Topskat, bundskat eller bare plat og krone? Forenlediget af den verserende skattesnak vil jeg gerne udbringe en skålfuld slag i bolledejen. Det kan næppe kaldes egentlige tæsk, det beklager jeg meget. Det må nok kaldes upræcise slag, og det beklager jeg også, upræcisionen altså - men kan det virkelig være rigtigt, at vi skal betragte økonomien som en naturkraft? Kan det være rigtigt, at vi kun kan stille spørgsmålet: hvad er fremmende for samfundsøkonomien - og at vi ikke længere kan stille os det klassiske aristoteliske og mere fundamentalt politiske spørgsmål: Hvad er det gode liv?
For en uges tid siden kunne man læse et interview med Charlotte Dyremose, som kaldte enhver tale om at lette skatten på først tjente krone for populisme. Det er skattelettelser på topskatten der skal til, for det her drejer sig ikke om fru Hansen eller fru Jensen, tror jeg, devisen lød. Det er sandsynligt at identifikationen med økonomien er lykkedes til fulde for Charlotte Dyremose, men kære Dyremose, gør det mere rigtigt? Hvad er de forfærdende konsekvenser af at sænke skatten for alle i modsætning til kun at sænke topskatten (hvis vi overhovedet skal have skattelettelser altså)? Det fantastiske ved at sænke topskatten skulle angiveligt være, at det skaber flere arbejdspladser. Men på det seneste har jeg adskillige gange - fra samfundsøkonomer - hørt den lave arbejdsløshed omtalt som et problem, forårsagende overophedning i økonomien. I radioen hørte jeg for ikke så længe siden Cepos' økonomer relancere den famøse ulighedsteori, som en vis minister sidste sensommer fik så mange tæsk for - denne gang uden det mindste pip til genmæle. For hvem orker at bede floden om at blive i sin seng, hvem gider at blive ved med at bede stormen om at lægge sig. Nej vel? Når ting, der rent faktisk er menneskeskabte, hypostaseres til naturlov på den måde, så er det svært at tale om andet end afgudsdyrkelse, i dette tilfælde en evindelig dans om den gyldne, ungdommelige røv, som vores del af verden tilbeder så entusiastisk.
Økonomien som naturlov
Jeg er ikke klog på samfundsøkonomi. Jeg er givet vis det som Dyremose og flere samfundsøkonomer ville kalde politisk umoden. Til gengæld kunne jeg vel nok med et vist belæg hævde, at metaforer - og konsekvenserne af dem - er et af mine områder. Og hvis vi nu tager metaforikken på ordet, hvis vi nu forestiller os, at vi i økonomien har at gøre med en naturkraft, burde vi så ikke, som mennesket altid har gjort, forsøge at beherske den i stedet for at underlægge os den? Det forekommer mig, at det må være sigende, når Dyremose mener, at skattelettelser skal være godt for samfundsøkonomien og ikke for samfundet slet og ret. Kunne det måske være, at det ikke var mig, men den herskende retorik på området, der befandt sig på et lidt tilbagestående naturromantisk stade?
Det kan se ud som om, mennesket har brug for noget der er større end det selv. Det er gang på gang lykkedes os at opfinde fyldestgørende instanser til dette formål. Det er ikke, fordi jeg forestiller mig, at dette bare er tilnærmelsesvist en nyhed, men så meget des mere fortvivlende er det, at vi år ud og år ind må blive ved med at finde os i at høre økonomien fremstillet som en naturkraft og lovene for dens udvikling og indvikling omtalt som uafvendelige naturlove. Modsat tilfældet Gud er der rent faktisk intet belæg for at antage, at penge har nogen som helst anden oprindelse end mennesket - har jeg ret? Økonomien er blevet os en ny grund at gå på og en ny himmel for vore hoveder, og er det sundt for tanken? Jeg spørger bare.
