Læsetid: 3 min.

Koldkrigscenter åbner for flere navne-sager

Bestyrelsesformanden for Forsvarsakademiets nye centerfor koldkrigsforskning er ikke bange for at offentliggøre flere navne i forbindelse med centerets kommende forskning. SF betegner sagen om spionanklager som 'dybt betænkelig'. V og DF afviser kritikken
16. januar 2007

Manden, der har ansat den kommende forskningschef i det nye koldkrigscenter, ryster ikke på hånden, selv om professor Bent Jensens seneste spionanklager mod journalist Jørgen Dragsdahl har vakt harme blandt politikere og i forskerverdenen. Tværtimod mener Knud Larsen, at ansættelsen af Bent Jensen som forskningschef er et helt rigtigt valg, selv om hans person skiller vandene.

Bent Jensen er for alvor kommet i fokus, efter han i Jyllands-Posten søndag anklager den tidligere Information-journalist Jørgen Dragsdahl for at have været agent for Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB i 1970'erne og 80'erne. Historieprofessoren baserer sine anklager på en række dokumenter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), som han har haft adgang til i forbindelse med sin forskning i Den Kolde Krig. Og selvom bestyrelsesformand Knud Larsen betoner, at Bent Jensen først tiltræder i stillingen den 1. februar, så er han ikke bange for, at centret kommer til at offentliggøre flere navne i forbindelse med den kommende forskning.

- Som bestyrelsesformand er det dig, der har haft ansvaret for ansættelsen af Bent Jensen. Er det i orden at udgive navne - herunder om folk har været spioner - i centrets kommende arbejde?

"Der er jo ingen, der er i tvivl om, at Aksel Larsen i hans sidste leveår havde en tilknytning til den amerikanske efterretningstjeneste. Når man kommer tæt på personer, så kan det være vanskeligt at fortie. Hvis der er en klar dokumentation for, at der er nogen, der har lavet spionage, så kan det altså være svært at komme uden om," siger Knud Larsen.

-Du tager altså ikke afstand fra, at Bent Jensen har skrevet om en person, som han anklager for spionage?

"Det kan man som historiker bestemt ikke tage afstand fra. Hvis det er en kendsgerning, at Jørgen Dragsdahl har lavet agentvirksomhed, så er det jo en del af virkeligheden."

Knud Larsen vil derfor heller ikke afvise, at der dukker flere personfølsomme sager op i centrets kommende forskning.

"Når man dykker ned i arkiverne, så kan man jo ikke undgå at støde på navne og personer. Sådan er det," siger han.

Tillid til Bent Jensen

Knud Larsen understreger dog, at centret endnu ikke har fastlagt forskningens konkrete rammer. Når Bent Jensen tiltræder den 1. februar, skal der udarbejdes en forskningsplan for centrets virksomhed, som bestyrelsen skal godkende. Omvendt gør bestyrelsesformanden det klart, at Dragsdahl-sagen ikke har ændret hans holdning til Bent Jensen.

"Når man ansætter en person til at lede forskningen, så må man jo se på, hvem manden er. Som historiker er Bent Jensen velanskrevet, og han er en meget produktiv person. Der kan ikke være nogen tvivl om hans kvalifikationer. Så kan du spørge, om hans forskning er debatskabende. Det er den, men det er først og fremmest hans faglige kvalifikationer, vi har ansat ham på."

- Men er det uheldigt, at hans person er kommet så meget i vælten her 14 dage før centret starter?

"Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare på. Når Bent Jensen er så interessant, så er det jo fordi, han beskæftiger sig med samtidshistorie - herunder øst-vest-problematikken. Derfor er folk enten uenige eller enige med Bent Jensen af politiske grunde. Det er en del af vilkårene for at drive samtidshistorie," siger han.

Skidt optakt til centerstart

Flere oppositionspolitikere har allerede nu peget på, at Dragsdahl-sagen er en skidt optakt til koldkrigscentrets arbejde. SF's Anne Grete Holmsgaard kalder det 'dybt betænkelig', at regeringen bøjer sig for et krav fra DF, som har ønsket pengene til koldkrigsforskningen øremærket til formålet, og at man dermed et gået uden om de traditionelle forskningsråd.

"Bent Jensen er en politisk bestilling. Ved ikke at sende opgaven ud i konkurrence, devaluerer man forskningen og dens troværdighed," siger hun.

Men fra såvel regeringen som DF afvises kritikken.

"Tværtimod. Det er en lynstart," mener DF's Jesper Langballe, mens Venstres forskningsordfører, Torsten Schack Petersen betoner, at en forsker også helst skal bidrage til samfundsdebatten.

"Og noget forskning er mere kontroversielt end andet. I forhold til diskussionen om, hvorvidt retningslinjerne er overtrådt skal det afklares. Når der bliver rejst en diskussion om regler, bør vi have en status på, om det spiller," siger han og understreger, at enhver er uskyldig til det modsatte er bevist.

At andre koldkrigshistorikere har kritiseret Bent Jensen er kun godt for debatten, mener konservatives forskningsordfører, Charlotte Dyremose.

"Og det mest upassende ville være, hvis jeg som politiker blander mig i Bent Jensens forskningsresultater," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her