Læsetid: 3 min.

Mange kokke, men slet ikke for mange

Forestil dig en supergruppe, der kun spiller coverversioner og er sammensat af en brystsvag alternativ countrysanger og et småavantgardistisk postrock-orkester. Skeptisk? Med god grund. Men ikke efter at du har læst denne anmeldelse
21. januar 2006

Coverversioner kan være bedre end deres rygte vil vide. Alle står på skuldrene af tidligere giganters værk; ingen ejer musikken, blot er der nogle, der er bedre til at formidle og forædle den end andre. Så når kunstnere blæser liv i andre kunstneres sange, så kan det sagtens sprænge originalernes rammer og danne helt ny særegen betydning. Ja, faktisk kan sangene blive forbundet til fortolkerne frem for ophavsmændene. Tænk bare på Jimi Hendrix' elektrificering af Dylans "All Along The Watchtower". Eller John Cales skarpe beånding af Cohens "Hallelujah".

Supergrupper kan også være bedre end deres knap så omsiggribende rygte vil vide. Når matematikken fungerer, så kan selv de største egoer indgå i en højere lignings tjeneste. Betænk blot at Gorillaz faktisk er en alternativ supergruppe bestående af minimum to konger inden for hver deres felt: Damon Albarn fra Blur og producermesteren Dan The Automator.

Begge ovenstående påstande bevises også på det amerikanske album The Brave and The Bold, hvor sangeren og sangskriveren Bonnie 'Prince' Billy og gruppen Tortoise krydser klinger. For dem, der kender de to parter, lyder det mildest talt som en umage parring, men resul-tatet er faktisk forrygende. Og for jer der ikke kender dem: Tortoise fra Chicago, Michigan står for en instrumental, raffineret formfuldendt og småavantgardistisk hybrid af ambient, jazz, electronica, krautrock og dub - dét man for et årti siden døbte postrock, netop inspireret af Tortoises nybrud. Will Oldham alias Bonnie 'Prince' Billy fra Louisville i nabostaten Kentucky har i samme tiår været central i formningen af den såkaldte alt-country, en country fri af klæge aldrende klicheer, brændende med en ny følsomhed. Hans stemme er vaklende smuk, svanger med sørgmodig sårbarhed.

Alle hæmninger smidt

Begge er altså ikoner inden for hver deres felt, men det har ikke afholdt dem fra sammen at bevæge sig ud for at finde og i dén grad erobre nyt fællesareal. Til det formål er coverversionen strålende, for her er ingen følelser i klemme i forhold til egenkompositioner og masser af muligheder for at finde fælles passion. I disse herrers tilfælde gælder det sange tidligere fremført og/eller skrevet af så forskellige folk som Elton John, Bruce Springsteen, Milton Nascimento og det obskure amerikanske emo-band Lungfish.

Coverversionen af Nascimentos brasilianske standard, "Cravo É Canela", åbner The Brave and The Bold, og med sit fejende samba-flow signaleres der fra starten et helt anderledes poppet og kropsligt attack, end vi er vant til fra disse hænder og stemmelæber. Og da fortolkningen af The Minutemens "It's Expected I'm Gone" brager ud ad højttalerne, så hersker der ikke længere tvivl om at alle parter har hængt både deres hæmninger og selvhøjtideligheder fint på bøjler i garderoben: Fygende guitarsoli, flænsende akkordbredsider og hvæsende freejazz-saxsoli bryder ind til et kropsland, som man ville have forsvoret at finde disse drenge i.

Bonnie 'Prince' Billy arbejder fornemt med større armbevægelser og mere kontant udadvendte fraseringer. Samtidig med at han glider ind længere nede i lydbilledet i en helt anderledes kollektiv struktur, hvor hans stemmes magre vemod og bristende nuancer fungerer overraskende godt. Selvom han da også undtagelsesvis indtager forgrunden på et par smukke, mere konventionelle ballader.

Sublimt band

Tortoise forvandler sig flere gange undervejs. Fra sambaoptog og støjbule over vemodigt desertrock-band og romantisk backingorkester til et highbrow-rock-outfit, der med stor morskab skyder til højre og venstre med den semiotiske seksløber. Pludselig kan man høre Jimmy Page-hyperboler og Tom Verlaine-forsiringer på elguitarerne, mens Suicide ulmer i en ondt pulserende rytmeboks og en fræsende analog synthesizer.

Med tøjlerne sluppet virker Tortoise som et sublimt band at bearbejde musikarv med. Helt ubesværet bevæger de sig rundt i fritsvævende jazz, elektronisk instrumentpark, sydamerikansk poparv, eksperimentalrock og så lige en række populære amerikanske traditioner. Og det gør mødet mellem en traditionsfornyer og et hybridorkester til et vildt plurali-stisk bud på rock for de fremsynede og åbensindede.

Hvem der har bidraget med hvad, kan være svært at sige, men i hvert fald dunker en ældre amerikansk roots-tradition pludselig med helt uvant blodig tyngde for en Tortoise-plade. Og et vidt forgrenende netværk af instrumenter og udtryk- og indtryksformer blomstrer helt uregerligt anderledes end på et Bonnie 'Prince' Billy-udspil.

Der er mange kokke på The Brave and The Bold, og det kan høres. Men ikke for mange. Tværtimod præcis nok til at komme med et sangbart og mangfoldigt alternativ - til hvad du nu ellers måtte lytte til.

Tortoise and Bonnie 'Prince' Billy: 'The Brave and The Bold' (Domino/ Playground). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu