Læsetid: 4 min.

Fra Kold Krig til kolde krige

Det er 60 år siden, at amerikanerne chokerede verden ved at smide atombomber over Hiroshima og Nagasaki, men i nutidens politiske virkelighed tager verdens førende nationer stadig ikke afstand fra atomvåbnene. Tværtimod
5. august 2005

Ære den, som æres bør: George W. Bush er kommet med et elegant svar på 60-årsdagen for den atomare udradering af Hiroshima og Nagasaki. Bush har valgt dagen som tidspunktet til at jage (endnu) en pæl gennem hjertet på den verdensomspændende ikke-spredningstraktat og dermed give grønt lys for, at også dette århundrede bliver præget af truslen fra atomvåben over hele verden. Lad os ikke holde os tilbage - man må da beundre timingen. Ikke-spredningstraktaten (må den hvile i fred) er ret enkel. Den blev udformet i kølvandet på Cuba-krisen i 1962, da det gik op for de blege og rystede verdensledere, hvor tæt de havde været på at begå 'rationelt selvmord' ved at udløse en atomkrig. De nåede til enighed om, at antallet af atomvåben skulle reduceres voldsomt, og at mulighederne for at der opstod nye atommagter måtte stækkes. Næsten samtlige lande i verden skrev under på traktaten. De lande, der ikke havde udviklet atomvåben, gik med til at undlade at opruste mod et løfte fra atommagterne om, at de langsomt ville afvikle deres våbenlagre og aldrig - under nogen omstændigheder - videregive deres teknologiske viden.

Traktat i koma

Traktaten har ligget i koma i flere år. Siden underskrivelsen i 1968 har mindst seks nye lande opbygget lagre af atomvåben, mens kun ét land (Sydafrika) har uskadeliggjort sine våben. Under George W. Bush har USA udbygget sin beholdning af masseødelæggelsesvåben, herunder 'miniatombomber' og 'mere anvendelige', altødelæggende atomvåben. Diktaturet i Nordkorea har brugt flere milliarder på atomvåben, mens dets befolkning sulter, og de iranske mullaher ligger kun en hårsbredde bag nordkoreanerne. Mødet i FN for nylig, der havde ikke-spredningstraktatens fremtid på dagsordenen, var en fiasko, da det stod klart, at ingen af de deltagende lande har tænkt sig at overholde traktaten. I sidste uge slukkede Bush så for respiratoren og lagde en pude over patientens ansigt. Efter at have hyldet den indiske premierminister Manmohan Singh i Det Hvide Hus ophævede Bush på egen hånd de sanktioner, der blev indført mod Indien, da landet blev en atommagt i 1998 og bød Indien velkommen som atomart bolværk mod Kina. Bush erklærede, at der var indgået en aftale med Indien om, at USA deler sin teknologiske viden med inderne, og præsidenten latterliggjorde dermed en af grundideerne i ikke-spredningstraktaten. Det ville være mere ærligt at begrave traktaten i fuld offentlighed og indrømme, at vi lever i en verden, hvor atomvåben bliver spredt overalt uden begrænsninger. Det vil måske få os til at vågne op, men har vi brug for at blive vækket? Er der virkelig fare for, at nogen anvender atomvåben i dette århundrede? Desværre kan man kun betragte atomvåben som et mareridt fra 1980'erne, hvis man er ualmindeligt kortsynet eller har en meget dårlig hukommelse. Lad os lige kaste et blik på det subkontinent, Bush nu har valgt at dele USA's atomteknologi med. To gange inden for de seneste seks år har Indien og Pakistan været på randen af en atomkrig. Under Kargil-krisen i 1999 udvekslede de to lande atomtrusler mod hinanden 13 gange - og der var ingen direkte telefonforbindelse mellem de to landes ledere, som kunne have dæmpet gemytterne.
For tre år siden rådede den britiske regering sine borgere til at forlade byer som New Delhi og Karachi, fordi der var en 'reel og overhængende fare' for, at byerne ville forsvinde i en paddehattesky. Det britiske udenrigsministerium havde ret i sin vurdering: Den indiske forsvarsminister, George Fernandes, pralede af, at "Indien kan tåle at blive ramt af en atombombe og vil besvare angrebet", mens Pakistans general Mirza Aslam Beg kom med følgende erklæring: "Vi kan slå til én gang, to gange og oven i købet tre gange. Tænk over det - man kan dø af at gå over gaden, eller man kan dø i en atomkrig. Man skal jo under alle omstændigheder dø en dag." Verden er ved at udvikle sig til sted, hvor der bliver fremsat stadig flere, lignende trusler om angreb med atomvåben. Indien versus Pakistan, Iran versus Israel, USA versus Kina. Inden for få årtier Nordkorea versus Japan og Sydkorea. Ikke én Kold Krig , men mange - og risikoen fordobles for hver gang. Det er dybt naivt at tro, at disse konfrontationer mellem ustabile lande kan fortsætte - ja, hvor længe - for evigt? - uden at der før eller senere bliver udløst en bombe. End ikke Den Kolde Krigs mindste afværgende foranstaltninger som f.eks. direkte telefonforbindelser mellem de øverste ledere er blevet oprettet i de fleste af disse lande. Hvor mange gentagelser af Cuba-krisen vil vi risikere at opleve i løbet af dette århundrede? Det er ikke kun de sædvanlige velkendte røster, der advarer. Selv Margaret Thatcher - en af verdens mest indædte forsvarere af atomvåben - har forudsagt, at "der vil blive anvendt atomvåben på slagmarken inden for de næste 20 år". Det er en vanvittig risiko at løbe, når der faktisk findes en løsning - selv om den er temmelig 'gammeldags'. En dag bliver vi nødt til at grave ikke-spredningstraktaten op, fjerne den jord, George W. Bush smed på dens kiste og indlede en gradvis, gensidig nedrustningsproces, der trin for trin kan fjerne den alvorlige trussel mod menneskeheden. Behøver vi virkelig at vente på en gentagelse af begivenhederne i Hiroshima, før vi tager fat på denne omfattende, langsommelige opgave?

Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Læs om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i Information i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her