vist en tonnageskat, der er en slags vægtafgift på den tonnage, som et rederi disponerer over. Men satsen er meget lav - i 2004 betalte danske rederier kun 57 millioner kroner i skat ud af en samlet indtjening på et stykke over 15 milliarder kroner. Og søfolkene har siden oprettelsen af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) i 1988 været fritaget for at betale indkomstskat.

Skattefritagelsen er til fordel for både lønmodtagerne og rederierne. For de ansatte bliver det mere attraktivt at arbejde på søen i forhold til på land, mens rederierne kan få kvalificeret arbejdskraft til en lavere udbetalt løn.

I alt koster denne øvelse statskassen 600 millioner kroner om året, mens der ikke findes et opdateret officielt skøn for provenutabet ved tonnageskatten. Men en rapport fra Skatteministeriet fra 1999 opgjorde de daværende begunstigelser til 875 millioner kroner. Og overføres denne beregning til nutiden, vil tallet være større.

Vismændene har imidlertid svært ved at se, hvad Danmark får for pengene. Rederierhvervet har i lange perioder forrentet investeringerne langt under, hvad der tilsvarende kan tjenes i industrivirksomheder. I perioden mellem 1990 og 2004 opnåede de danske rederier kun et gennemsnitligt kapitalafkast før skat på 0,9 procent om året, hvorimod den danske industris gennemsnitlige afkast var på 9,4 procent i samme periode. I en situation med mangel på arbejdskraft, mener vismændene samtidig, at der ikke er grund til at holde beskæftigelsen kunstigt oppe på skibene.

Selv om konsekvensen i værste tilfælde blev, at skib og søfolk flyttede til udlandet, så får det ikke vismændene til at ryste på hånden. De offentlige skatteindtægter vil kun blive påvirket i moderat omfang, for hvis en aktivitet (stort set) ikke beskattes, så koster det ikke staten noget, hvis den forsvinder fra landet!

Rævekager

Når det - modsat velfærdsreformen - imidlertid har anderledes lange udsigter med en reform af virksomhedsvelfærden, så skyldes det, at erhvervstilskuddene fører til et incestuøs forhold mellem politikerne, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Selv om pengene fortrinsvis kommer middel- og overklassen til gode i form af udbytte til private aktionærer eller pensionsfonde, så forener mange tilskud både borgerlige og socialdemokrater og deres kampfæller på arbejdsmarkedet, der har en kortsigtet, snæver interesse i altid at bevare arbejdspladser. Og modsat efterlønsmodtagere, bistandsklienter og arbejdsløse har disse interesseorganisationer anderledes let ved at blive hørt.

Da Anders Andersen et kvart århundrede efter forliget i Kanslergade, i 1961, selv måtte forhandle sig frem til nye støtteordninger for landbruget, var det da også en anden socialdemokrat som sad på den anden side af forhandlingsbordet, nemlig statsminister Viggo Kampmann.

Efter at landmændene havde truet med at hælde mælken ud i kloakken, hvis de ikke fik flere skillinger, blev Anders Andersen ringet op af Viggo Kampmann. Statsministeren spurgte, om de to kunne mødes inkognito på et nærmere bestemt sted på Frederiksberg i København.

Uden at resten af regeringen vidste det, blev Viggo Kampmann og Anders Andersen her enige om en aftale, der gav landbruget 450 millioner kroner i kompensation for de faldende landbrugspriser. Da de to få dage senere indledte de officielle forhandlinger i det såkaldte kompensationsudvalg mellem landbrugets top og regeringen, var det spil for galleriet. Både Viggo Kampmann og Anders Andersen vidste, hvilket tal de skulle ende på.

Kim Kristensen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu