Læsetid: 6 min.

De kommer hinanden ved

Tømmer shoppingcentre virkelig folks liv for indhold? Intellektuelles domme over shoppingcentre er for hårde, mener dagens kronikør i et forsøg på at rykke ved fasttømrede opfattelser. Han har interviewet 100 kunder i Field's
29. november 2005

"Det er hurtigt ind og hurtigt ud igen!," svarer en midaldrende mand, da jeg spørger, hvor længe han og konen normalt opholder sig i Field's, Skandinaviens største shoppingcenter. De står uden for Bilka OneStop ved siden af deres indkøbsvogn, som de har fyldt til randen med slagtilbud. De skal absolut ikke op og have noget at spise i Field's of Pleasure på shoppingcentrets øverste etage, men kvinden vil gerne lige ose lidt i tøjbutikkerne, hvilket manden modstræbende går med til.

Nogle vil formentlig nikke genkendende til denne opfattelse af et shoppingcenter, som kan være svære at undgå i denne forbrugs- og juletid. Beregnede til effektive og målrationelle indkøb, er shoppingcentre ikke rum, man går rundt og nyder for ens fornøjelses skyld. Og deres kommercielle arkitekturer er da også udskældt for at være kunstige og sterile totalmiljøer iscenesat i et kommercielt øjemed - nemlig at få folk til at lægge nogle penge.

Shoppingcentre mangler den autenticitet og oprindelighed, som hovedstadens hyggelige gader og stræder oser af. Traditionelle byrum som Strøget i Københavns centrum er en mere autentisk shoppingoplevelse end Field's - eller er det? Arkitekturkritikere og andre faglige smagsdommere har i hvert fald klare syn på sagen, selvom skønhed (eller mangel på samme) som bekendt afhænger af øjnene, der ser. Der er nemlig ikke nødvendigvis kun én måde at opleve arkitektur på. Det er, hvad en undersøgelse af ganske almindelige menneskers oplevelse af Field's tyder på.

Shoppingoplevelserne i Field's holder ikke rigtigt, kritiserede cand.mag. i moderne kultur Julie Holck i en kronik i dagbladet Politiken i april sidste år kort efter shoppingcentrets åbning. Begrundet i en analyse af Field's arkitektur, gik hendes kritik på, at sloganet 'Come Together' ikke holder, hvad det lover, da hun ikke mente, at der er rum for socialt samvær i centret - bl.a. mangler der siddepladser og andre rum for fri leg og fri hvile.

Kritikken af centrene

Julie Holck fik som oplægsholder på et symposium om shoppingarkitektur på Arkitektskolen i december sidste år lejlighed til at uddybe sine synspunkter. Her mente hun bl.a., at Field's arkitektur er et udtryk for en fysisk og mental indsnævring af den kulturelle horisont, og at den indoktrinerer befolkningen. 'Befolkningen' eller dem, man mere præcist kalder kunderne, behandlede Julie Holck som passive størrelser, der forføres, som hun skrev i sin kronik, og dermed (for)ledes i fristelse og fordærv.

Indholdet af Julie Holcks udsagn rimer på, hvad idehistoriker og professor på Arkitektskolen Carsten Thau tidligere har udtalt om Fisketorvet, Københavns andet store shoppingcenter. Dets arkitektur tømmer folks liv for indhold, sagde han i en montage på radioens P2 i juni 2002, hvorfor han mente, at de fører en slags søvngængertilværelse.

Jeg mener at Julie Holck og Carsten Thaus elitære bedømmelser vidner om, at de opererer med en forestilling om, at der skulle være et 1:1 forhold mellem den måde, hvorpå de henholdsvis selv og ganske almindelige mennesker oplever shoppingcentre. Som om der kun er en måde at opleve shoppingcentre på, udvider de deres etnocentriske analyser til at være almengyldige, selvom de rent faktisk har ganske situerede og partikulære blikke på shoppingcentrene. De glemmer her, at individer hver især har deres grunde til at shoppe i Field's eller et hvilket som helst andet shoppingcenter, og at måden, hvorpå individer henholdsvis oplever og tillægger det oplevede betydning, primært er en subjektiv proces.

Kundernes oplevelser

Hvordan mon kunderne egentlig oplever shoppingcentre? Drevet af nysgerrighed drog jeg så at sige i marken i Field's i december sidste år. Som input til min specialeskrivning var ideen at observere kundernes adfærd og spørge ind til deres oplevelse af centret. Jeg var i den forbindelse interesseret i kundernes umiddelbare og ureflekterede oplevelse, hvorfor min interviewmetode gik ud på at stille helt åbne spørgsmål, således at jeg ikke påduttede mine informanter (i alt godt 100 personer) mine forventninger til deres svar.

Field's bruges forskelligt i forskellige tidsrum og af forskellige kunder. Om formiddagen indtager mødregrupperne med barnevogne Field's. De bruger Field's som ramme om deres samvær, mens de er engagerede i en intens erfaringsudveksling igennem deres selvoptagne samtaler om deres fælles referencepunkter, nemlig deres babyer. Babyerne er for øvrigt de eneste, der minder om Carsten Thaus søvngængere, da de oftest sover trygt under opholdet i Field's.

Først på eftermiddagen angriber horder af teenagere Field's. Nogle af dem kommer hver dag, og ikke så få af dem bruger gerne tre til fem timer i Field's. De er på såkaldt identitetsarbejde, skaber kontakt til hinanden, flirter, dater - aktiviteter som måske ikke virker meningsfulde for en arkitekturprofessor der tilhører en noget ældre aldersgruppe, men bestemt opleves som sådan af teenagere.

Sidst på eftermiddagen invaderer en storfamilie af pakistansk oprindelse lænestolsmiljøet på Plan 1. De er omtrent 10 individer alt i alt - en far, en mor, to ældre kvinder, tre-fire teenagepiger, en femårig pige og to småbørn i klapvogn. De voksne sætter sig sammen med de mindste og snakken går livligt på pakistansk, mens teenagepigerne kommer tilbage til basen med godt 20 minutters mellemrum.

Da jeg spørger faderen om, hvilke butikker, det er, der trækker dem herud, svarer han overraskende: Der er ingenting, der trækker - selvom pigerne er vilde med at gå i butikker og sikkert køber nogle småting, så køber vi ikke tøj her men i specialforretninger - vores kvinder går jo ikke i sådan noget tøj, som de sælger her.

Hva' så med Bilka - trækker den? spørger jeg - "Vi har aldrig været i Bilka," svarer han og fortsætter, "for vi bor i et område med masser af muligheder for at købe dagligvarer. Vi tager herud for at være her - vi møder nemlig tit nogen, vi kender herude."

Modsat Julie Holcks forudsigelse stortrives det sociale samvær altså, ligesom det åbenbart ikke er alle kunder, der er lige nemme at imponere, for hendes snak om forførelse har rent faktisk svære kår. Og dog.

Teenagepigerne kommer tilbage med en gang pommefritter, som de har været oppe og købe på Plan 2. Faren går også et smut og kommer tilbage med sodavander fra centerkiosken. Hele familien spiser med, men forføres ikke til at købe 'hele pakken' - et besøg i de dyre restauranter på Plan 2 - men udvælger på deres egen og billigere måde take away, samt sodavand fra en kiosk, og indtager begge dele siddende i lænestolsmiljøet på Plan 1. Fuldstændig forførelse er der således ikke tale om. Familien går først efter, at de har hyggesnakket og spist i lænestolene i hen ved to timer.

Field's og Strøget

Der foregår altså meningsfulde aktiviteter i shoppingcentre, som man bør interessere sig for, når de virker attraktive på mange millioner brugere (det første år havde Field's 6.5 millioner kunder). Men disse bliver alt for ofte negligeret, for når alt kommer til alt, er Field's da ikke et udtryk for en homogenisering af vore byrum med USA - hvor shoppingcentret som bekendt stammer fra - som forbillede? Field's er med andre ord et eksempel på en kulturel ensretning, og sammenlignet hermed er Københavns bykerne vel trods alt en unik historisk lokalitet?

Udover at spørgsmålet om homogenisering igen afhænger af øjnene, der ser (her er det relevant at spørge om homogeniseringen opleves af brugerne i deres kropslige og umiddelbare brug af arkitekturen?), må spørgsmålet efter min mening være, om brugen af Københavns centrum adskiller sig væsentligt fra brugen af Field's. Hvis Strøget i Københavns centrum er et mere autentisk byrum, da må det alene være ved bygningernes ydre fremtræden, for Strøgets nok så historiske bygningers gennemkommercialiserede indretning og brug adskiller sig ikke væsentligt fra et shoppingcenter.

Men hvis man et øjeblik giver slip på den fasttømrede opfattelse af byen, kan man måske, snarere end Holck og Thau der taler om en indsnævring af den kulturelle horisont, spørge om den kvalitative oplevelse af shoppingarkitektur måske endda er en fysisk såvel som mental udvidelse af den kulturelle horisont?

Og er der i øvrigt egentlig ikke forholdsmæssigt flere siddepladser i Field's end på Strøget?

Christian Broen er cand.scient.soc. i geografi og dansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her