KOKKENE ER der hele tiden. De er simpelthen flyttet ind. Man kan ikke åbne en kanal på sit tv, uden at de står der med deres nystrøgne hvidhed, deres skinnende gryder og friske råvarer. De snakker og panerer, snakker og braiserer, snakker og snitter, snakker og hakker og syder og svitser og braser og lierer og forklarer og gør ved. Fikse på fingrene, hurtige, målrettede. Ofte snakkesalige, af og til vittige, under alle omstændigheder fagligt velfunderede. Det, de har i hænderne, er til at tage og føle på.
Her tænkes på kokkene, chef'erne, som for tiden er Gud og Guru på de fleste tv-stationer. Man skal i al fald være meget dygtig til kunsten at zappe, hvis man vil zappe uden om dem - fra den ny-trendy Kirsten Hüttemeier til de lige så trendy kokkedrenge med rød gelé i håret fra in-restaurant Olsen.
Kokkene er på tidligt om morgenen på såvel TV2 som TV3, de genudsendes om formiddagen, de er der om aftenen - og for at det ikke skal være nok - lægger de os osse i seng. I torsdags havde de f.eks. primetime på DR2... eller rettere: Claus Meyer havde.
Kl. 21 sendtes "Meyer i marken". Meyer havde set nærmere på saltning og rygning af fisk, sagde programmet, og kunne man ikke se ham på det tidspunkt, ville udsendelsen blive genudsendt fredag samt 29. maj. Opskrifterne kunne desuden hentes ind fra tekst-tv.
Kl. 21.35 kunne man så i udsendelsen "Mesterkokke på Fakkelgården" følge seks af landets bedste kokke lave mad til en håndfuld mennesker, der havde betalt 1300 kr. pr. kuvert. Kokkene nød at "lege" sammen på samme måde som håndboldspillerne på Anja Andersens dreamteam, der havde huseret på tv i dagene forinden.
Kl. 22.40 var Claus Meyer på færde igen, denne gang på DR1 i udsendelsen "Meyer har gæster". Da var der desserter på programmet. Rabarber- og tomatkompot. Citronsouffle. Bagte ananas med granite. Sprød Ananas.
MISFORSTÅ ikke. Der ikke noget galt med kokkene. Det er da ok, at de er blevet tv-stjerner. Heller ikke er der noget i vejen med det, de fremstiller. Tværtom. Det er helt fint, at det at gøre noget ud af madlavningen med årene er blevet en ganske folkelig fornøjelse. Også når den er indviklet. Der er ingen ide i at vise almindeligheder.
Det, der efterhånden forekommer grotesk, er det oppustede omfang, tv-kokkeriet har antaget, når man sammenholder med litteratur og anden kultur på tv. Forfatteren Jørgen Gustava Brandt svingede krabasken over tv-stationernes pauvre, mangelfulde kultur- og litteraturdækning i Information 30. 4. og anklagede DR's chefer direkte for lovbrud i forhold til public service-pligten med hin mindeværdige sætning, der fremstår som en virkelig fornyelse eller revival i dansk kulturpolemik. Gustava Brandt skrev om cheferne:
De trænger til nogle smæk.
Forfatteren anbefalede dem til deres eget og Casper Christensens tæskehold.
SIDEN HAR TV2's Bo Damgaard og senest DR's Stefan Samsøe-Petersen rumpet sig sammen til at tage til genmæle her i bladet (10. 5. og 22. 5.). Bo Damgaard meldte hus forbi på TV2's vegne. Her integrerer man forfatterstoffet i andre programmer, skrev han, og navnlig i morgen-tv ("Go' morgen Danmark") møder man mange forfattere, fra Carsten Jensen til Ib Boye, hvilket, forstod man, er bedre en smalle specialmagasiner for de særligt interesserede. Bøger behøver ikke have deres eget magasin.
Stefan Samsøe-Petersens svar var mere kryptisk. Det tog udgang i en vred beklagelse fra dirigenten Ole Schmidt (Inf. 9. 5.), som havde medvirket i en række udsendelser med titlen, Spørg Orkestret. Første udsendelse blev sendt en torsdag kl 20.45, den næste kl. 22 ti dage senere. Derpå var serien uforklarligt gået i stå.
Samsøe-Petersen forklarede, at den springende placering skyldes nogle forsøg på at finde den helt rigtige placering. (En forsøgsrække? Der må være tale om en slags nyskabende grundforskning inden for programplanlægningen og i hvert fald en usædvanlig fremgangsmåde). Også Samsøe-Petersen og dermed DR tog afstand fra ideen om at give litteraturen et specialprogram.
MEN specialprogrammer har altså kokkene. Det har dyrene (Poul Thomsen) og haven (Søren Ryge Petersen) og filmen (Ole Michelsen).
Det, man med føje kan spørge om, er: Er bogstoffet virkelig så smalt, at det ikke fortjener sit eget program ved siden af, at det er integreret i andre, morgen-tv og nyhedsudsendelserne? Er det ikke snarere sådan, at tv-cheferne i frustration over ikke at kunne finde den rette seertalsfikserede form har givet op over for opgavens storhed i stedet for at tage udfordringen op? Det drejer sig om at finde det eller de mennesker, som elsker litteraturen, og som har indsigten og karismaen til at tv-kommunikere. Som Thomsen, Petersen og Michelsen. Som Hüttemeier og den anden Meyer.
BOGSTOF som sådan er ikke smalt. Der er lige så mange hjem i Danmark, der disponerer over en reol, som der er hjem med komfur eller have. Der er lige så mange mennesker, der har læst en bog, som der er mennesker, der har set en lappedykker. Og interessen for vore førende forfatteres værker og tanker matcher nok pænt en hel del af der er for filminstruktørernes. Er en digtsamling mere eksklusiv end en foie gras?
Det er ikke tv-kokkeriet, der er noget galt med. Det er proportionerne.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
