Læsetid: 5 min.

Komik og filosofi deler dna

Åndelig sandhed og komik hænger uløseligt sammen, mener filminstruktøren og buddhisten David O. Russell der er aktuel med den eksistentielle screwball-komedie, 'I Heart Huckabees'
22. juli 2005

At David O. Russell ikke er nogen helt almindelig mand, havde jeg allerede en idé om på forhånd. Den 46-årige amerikanske instruktør er berygtet for sin aparte måde at instruere på - han kan godt lide at skabe kaos og råbe obskøniteter efter skuespillerne - og selv om nogle skuespillere synes, at det er okay, f.eks. Lily Tomlin og Dustin Hoffman, så blev Russell uvenner med George Clooney under optagelserne til det originale golfkrigsactiondrama Three Kings (1999).

"Det er for at holde liv i tingene," siger Russell, da jeg møder ham til et interview om hans seneste film, den eksistentielle screwball-komedie I Heart Huckabees. Interviewet foregår på et dyrt hotel midt i London, hvor Russell ikke rigtig passer ind med sine sneakers, lyse jakkesæt og viltre, halvlange hår.

"Ellers bliver det så kedeligt. Man sidder bare der og venter på, at tingene bliver gjort klar, og man begynder at føle sig død, og energien forsvinder. Specielt på en film som denne. Alle skud er planlagt, og manuskriptet er meget gennemarbejdet. Men jeg vil gerne føle mig fri, og jeg vil gerne have, at skuespillerne føler sig fri. Deres karakterer er mennesker, som forfølger ting uden at tage hensyn til konventioner, og det er mine favoritmennesker, og derfor må de ikke være så bevidste omkring det. Hvis jeg danser og snakker og laver ballade og går ind foran kameraet, mens det kører, så glemmer de kameraet, det er ikke så vigtig en ting, og de er mere naturlige og afslappede."

Zen under optagelserne

Russell forklarer, at han godt kan lide at holde sine skuespillere på usikker grund, og at man med spontanitet opnår friskhed.

"Denne film handler om zen, og jeg forsøgte at praktisere zen under optagelserne. Zen forsøger altid at skubbe én ud på dybt vand, uden for det komfortable. Og filmens karakterer, de eksistentielle detektiver, kunne finde på at gøre det gentagne gange, helt og aldeles dekonstruere ens ego på hvilket som helst tidspunkt. De rammer aldrig én, når man forventer det. Ligesom da jeg ankom til London... har jeg fortalt om min chauffør?"

Det er den 5. november 2004, tre dage efter at John Kerry tabte det amerikanske præsidentvalg til George Bush, og det huer bestemt ikke Russell, der er Kerry-tilhænger. Da han steg ombord på flyveren i USA, stod Kerry til at vinde. Da han stod af i London, havde Kerry tabt.

"Jeg ankommer til lufthavnen og er oprørt, fordi Kerry har tabt" siger Russell.

"Jeg stiger ind i en bil, og min chauffør er Bush-tilhænger fra Brooklyn. Det er for mig et af den slags tricks, som en eksistentiel detektiv ville bruge. 'Værsgo, hvad vil du nu gøre?' Det konfronterer mig med min egen forfængelighed og mine fordomme og det, jeg foretrækker. Det udfordrer mig til at være større end det, fordi min første reaktion var at sige, 'jeg har brug for en anden chauffør'."

"Jeg prøvede at bearbejde valget og følte, at jeg ikke havde mulighed for at tale privat i telefon og sige grimme ting om Bush. Men jeg sagde til mig selv, 'nej, jeg går imod det. Accepter ham, tal med ham, vær et menneske over for ham. Du må håndtere det faktum, at dit ego ikke fik, hvad det ville have. George Bush vandt'. Det kan bruges på en god måde til at skabe ikke-konfronterende energi. Det er ikke ham, der er problemet, det er mig. Hvis jeg ikke kan lide noget, så er det mit problem."

"Jeg har to muligheder: Enten kan jeg opføre mig som en diva, kræve en ny chauffør og aldrig tale med ham igen. Eller også kan jeg tale med ham, næsten blive venner med ham, og måske vil det påvirke ham på længere sigt. Og for at gøre det, er jeg nødt til at komme ud over mig selv, glemme min stolthed. Vi har alle brug for et ego, ellers kan vi ikke fungere. Men hvis vi tror, at det er det eneste, der tæller, så går vi glip af meget."

To åndelige linjer

David O. Russell er ikke en mand, der taler for bare at tale. Den praktiserende buddhist har virkelig noget på hjerte, og hans tidligere film, det humoristiske coming of age-incest-drama Spanking the Monkey (1994), jagten på sine rødder-farcen Flirting with Disaster (1996) og Three Kings fortæller alle usædvanlige og politisk og menneskeligt dybe historier ved at tage velkendte genrerammer og vende dem på hovedet.

Det samme gør den delvist selvbiografiske I Heart Huckabees - hovedpersonen Albert er instruktørens alter ego - hvori Russell forsøger at kombinere sin interesse for åndelighed og metafysik med sit syn på amerikansk politik og ikke mindst George Bush og hans tilhængere. Filmen er blandt andet inspireret af Russells samtaler med Robert Thurman, Umas far, ekspert i tibetansk kultur og leder af religionsstudiet på Columbia University, og der refereres til alt fra Sartre og Kierkegaard til Nietzsche og buddhisme.

Det er ikke altid lige nemt at følge Russells tankegang, når han taler, men det er heller ikke kedeligt at lytte til ham: "De søgende i min film er meget anderledes end de søgende, som støtter George Bush," siger han.

"Der er to linjer, én, som går tilbage til inkvisitionen. Mine karakterer er dem, der ville blive brændt på bålet. Og Bushs er dem, der ville brænde dem på bålet. Det er to retninger af spiritualitet, som kæmper mod hinanden i dag. Jeg mener, at Bushs genvalg viser, at der er et reelt behov for åndelighed, men uheldigvis er magten i hænderne på folk, der ønsker vished og moralsk oprustning over for åbenhed og nysgerrighed. Det er en gammel konflikt, og det er tydeligt, at vores side er nødt til at tale sin sag mere overbevisende. Og den er altid sværere at sælge, hvor vished og moralsk oprustning er nemmere at sælge."

Komik og filosofi

Man kan måske undre sig lidt over, hvorfor David O. Russell ikke har valgt at lave et seriøst drama om de samme emner. Men for ham hænger komik og filosofi uløseligt sammen - og desuden morer det ham at lave komedier.

"Jeg synes, at den komiske side er det samme som den dybt filosofiske side. Forstår du, hvad jeg mener? Ligesom Magritte. Komikken og den åndelige sandhed deler den samme dna, de samme rødder. Hvorfor? Fordi hvad er komik? Det er, når man griner af et menneske, som prøver at bevare kontrollen, hvad enten det er Chaplin eller en anden. Man griner af dem, fordi man genkender sin egen manglende evne til at bevare kontrollen og dominere en situation. Komik og åndelig sandhed hiver begge tæppet væk under ens ego. Bushs åndelige sandhed lægger et tæppe under ens ego. Man har kontrollen og kender svarene, og derfor tiltaler det folk mere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu