Læsetid: 3 min.

Kohl mod Kohl

6. juli 2001

»Jeg havde ingen anelse om, at der blev lavet så meget møg i min regeringstid.«
Helmut Kohl, tidl. tysk kansler og tidl. CDU-formand, foråret 2000

»Det kommer ikke an på, hvor længe en praksis har eksisteret. Det afgørende er, hvordan praksis bør være.«
Volker Markworth, dommer i sagen om udleveringen af Helmut Kohls Stasi-akter, onsdag

Retten i Berlin har talt: Intet af det materiale, den østtyske efterretningstjeneste Stasi samlede om Helmut Kohl, må udleveres til forskning eller offentliggørelse i medierne.
Dermed får Kohl en sælsom rolle i den tyske historie:
Det var i hans tid som kansler, Tyskland vedtog den enestående lov om fremlæggelse af Stasi-materiale via den såkaldte Gauck-myndighed (opkaldt efter dens første leder, præsten Joachim Gauck). Og nu 10 år efter er Kohl manden, der sætter en principiel stopper for myndighedens videre arbejde.
Fra starten var kansler Kohl ikke begejstret for al den åbenhed, men loven blev ført ud i livet og har siden hjulpet mange østtyskere til at forstå deres skæbne i DDR. Også medierne og dermed den brede tyske offentlighed er blevet grundigt orienteret om, hvilke overgreb mod befolkningen regimet stod bag.
Intet andet tidligere Østblok-land har bearbejdet den kommunistiske fortid så åbent som Tyskland – selvom forklaringen på det manglende østeuropæiske opgør er forståelig; hvor Stasi var uforenelig med genforeningen og derfor skulle nedlægges, måtte de nye, demokratisk valgte regeringer i Østeuropa bygge videre på deres gamle tjenester og passe på med at bringe dem i miskredit.
At der også er grænser for åbenheden i Tyskland, det ved vi nu.

Hidtil har Gauck-myndigheden inddelt de registrerede personer i tre kategorier – ofrene (de udspionerede), gerningsmænd (Stasi-medarbejderne) og samtidsvidnerne (periodens fremtrædende, offentlige personer). Mens ofrene nyder stor beskyttelse mod offentliggørelse af deres akter, kan gerningsmændene se frem til at deres akter kan erhverves af tredje part (arbejdsgiver, forskere eller journalister), og at indholdet kan koste dem eksempelvis jobbet.
Samtidsvidnerne er lidt sværere at indkredse. Nok var de ofre for udspionering, men de spillede samtidig en fremtrædende rolle og må derfor være indstillede på en vis offentlig nysgerrighed.
Interessen for Helmut Kohls akter blev for alvor vakt sidste forår, da affæren om hans og CDU’s sorte million-beløb rullede. Netop på dette tidspunkt meddelte
Gauck-myndigheden, at man havde fundet en stabel
østtyske aflytningsbånd med Kohls telefonsamtaler, som kombineret med ca. 3.800 ark nedskrevne observationer, referater og analyser måske kunne kaste lys over de dunkle økonomiske bagmænd, som Kohl fortsat bekytter med sit æresord.
»Vi havde gode informationer om CDU-formandens rolle,« lokkede den tidligere leder af den østtyske udlandsspionage Markus Wolf i april 2000.
Det parlamentariske undersøgelsesudvalg, der er nedsat til at opklare CDU-affæren, begyndte at glæde sig, men Helmut Kohl gik til retten med påstand om, at han var offer for Stasi-spionage og krævede forbud mod udleveringen af sine akter – ikke blot de rent personlige oplysninger, men alt.
Gauck-myndigheden holdt på, at alt hvad der ikke er strengt personligt kan udleveres. Tilbud om at medvirke til sorteringen af akterne afslog Kohl.

Selvfølgelig var Kohl et offer, men hvorfor skal han ikke som andre samtidsvidner stille sine akter til rådighed for offentligheden? Slipper han mon, fordi han er tidligere kansler?
Kohls argument er, at oplysningerne er indsamlet med ulovlige midler i Vesttyskland, men er hans motiv ikke blot, at han vil forhindre sandheden om CDU-affæren i at komme frem?
Det sidste spørgsmål skal besvares med et ’formentlig’, men skuffelsen over at Stasi-materialet nu ikke kommer til anvendelse i CDU-affæren, bør ikke overskygge det principielle i Kohls sag:
Den handler grundlæggende om, hvorvidt offentlige personer (politikere, sportsfolk, skuespillere, popsangere) automatisk skal give afkald på deres privatsfære af hensyn til offentlighedens og eftertidens interesse, som
i skøjteprinsessen Katarina Witts parallelle tilfælde har mere karakter af nyfigenhed. At netop Helmut Kohl skulle føre det afgørende slag mod Stasi-arkiverne er historiens ironi.
Men konsekvensen af onsdagens dom kan blive, at forskningen i og oparbejdningen af DDR-fortiden må stoppe.
Om det virkelig forholder sig sådan afgør næste rets-instans.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her