Helmut Kohl er ofte blevet beskyldt for at "mangle visioner". Men det kan også betragtes som en betryggende egenskab. Nogle vil mene - ved et tilbageblik på det 20. århundrede - at en politisk solidt forankret leder af et samlet Tyskland helst ikke skal udmærke sig ved for store "visioner". Kohls er beskedne og først og fremmest fredelige, ikke offensive, men defensive. Tysklands genforening var ikke hans vision, men en chance han greb med politisk talent og robust statsmandskunst. Den eneste vision, der hefter stærkt ved navnet Kohl, er Europas forening, og det er - typisk for Kohl - alt andet end en original ide, ikke hans opfindelse.
Kohls genialitet er meget diskret, men den er der: Europas forening er for ham ikke bare et mål i sig selv, med alle de formodede fordele man kan lægge i det, men et middel til at binde Tyskland, skabe tillid til Tyskland. Til at beskytte omverdenen mod Tyskland - og Tyskland mod sig selv.
Netop nu har Kohl slået den varighedsrekord, der blev sat af hans fjerne forgænger og erklærede forbillede Konrad Adenauer, og det er en anledning til at gøre status. Hvordan er Tysklands tilstand ved denne milepæl, og hvad kan man vente af de kommende års Tyskland - måske under Kohls ledelse, måske ikke? De to muligheder kan betragtes som potentielt vidt forskellige, fordi Kohl ofte opfattes som "garanten" (somme tider underforstået: den eneste) for det fredelige, loyale, euro-forankrede Tyskland vi kender i dag. Det må slås fast, at et andet, et truende eller farligt Tyskland, ikke skimtes på horisonten. Men Kohls autoritet og hans lange regime uden effektiv opposition eller modvægt inden for regeringsflertallet virker så altoverskyggende, at det kan skabe en vis usikkerhed om kontinuiteten efter Kohl.
Tilfældet vil, at Kohls varighedsrekord fejres på et tidspunkt, hvor Tyskland befinder sig i en periode præget af usikkerhed, til en vis grad opbrud. Den tyske sociale model, der har kendetegnet Forbundsrepublikken siden grundlæggelsen, står for skud som følge af budgetstramninger. Kohl er en centrum-højrepolitiker, der gennem årene har bekendt sig til den sociale model og bekæmpet de mere højreorienterede strømninger i CDU-CSU og blandt arbejdsgiverne - strømninger, der er meget højrøstede i dag. Kohls forgænger, Helmut Schmidt, hævdede i en uhyre pessimistisk bog for få år siden, at det tyske samfundssind og den traditionelle solidaritet var på hastigt tilbagetog, egoismen på fremmarch.
Den forbilledlige tyske velfærdsstat, som er en uadskillelig del af den gamle vesttyske Forbundsrepubliks image - og givetvis en af nøglerne til dens blændende økonomiske performance - beskæres mærkbart. Samtidig trues den berømte tyske konsensus og kompromis-tradition af sammenbrud. På den ene side risikerer man en radikalisering af fagbevægelsen, på den anden side trues regeringskoalitionens fortsatte eksistens af det liberale parti FDP's utålmodige krav om skattenedsættelser (efter forhøjelserne som følge af genforeningens omkostninger). Dette krav betyder et pres for yderligere nedskæring af statsudgifterne i en situation, hvor underskudets begrænsning har topprioritet af hensyn til Maastricht-traktatens betingelser for den kommende europæiske møntunion (ØMU).
Som for at gøre ondt værre har de højt respekterede tyske konjunkturinstitutter netop konstateret, at Tyskland ifølge de nuværende beregninger ikke kan opfylde Maastricht-kriterierne, i hvert fald ikke begrænsningen af underskudet til 3 pct. Samtidig med næsten daglige politiske forsikringer om, at ØMU'en kører på skinner, kommer der både i Tyskland og Frankrig økonomiske indikationer i modsat retning, mens social uro og frygt skaber tvivl om holdbarheden af en køreplan, der kræver fortsat livremspolitik, skaber arbejdsløshed og foruroligende deflationstendenser. Hermed antydes, at selv den europæiske kerne, der skulle være den solideste del af Kohls politiske kapital, er truet.
Tilbage bliver, at så længe Tyskland følger Kohls lederskab, er der ikke grund til panik i omverdenen. Han personificerer ikke alene med sit enorme korpus en geopolitisk og økonomisk sværvægter, men med sin rolige og godmodige karakter et Tyskland, der er i slående kontrast til tidligere tiders skræmmebilleder. Frygten for nationalisme og Sonderweg efter genforeningen er foreløbig blevet gjort til skamme (dette problem gælder måske snarere Chiracs Frankrig...). Eventyrpolitik mod øst og Mitteleuropa har man ikke set noget til, men nok en økonomisk og kommerciel offensiv, som var til at forudse, en stærk rolle i den tidligere Sovjetblok og et aktivt diplomatisk forhold til Moskva. Kohls Tyskland er USA's favorit - udpeget af Bush og af Clinton som den egentlige samtalepartner i Europa - og der er ikke tvivl om Tysklands fortsatte atlantiske orientering. Herudover fornægter Tyskland sig ikke, i dag som for 100 år siden, som den store handelsmagt med en glubende appetit på verdensmarkedet. Der er militarismen til forskel - den er "out" i dag, og man må bønfalde tyskerne, før de bare sender soldater ud i fredsbevarende opgaver. Denne materialistiske stormagt synes blottet for ideologi, endda for idealisme, og man kan måske indvende mod den runde og altfavnende Kohl, at han heller ikke er nøjeregnende med at trykke diktatorer i hænderne, være sig i Kina eller Indonesien.
Siden 1871 har man oplevet det samlede Tyskland i flere versioner, ret så forskellige. Kohls version er langt den bedste. Den har gode chancer for at runde år 2000 - med Kohl som den første tyske kansler siden Hitler, der regerer fra Berlin. Tilbage er stadig spørgsmålet om, hvilket Tyskland man får efter Kohl - det vil måske ikke vedblive med at være et kæmpe-Schweiz. Men barometret i dag giver ikke ligefrem grund til frygt. Keine Angst!
B.V. (Børge Visby)
