Læsetid: 3 min.

Kold fred mellem Rusland og verden

Ruslands nærmeste naboer slutter sig sammen og søger mod Vest i protest mod Moskvas spil med musklerne
6. maj 2006

"Selv hvis vi eksporterer fækale masser til Rusland, så vil det blive solgt", sagde Georgiens forsvarsminister forleden i voldsom vrede over Ruslands nye importforbud mod vin fra Georgien og Moldavien. Georgierne mener nemlig ligesom ukrainerne og moldaverne, at Moskva forsøger at bruge "vin-kortet" på samme måde som olie- og gaseksporten som politisk pressionsmiddel.

Officielt hævder russerne, at vinen fra Georgien og Moldavien simpelthen er kunstigt fremstillet og giftig, men Georgiens parlaments-formand, der måtte frem med en undskyldning for forsvarsministerens udtalelse, hævder samtidig, at produktionen af falsk vin faktisk foregår i Rusland.

Bredside mod Rusland

Vreden og mistroen imellem på den ene side Rusland, som følger en mere og mere selvsikker og dominerende udenrigspolitisk linje, og på den anden side de tidligere sovjetrepublikker i Baltikum, Ukraine, Moldavien og Georgien er så stor, at de sidstnævnte i denne uge holdt et stort anlagt topmøde i Litauens hovedstad Vilnius for at diskutere forholdet til Rusland og især vejen mod medlemskab af NATO og EU. Hovedtaler var USA's vicepræsident Dick Cheney, som sammen med EU's "udenrigsminister" Javier Solana kritiserede Rusland skarpt, men samtidig krævede, at de tidligere sovjetrepublikker fik styr på eget hus, inden de kan forvente medlemskaber af de eftertragtede vestlige organisationer.

Dick Cheney benyttede samtidig lejligheden til at fyre en bredside af imod Putins Rusland. Han anklagede Moskva for at bruge olie og gas som pressionsmiddel og bestikkelse, støtte Europas sidste diktatur i Hvide-rusland og blande sig i udviklingen i demokratiske nabolande. Samtidig beskyldte han Putin for at være på vej væk fra demokrati og pressefrihed.

"USA tror ikke, at Rusland nødvendigvis bliver en fjende," sagde Cheney, "men Moskvas udenrigs- og indenrigspolitik truer de allerede opnåede demokratiske rettigheder. Rusland har et valg. Og en tilbagevenden til demokratiet vil garantere større succes og større respekt fra andre lande".

Svaret fra Moskva kom prompte i går. En talsmand for Kreml sagde, at Cheneys udtalelser var "fuldstændig uhørte", og Putins tidligere spindoktor Gleb Pavlovskij kaldte dem "ikke bare modbydelige, men gennemtænkt modbydelige". Ifølge Pavlovskij er Cheney ude på bevidst at spolere atmosfæren mellem Rusland og de andre medlemmer af G8-landene op til topmødet i juli i Sankt Petersborg.

Ud af SNG

Men de verbale angreb på Rusland kom ikke kun fra USA. Lederne fra en række eks-sovjetrepublikker sagde samstemmigt, at de føler sig truet af Moskva. Den georgiske præsident Mikhail Saakasjvili sagde, at demokratiet i hans land og i bl.a. Ukraine var truet, fordi Rusland forsøger at hindre den demokratiske proces i de lande. Han hentydede til Ruslands indblanding i det forrige ukrainske valg og efterfølgende brug af gasvåbnet over for det nye demokratiske styre i Ukraine. Og desuden brugte han Ruslands forbud mod vinimport fra Georgien og Moldova som eksempel.

"Det er en fare for ikke blot Georgien og Ukraine," sagde han. "Hvis vi ikke får nogen støtte (fra Vesten, red.), hvad har vi så kæmpet for de seneste 15 år?"

Ruslands svar i går var at indføre yderligere et importforbud mod en vare fra Georgien - nemlig det berømte mineralvand Borsjomi.

Både Georgien og Ukraine truer med at forlade sammenslutningen af tidligere sovjetrepublikker, SNG, som de mener er Moskva-styret og en hindring for et kommende medlemskab i NATO og EU.

Flere russiske kommentatorer fremhæver den skærpede antirussiske stemning på mødet i Vilnius, men trøster sig med, at hverken USA, EU eller NATO, når det kommer til stykket, vil være villige til at risikere mindre energileverancer eller en ny kold krig for at mindske Moskvas indflydelse og magt i det postsovjetiske rum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu