Læsetid: 3 min.

Kold krig i Kaukasus

Rusland og Georgien er på randen af krig efter at Georgien har arresteret fire russiske officerer. Moskva truer med krig og økonomiske sanktioner og siger, at CIA står bag
30. september 2006

Myndighederne i det kaukasiske land Georgien arresterede torsdag seks russiske officerer, som angiveligt arbejder for det russiske militære efterretningsvæsen, GRU.

Georgierne hævder, at de seks, hvoraf to senere blev løsladt, havde spioneret i landet og udøvet ulovlig efterretningsvirksomhed.

Den russiske reaktion var forventelig hård, eller med den georgiske præsident Mikhael Saakasjvilis ord, "hysterisk".

Officielle talsmænd for den russiske ledelse taler om brug af "alle forhåndenværende midler" til at få de russiske officerer løsladt, og i går krævede Moskva sagen behandlet i både FN's sikkerhedsråd og på et kommende møde mellem NATO og Rusland.

En stribe russiske politikere har krævet 'adekvate' modforanstaltninger fra russisk side, lige fra arrestationer af et tilsvarende antal georgiske 'spioner' i Moskva, til direkte militær indgriben. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov krævede de fire officerer løsladt øjeblikkeligt, og forsvarsminister Sergej Ivanov kaldte arrestationen en "skandaløs handling", som skyldtes "grænseløs banditisme" i Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Formanden for det russiske parlament, Sergej Mironov, udelukker ikke, at det tilspidsede forhold mellem de to tidligere unionspartnere kan føre til åben krig. Rusland kaldte i går sin ambassadør hjem fra Tbilisi til konsultationer, stoppede udstedelser af visa til georgiske borgere og begyndte at evakuere de ansatte ved den russiske ambassade i Tbilisi.

CIA står bag

Den akutte konflikt er opstået efter flere års voksende strid mellem de to lande.

Præsident Mikhael Saakasjvili, som kom til magten for godt to år siden ved den såkaldte roserevolution, og som siden har fulgt en målrettet provestlig og antirussisk linje, havde få dage før arrestationen af de russiske officerer fået fornyede løfter om en fremskyndelse af Georgiens medlemskab i NATO.

Mange russiske politikere og kommentatorer hævder da også ligeud, at det er NATO og CIA, der står bag arrestationerne, og at USA er i fuld gang med at sikre sig kontrollen med denne Ruslands sydlige nabo i et forsøg på at dæmme op for Ruslands voksende indflydelse generelt.

I Georgien har det i de seneste måneder svirret med rygter om, at Moskva var i færd med en nøje tilrettelagt efterretningsoperation med det mål at styrte Saakasjvili og i stedet indsætte en prorussisk ledelse.

Støtter separatister

Ifølge georgiske kommentatorer er der tale om, at Moskva efter et vellykket forsøg på at svække USA's indflydelse i Ukraine med udnævnelsen af den prorussiske premierminister, Viktor Janukovitj, nu har rettet opmærksomheden mod Georgien i et forsøg på at presse NATO og USA ud af landet. Det er da også bemærkelsesværdigt, at de georgiske myndigheder har arresteret 10 georgiere samtidig med arrestationen af de russiske officerer.

Officererne er i øvrigt officielt tilknyttet de russiske, 'fredsbevarende' styrker i Georgien, som officielt har til formål at opretholde freden i forholdet mellem Georgien og de to georgiske udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien, som begge ønsker at blive løsrevet fra Georgien og indlemmet i Den Russiske Føderation.

De russiske fredsbevarende styrker bliver af georgierne beskyldt for at yde direkte støtte til oprørerne, og Tbilisi har længe krævet dem trukket ud af landet og erstattet med internationale styrker fra for eksempel FN.

Den kendte russiske politolog Sergej Markov sagde i går, at hele sagen handler om netop de to georgiske udbryderrepublikker Abkasien og Sydossetien. Ifølge Markov er arrestationen en bevidst provokation og en optakt til, at Georgien indleder militære operationer i Abkhasien og især Sydossetien for at tvinge de to republikker ud af Ruslands greb og tilbage i den georgiske fold.

Rusland har på sin side længe påstået, at Georgien har støttet "tjetjenske terrorister" og givet husly til tjetjenske guerillaenheder. Det har ført til, at Rusland flere gange har truet med præventive luftangreb på georgisk territorium.

Moskva har desuden spillet med de økonomiske muskler ved at skrue ned for gas- og olieleverancerne til Georgien og samtidig stoppet for importen af georgiske varer, bl.a. vin og mineralvand.

Den afsatte georgiske præsident Eduard Sjevardnadse, som i sin tid var Sovjetunionens udenrigsminister under Gorbatjov og en af arkitekterne bag murens fald, forsøgte i går at neddæmpe gemytterne ved at opfordre Georgiens præsident Saakasjvili og Ruslands præsident Putin til at mødes for at forhindre, at konflikten forvandler sig til en egentlig krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her