Den britiske musiker, Dave Holland, er en af jazzens væsentligste bassister siden 1970, og i de senere år har han været en succesfuld orkesterleder for et spektakulært 'working band', som med kun få udskiftninger har været det samme i ni år.
Dave Holland Quintet er med andre ord dybt sammenspillet og ikke uden grund højt respekteret for sin moderne akustiske jazz. Gruppens musik er bl.a. kendetegnet ved et usædvanligt intensitetsniveau med de to blæsere i front, Robin Eubanks (basun) og Chris Potter (saxofoner), den egensindige Steve Nelson (vibrafon) som akkompagnatør og solistisk joker, Holland selv på bas og - som ny mand - Nate Smith (trommer), der også er at finde i Chris Potters for tiden brandfarlige kvartet.
Selv om den indledende komposition "Ebb and Flow" var ny, genkendte man straks lyden og metoden, som gruppen har dyrket siden debutpladen, Points of View (1998): et højspændt rytmisk drive fra rytmegruppen med Holland som sikkert ankerpunkt, Nelsons abstrakte vibrafonspil og blæsernes frit udfoldede soli eller udvekslinger op imod hinanden som kaglende, legende fugle.
Lugten af demonstration
Men allerede her viste det første advarselstegn sig. Eubanks' hårdt satsede basunsolo var alt for lang og ikke specielt organisk i sin springende, motiviske søgen. Eubanks er dygtig, men solistisk kan han ikke honorere at blive sluppet løs gang på gang på frihjul. Og tendensen til bare at give los fulgte gruppen op resten af aftenen med et spil, voldsomt påtrængende i energi og ambition, men også løst og vildt i koderne på en måde, der lugtede af demonstration.
Det blev udstillet ved Chris Potters første og mest medrivende solo i den effektfulde "Full Circle". Potter byggede sin solo op fra bunden med blues-agtige statements over rytmegruppens spændingsladede ostinat. Trut og riffs blev til fraser og løb, der steg og blev til heftige saxofonskrig, splittoner og kaskader, som næppe kunne tolkes anderledes end som en ekstatisk hilsen til John Coltrane.
En fantastisk solo, og sådan er Potter en ny mester, der kan det hele og tilmed har sin egen personlighed og en rigdom af ideer i hornet. Og så grænsede det alligevel op ad magtdemonstration frem for indre nødvendighed.
Musikalsk drillenisse
En vigtig brik i orkestret var Steve Nelson, der nok i sine soli havde rigelig travlt med kromatiske løb, men som ikke desto mindre er så original, at ingen vibrafonister ligner ham. Nelson, sort og gråskægget, ligner, hvad han er: en musikalsk drillenisse med en abstrakt harmonisans og aparte solistisk praksis, der bringer ham i familie med Thelonious Monk.
I nævnte "Full Circle" spillede han (næsten for) konsekvent op imod grundpulsen og skabte nye, skævt harmoniske mønstre.
Det samme gentog sig med endnu større effekt i "Easy Did It", hvor han frem for at spille i den definerede rytme og melodiske struktur spillede rundt om den, og frembragte fornyet spænding og humoristisk interesse om musikken. Og han kunne med fordel have øget denne effekt til det maksimale, hvis han i højere grad havde benyttet sig af pausens styrke i sit lidt for overlæssede spil.
Formålsløst cirklende
Det bringer os til trommeslager Nate Smith, der aftenen igennem var en potent, kraftfuld, storsvedende arbejdsmand, der bar de solistiske og kollektive kraftudfoldelser frem med dynamisk sans og timing. Men heller ikke han kunne undslå sig ensidigheden i sit knaldhårde, distinkte spil.
Er jeg et utaknemmeligt skarn i min vurdering af denne supergruppe? Tro mig, det var næppe til at kapere til sidst, da orkestret i "Metamorphos" blev ved at læsse kul på kedlerne, hvor Eubanks' basunsoli forekom uendelig, formålsløst cirklende og huggende, og hvor lyd, beat, band nedsmeltede i et kollektivt overkill. Dobbelt-cd'en Extended Play - Live At Birdland (2003) virkede ellers som en kraftfuld opsamling og afslutning på en æra for Hollands kvintet.
Dér burde det nok have stoppet.
Dave Holland Quintet, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag
