I SIN TRANG til forårs- og hovedrengøring er regeringen nået til Christiania, der skal have en ordentlig omgang med spand og kost og hvid tornado. Ikke i bogstavelig forstand, selv om mange vil finde det tiltrængt, men i forhold til landets love. Christiania skal lovliggøres, hedder det med et udtryk, der er misvisende. Christiania er fuldt lovlig. Det er en del af det, der foregår derude til gengæld ikke.
Derfor kunne forsvarsminister Jensby da også efter en forespørgselsdebat i Folketinget med en vis tilfredshed notere sig, at der var bred opbakning til de opstramninger, man vil forlange. Bred opbakning betyder i dette tilfælde, at Socialdemokratiet er med på dem.
ENGANG VAR Christiania en varm kartoffel, men så blev den med årene en kold kartoffel i henseende til samfundsdebatten. Den selvbestaltede fristad kunne som debatemne sætte landet på den anden ende for og imod og diskussionen var særdeles følelsesladet. Socialdemokratiske forsvarsministre som Kjeld Olesen og Orla »Isenkram« Møller måtte danse tiptoe på en hed stegepande, når de gik på talerstolen og redegjorde for de hastigt skiftende, usikre holdninger i partiet, der mundede ud i netop Christianias lovliggørelse.
Christianitterne eller bare nitterne bed fra sig og mobiliserede, så man kunne forudse en mindre borgerkrig, hvis myndighederne ville sende bulldozere mod dem. Staden var en torn i øjet på den almindelige borger, men flertallet tippede over til fordel for den. En vis rolle har det formentlig spillet, at tv-journalisten Poul Martinsen i et par udsendelser fulgte, hvorledes en djærv arbejder ændrede syn i positiv retning efter at have boet der i en periode. Man opgav konfrontationen.
Som det senere hed i en Tom Lundén-sang: »I kan ikke slå os ihjel/for vi er en del af jer selv!«
CHRISTIANIA fik lov at blive som et socialt eksperiment. Intentioner om, at fristaden skulle blive et pionerprojekt, der viste vejen for resten af Danmark, led skibbrud, da Christiania hurtigt blev magnet for skæve eksistenser og såkaldt sociale tilfælde. De (intentionernes realisering) findes nu kun i områdets periferi, hvor man kan se attraktive huse, som er rene arkitektoniske eksperimenter, Pippi Langstrømpe-huse, hvor børn kan lege frit i området, heste gå på græs, og beboere hygge sig som andre i enhver forstad eller havekoloni, og oh, skræk til en husleje, der ikke er til at få øje på.
Hvor meget der er tilbage af det sociale eksperiment, er også et spørgsmål. Efterhånden opfattes stedet vel mest som et frilandsmuseum for 60ernes hippiekultur. Christianitter ynder da også selv at fremhæve turistattraktionen, når opholdstilladelsen skal legitimeres. Christiania ligger vist nok nummer to på hitlisten lige efter Tivoli. Men foran Zoologisk Have.
SÅLEDES HAR staden været fredet af politikerne i en lang årrække Christianias lovgrundlag er senest revideret i 1989. Ingen har ønsket at varme den gamle kartoffel op på en ny stegepande. Før altså nu. Der var jo faldet ro over gemytterne bortset fra, at politiet altid har været lede og kede af Christiania, og det er da også kriminaliteten på stedet, det aktuelle politiske initiativ er bundet op på. Den åbenlyse falbyden hash i Pusher Street, rockervisitter gennem årene, osv. Er Christiania taknemmeligt skjulested for kriminelle, og hvorfor holder der nogle gange dyre biler nær Fredens Ark? Og så videre.
Christianitterne forsvarer sig med, at de gør et stort arbejde for at holde hårde stoffer og kriminalitet ude af staden, og det gør de utvivlsomt, men hash vil de forsvare af ideologiske årsager.
Man kan bl.a. derfor tro, at der er lagt op til hård bulldozerkonfrontation, hvis Christiania får et år til at rense sig, som Helge Adam Møller foreslår. Christiania kan næppe vente den samme brede opbakning i befolkningen som tidligere, men regeringen kan næppe heller slippe fra en konfrontation på en nem måde.
At skulle sætte Christiania på gaden er en stor mundfuld, en manøvre, som vil ommøblere en del bistandsklienter og en del kriminalitet til andre bydele. Det er da heller ikke, hvad regeringen vil foreslår i første omgang men med Dansk Folkeparti som forespørgeren og hedsporen kan man ane en skjult dagsorden: Som boligområde kunne Christiania skæppe godt i statskassen. Den del, som ikke er fredet.
Egentlig kan man kun lidt kedeligt opfordre begge parter i sagen til at fare med lempe, som det hedder. Regeringen bør holdes fast på en vis respekt for den historiske baggrund for menneskenes tilværelse på stedet, men Christiania vil næppe med den nuværende regering kunne opretholde fri hash, og regeringen kan have en fornemmelse af at vinde stemmer på sagen, hvis dozerne skal tale.
Men den kan jo ikke vide.
