Læsetid: 5 min.

'Kom nu ind i kampen!'

'Nu har vi samlet bolden op og driblet lidt med den i et par år, men er der ikke nogen, der vil spille med, lader vi den ligge,' fastslår gallerist Wallner og byplanlægger Weiss. Mens de puster nyt liv i den gamle drøm om en kunsthal i hovedstaden, efterlyser de andre medspillere i kulturlivet end Realdania og Maersk
22. januar 2007

De har kun fået klap på skulderen. Alle, de har mødt, har været begejstrede. Ja, ikke meget andet. Og nu er de ved at være trætte af det.

Da de for et år siden offentliggjorde, hvad de havde arbejdet på i et par år ved siden af deres daglige gøremål, vejrede folk i den danske kunstverden endelig morgenluft.

En gammel drøm ville måske snart gå i opfyldelse. Danmarks engang yngste og 10 år senere vigtigste gallerist, Nicolai Wallner, havde sammen med partner i tegnestuen Effekt og nyslået guldløvevinder ved arkitekturbiennalen i Venedig, Kristoffer Weiss, udarbejdet en plan for en 'rigtig kunsthal' i København.

"Alle har sagt: Det er en fantastisk idé!" forklarer Wallner, der i fin form tager imod sin partner Weiss og Informations udsendte i galleriet på Islands Brygge. Dernæst lufter han sit mismod:

"Og så er der ellers ikke sket noget. Vi har tværtimod lært meget om det politiske spil. Politik handler ikke meget om visioner. Politik handler om fokusgrupper: Hvad mener de på Nørrebro, hvad mener pensionisterne, hvad mener den ene og den anden," siger Wallner og fortsætter:

"Vi har fået at vide af de politikere, som vi har talt med, at vi konkurrerer med alle disse parter. Og så har man bedt os om at tale med dem. Men vi lever da i et repræsentativt demokrati. Det er da politikerne selv, der har magten. Men her har man en fornemmelse af, at de ikke har modet. Så snart de får magten, bliver de bange for den," fremturer Wallner.

"Det, vi har brug for, er en dansk Mitterrand. Èn der siger: 'Nu bygger vi sgu' den her kube!'"

Wallner vikler sig ud af spekulationerne over politikeren af i dag og fortæller, hvorfor situationen er så frustrerende. Som han forklarer, har de opbakning "fra græsrodsniveau hele vejen til toppen".

En alt for gammel idé

I kunstlivet har man - som de to initiativtagere lader forstå mange gange i løbet af interviewet - "i måske 20 år" talt om, at København mangler en kunsthal. Der er med andre ord intet nyt i idéen.

"Det er ikke os, der har fundet på det," påminder Weiss ironisk, tilsyneladende forstyrret over, at ønsket stadig har nyhedsværdi: "Vi har blot taget initiativet."

Senest kunne man i den nys udgivne Ny dansk kunst læse rektor på det københavnske kunstakademi, Mikkel Boghs holdning til udstillingsmulighederne i landet:

"Vi mangler helt klart en stor og professionelt drevet kunsthal - ikke mindst i København."

Bogh mener både, at det ville gavne samtidskunsten og museerne. Weiss og Wallner er enige.

Måske hører man ofte, at Danmark er det land i verden, hvor der er flest museer per indbygger.

Det har såmænd bare intet med sagen at gøre. En kunsthal er nemlig noget helt andet.

"Det er ligesom forskellen mellem Mungo Park og Det Kongelige Teater!" udbryder Wallner, stopper op og tager en dyb indånding:

"En kunsthal viser for det første kun samtidskunst. Museerne i Danmark, der viser samtidskunst, viser jo også moderne kunst. 'Museum for moderne kunst' hedder Louisiana og Arken jo. Men det gør en kunsthal ikke. Moderne kunst og samtidskunst er to forskellige ting. I udlandet skelner man mellem moderne kunst og så kunst lavet siden 60'erne og 70'erne."

"For det andet har et museum en samling. Det har en kunsthal ikke nødvendigvis. Kunsthallen har altså en mere dynamisk karakter. Her er man ikke forpligtet på samme vis. Udstillingerne er ikke nødvendigvis planlagt tre år i forvejen. Det bliver mere friskt," siger Wallner.

Enighed om peanuts

Det er ikke en kritik af mu-seerne. For Wallner forvisser om, at såvel direktør på Louisiana, Poul Erik Tøjner, som direktør på Arken, Christian Gether, netop efterlyser en kunsthal.

Politikerne er såmænd heller ikke uenige. Københavns kulturborgmester, Martin Geertsen (V), er begejstret for projektet, og Kulturminister Brian Mikkelsen vil støtte det. Han har bevilget 250.000 kroner til driften over en periode på fem år.

"Det er en tyvendedel af budgettet. Det er jo det samme beløb, Louise Freverts bådbygger fik fra samme kasse," anfører Wallner.

"Selv de fem millioner, vi efterlyser, er peanuts," siger Weiss og tager over: "Det er jo ikke en multihal til sport, vi foreslår! Det er med andre ord en kulturpolitisk prioritering og ikke en uoverkommelig udgift, der forsinker projektet. Selvom byggeriet koster 60 millioner, kan de penge findes. Hvad vi mangler, er penge til driften."

De tal, som Weiss og Wallner henviser til, stammer fra en undersøgelse, som Rambøll Management har indvilget i at udfærdige. Den er bl.a. baseret på erfaringer fra udenlandske kunsthaller.

Initiativtagerne nævner, at projektet skal have internationalt snit. I øjeblikket, hvor dansk samtidskunst nyder stor succes i udlandet, ser de muligheder for at sikre en mere umiddelbar dialog med, hvad der sker på den anden siden af grænsen.

Wallner erindrer, hvordan kvarteret på Islands Brygge har ændret sig, siden han og nogle andre gallerister rykkede derud. I dag sælges lejligheder her som ejendomme i 'gallerikvarteret', tilføjer Weiss. Kunst skal med andre ord tænkes ind i byplanlægningen.

"Alt er dobbelt-tjekket med Rambøll. Vi er ikke bare feset ud og har foreslået noget. Vi er dækket ind. I forhold til økonomi og besøgende vil det fungere," siger Weiss.

"Det kunne såmænd blot være fire vægge i beton med et hul som indgang i en af dem," foreslår de. Bygges skal der i hvert fald.

Passer ikke til kunsten

Nok er der udstillingssteder i København, der ligner kunsthaller, men de er ikke egnede. Wallner gennemgår dem én for én:

"Det, vi foreslår, er en kunsthal med en tidssvarende arkitektur. Vi har disse 'skaller', men arkitekturen passer ikke til kunsten."

"Nikolaj Kirke, der kalder sig en kunsthal, er en kirke. Charlottenborg, der er god til skulptur, har et flot lysindfald og virker til maleri, men fungerer ikke til installation o.s.v. Endelig er der Kunstforeningen, en stor smuk herskabslejlighed med mange begrænsninger. Man har et seriøst og spændende program, men stedet egner sig bedst til maleri," mener Wallner.

Wallner og Weiss understreger, at de ikke fortsat vil bruge deres fritid på projektet, hvis signalpolitik ikke afløses af handling.

"Nu har vi samlet bolden op og driblet lidt med den i et par år, men hvis der ikke er nogen, der gider at spille med, så lader vi den ligge," lover Wallner og påbegynder igen spekulationer over politikerens natur - eller alternativet.

"Man taler om demokratisk underskud, når Maersk og Realdania sætter kulturel dagsorden. Men i så tilfælde vil jeg hellere have demokratisk underskud end visionsløs parlamentarisme," lyder konklusionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her