Læsetid: 3 min.

Kollision med Kina

5. april 2001

KRISEN MELLEM Kina og USA omkring det amerikanske spionfly, der i weekenden måtte nødlande på den sydkinesiske ø Hainan, spidser til. Kinas præsident, Jiang Zemin, kræver en officiel amerikansk undskyldning for sammenstødet mellem spionflyet og det kinesiske jagerfly. Det nægter den amerikanske præsident, George W. Bush, og kræver i stedet, at Kina omgående lader de 24 besætningsmedlemmer vende hjem og samtidig leverer flyet tilbage – i uberørt stand, tak! Det har kineserne tilsyneladende ingen planer om lige nu, og alt tyder på, at de er godt i gang med at aftvinge det avancerede fly alle dets hemmeligheder.
Imens rumler den nationalistiske vrede i Kina. »Er I klar venner, det her betyder krig!« og »Kina har alt for ofte og for længe givet efter, nu er det på tide at sige ’nej’ til USA,« lyder nogle af de anti-amerikanske udbrud på Internettet. I går blev de første demonstranter set i nærheden af den amerikanske ambassadørs bolig i Beijing, men de blev i tide standset af politiet. Så indtil videre lader det til, at den kinesiske ledelse ikke vil tillade protester som dem, der fandt sted i 1999 efter NATO’s bombning af Kinas ambassade i Beograd. Men spørgsmålet er, om protesterne kommer, og i det hele taget hvor langt krisen får lov til at udvikle sig?

FLYKRISEN KOMMER på et skidt tidspunkt for begge parter, og sammenstødet i Det Sydkinesiske Hav kan næsten ses som symbol på, at Kina og USA på det seneste har bevæget sig i en forkert retning og nu er på kollisionskurs.
Præsident Bush har kun siddet få måneder i sadlen og har derfor endnu ikke formuleret en klar Kina-
politik, men antydet, at den vil blive hårdere end Bill Clintons. Kina vil blive behandlet som en strategisk konkurrent og ikke som en partner, hedder det. Samtidig pusler forsvarsminister Donald Rumsfeld ifølge rapporterne med planer om at omdirigere det amerikanske militærs fokus fra Europa og Rusland til Asien og især Kina. Det bliver ikke sagt direkte, men antydet, at set med republikanske øjne vil Kina blive USA’s største udfordring, ja måske endda fjende, i de næste år.
Dertil kommer, at Bush i løbet af de kommende uger skal træffe sin hidtil vigtigste udenrigspolitiske beslutning, når han skal afgøre, om Taiwan skal have lov til at købe amerikansk militært udstyr. Her er det især det avancerede Aegis-radarsystem, der er i centrum, fordi Kina frygter, at det vil være første skridt i retning af et lokalt raketskjold i Østasien, som vil sætte landets kort- og mellemdistance-raketter ud af spillet om Taiwan. Kina betragter Taiwan som en oprørsprovins, der under dække af et raketskjold omgående vil erklære sig uafhængigt – med støtte fra USA, frygter Kina.

DET ER SET før, at når Kinas ledelse føler sig usikker på forholdet til USA, opfører den sig som ’klassens uartige dreng’. Det skete i første del af Clintons præsidentperiode, og det sker nu igen.
Kina har strammet kursen over for politiske modstandere og har på det seneste anholdt to kinesiske akademikere, der begge har tilknytning til USA. Gao Zhan, der er sociolog med permanent opholdstilladelse i USA, har været tilbageholdt siden februar og anklages for at være amerikansk spion. I sidste uge kom det frem, at Kina har tilbageholdt endnu en akademiker, Li Shaomin, der er amerikansk statsborger og ansat ved et universitet i Hong Kong. Sagerne hænger utvivlsomt sammen med det spændte forhold til USA og er et uskønt eksempel på, at Kinas ledere ikke holder sig tilbage for at tage gidsler, når de har brug for at have noget at handle med. Og samtidig som klassens uartige dreng nærmest trygle om at få opmærksomhed.
Og nu har Kina så fået endnu et kort på hånden. Et superavanceret amerikansk spionfly, der ifølge rapporterne er i stand til at registrere det meste i Kina, herunder når der skyldes ud i toilettet i militærets hovedkvarterer. Der er vel ikke så meget at sige til, at kineserne benytter lejligheden til at studere flyet nærmere – USA ville gøre det samme, hvis et kinesisk fly faldt ned på amerikansk område. Men derefter bør Kina heller ikke trække den længere, ligesom USA gør klogt i at håndtere sagen med diplomatisk snilde. Når det kommer til stykket, har ingen af parterne interesse i at sagen udvikler sig til en alvorlig krise. Det vil kun føre til flere sammenstød.

veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu