3. december 2005

'Fremtidens velfærd - vores valg'. Sådan lyder overskriften, når Velfærdskommissionen præsenterer sit længe ventede udspil på onsdag i næste uge. Udspillet vil indeholde en række store reformer, som kommissionens formand, Torben M. Andersen, ikke mener, at man kan komme uden om, hvis vi skal finansiere velfærdsordninger i fremtiden.

Men vil politikerne overhovedet lytte til kommissionens anbefalinger?

En analyse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen stiller kraftige spørgsmålstegn ved, om kommissionens forslag vil have gennemslagskraft, så de kan omsættes til politisk handling. Den økonomisk-fagligt meget stærke kommission har isoleret sig meget fra andre institutioner, at det kan blive nemt at ignorere dens tanker.

Omvendt har den truffet nogle afgørende valg, og har fastholdt sin uafhængighed af regeringen. En uafhængighed, der blev synlig, da fire af regeringens embedsfolk blev smidt ud af kommissionens arbejde.

Men uafhængighed er ikke nødvendigvis en fordel for kommissionen. Flere fremtrædende Venstrefolk har løbende kritiseret kommissionens arbejde, men det vender vi tilbage til.

Torsdag den 27. august 2003 var Bendt Bendtsens skæve smil endnu mere i øjenfaldende end normalt. Den konservative vicestatsminister havde fået en uventet sejr i hus hjemme i statsministerens bolig på Marienborg i Nordsjælland.

Sejren var nedsættelsen af en velfærdskommission, som skulle se på nødvendige reformer for at fremtidssikre den danske velfærdsstat.

Hvad flere centrale Venstreministre havde set som en tåbelig og unødvendig ide, var lige pludselig en del af regeringsgrundlaget.

Udover de to partiledere var kun de to ministres departementschefer til stede.

Ingen andre minister var med på råd. Heller ikke beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der indtil offentliggørelsen kun havde haft hovedrysten til overs for en kommission, der skulle se på velfærdsordningerne, når der i de kommende år bliver flere gamle og færre til at arbejde.

"Vi er i fuld gang med at gennemføre vores plan om at få 87.000 i arbejde inden 2010. Desværre er der lige nu et tilbageslag, men det vil rette sig allerede i 2004, mener vi. Der er ikke behov for en kommission," sagde Hjort en måned før Bendt Bendtsen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede kommissionen.

Andre signaler lød der fra konservative topfolk.

"Der er et klart behov for at gennemføre reformer i velfærdssystemet. Jo længere, der går, jo hårdere indgreb bliver det nødvendigt at tage i brug. Men jeg synes, vi er godt informerede om, hvor problemerne er. Imidlertid vil vi gerne støtte, at der bliver nedsat en kommission, hvis det kan være med til at sætte skub i den politiske beslutningsproces," sagde de konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller.

Uenigheden var til at tage at føle på mellem de to regeringspartier.
De Konservative ønskede man at få nedskrevet en række krav til velfærdsreformer i løbet af valgperioden. Når nu man ikke kunne komme igennem med skattelettelser, måtte næste skridt være reformer. Specielt efterlønnen så man skævt til i partiet. Hvis ikke ordningen skulle afskaffes helt, burde den være mere forsikringsorienteret og kun tildeles de folk, der havde brug for den. De nedslidte.

Men Bendt Bendtsens krav om velfærdsreformer i løbet af en valgperiode blev pure afvist af Anders Fogh Rasmussen, da forhandlingerne begyndte i august 2003.

I stedet begyndte de to partiformænd at arbejde på en mere langsigtet model. Kompromisset blev en uafhængig kommission, som lagde diskussionen om reformer død, indtil næste valg var overstået.

Ved præsentationen tilføjede Fogh endda, at han havde svært ved at se, at kommissionens forslag ikke ville blive vedtaget i et bredt samarbejde med Socialdemokraterne.

En bemærkning, som ikke alene betød vetoret til Socialdemokraterne. Statsministeren var også udmærket klar over, at kommissionens arbejde ikke kom uden om efterlønsordningen. En ordning som politikerne ikke ustraffet laver om på.

I 1998 var det daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, der kom på afveje. Med en økonoms øjne var der næppe en finger at sætte på Nyrups efterlønsindgreb, hvis formål først og fremmest var at tilskynde folk til at udsætte tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet.

Nyrups problem var imidlertid, at han i valgkampen, som han vandt med det yderste af neglene, havde garanteret, at efterlønsordningen ikke ville blive forringet. Men det blev den.

Et halvt år senere indgik Socialdemokraterne med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen et forlig med Venstre om en indiskutabel forringelse for kommende efterlønnere.

Befolkningen svarede igen og i de efterfølgende måneder var Socialdemokraterne nede under 20 procent i meningsmålinger. En historisk lav tilslutning, og Nyrup måtte ydmygende undskylde forløbet af efterlønssagen.

For Anders Fogh Rasmussen var en videreførelse fra valget i 2001 klar.

"Det vi lover før et valg, opfylder vi efter et valg". En klar kontraktpolitik med vælgerne, hvor befolkningen med statsministerens egne ord "kan sove trygt om natten, uden regeringen kommer som en tyv om natten."

Netop derfor var det vigtigt for Fogh at få Socialdemokraterne med i et bredt forlig. Venstre kunne ikke stå med forringelserne alene.

"Hvis Velfærdskommissionen lægger op til større reformer, og vi synes, det er fornuftigt, så kan det kun ske med et bredt flertal. Det giver befolkningen maksimal tryghed. Lad os sige det ligeud. Det er meget vanskeligt at forestille sig større reformer af velfærdssystemet gennemført uden Socialdemokratiet," sagde Fogh ved offentliggørelsen.

Pressen gik lidt hårdere til Bendt Bendtsen og spurgte, om han ikke var skuffet over, at reformerne var skubbet ud i fremtiden og først blev offentliggjort i 2005.

"Det her giver i hvert fald mulighed for at få vurderet fremtiden, og det er jeg ualmindeligt tilfreds med," lød det kryptiske svar fra Bendtsen.

Men inderst inde var partilederen irriteret over, at Fogh havde givet Socialdemokraterne veto-ret. En ret som Socialdemokraterne ville bruge til at hive reformerne i den modsatte retning af Bendtsens tanker.

Hos de radikale blev regeringens planer om kommissionen mødt med stor skepsis. Ligesom de konservative var partileder Marianne Jelved en fortaler for reformer her og nu. Kommissionen var en "syltekrukke", rasede Jelved.

"Der er ikke behov for flere analyser, men derimod politisk vilje," sagde hun.

Men Velfærdskommissionen var en realitet. Fra august 2003 og frem til december 2005 skulle den arbejde på en betænkning om en sikring af fremtidens velfærd.

Sammensætningen af Velfærdskommissionen vandt Bendt Bendtsen. Selvom regeringen brugte udtrykket "uvildig" om kommissionen, så var den bundet op på regeringens skattestop, og medlemmerne var nøje udpeget af regeringen. Ikke overraskende var langt hovedparten økonomer, som havde udtalt sig kritisk om den nuværende efterlønsordning.

Formanden blev den daværende overvismand, professor Torben M. Andersen.

Men når Bendtsen ikke direkte kan udpeges som vinder, så skyldes det to ting. Det ømtålelige efterlønsspørgsmål blev skudt til hjørne i mere end to år, samt at Anders Fogh Rasmussen gjorde det klart fra dag ét, at regeringen ikke vil være forpligtet af kommissionens konklusioner. Desuden placerede man fire centrale embedsfolk fra henholdsvis Finans- og Erhvervsministeriet som vagthunde i kommissionen.

På den måde kunne kommissionen trække på ministeriernes store ekspertise og undgå dobbeltarbejde, hed det. Regeringens baggrund var naturligvis, at embedsfolkene kunne holde regeringens minister orienteret om kommissionens arbejde.

Men her tog den grundlæggende fejl. Ifølge Mandag Morgen bredte der sig i løbet af foråret 2004 en betydelig utilfredshed med mødernes forløb blandt kommissionens medlemmer. Regeringens embedsfolk burde blande sig mindre, og desuden følte medlemmerne, at de ikke fik tilstrækkelig lejlighed til selv at diskutere deres opgave.

En lille uge før kommissionens offentliggjorde sin første analyserapport, kunne medlemmerne på forsiden af Børsen læse, at hullet i statskassen blev dobbelt så stort i 2010. Tallene passede. Ifølge kommissionens beregninger ville hullet i statskassen ikke være på 21 milliarder, som regeringens 2010-plan hævdede, men derimod på 50-55 milliarder.

Der var en kilde, som modarbejdede kommissionen, og det var ikke blandt kommissionens egne medlemmer. Ingen beskyldte de fire embedsfolk for at lække rapporten til pressen, men flere andre embedsmænd havde adgang til kommissionens arbejdspapirer via de fire observatører.

Forløbet blev stærkt medvirkende til, at embedsmændene blev sat uden for døren i kommissionens resterende tid.

Men der kom mere ballade.

I juli 2004 skrev Torben M. Andersen en kronik i Berlingske Tidende, som ikke efterlod nogen tvivl om, at kommissionen vil komme op med store reformer, når den var færdig med sit arbejde i slutningen af 2005.

"Velfærdssamfundet kommer under pres", hed kronikken, hvor han ridsede fremtiden op. I 2040 vil der være 400.000 flere ældre over 65 år og 350.000 færre i den erhvervsaktive alder. Derfor er reformer nødvendige, lød konklusionen.

"De skøn, der er lagt frem af Velfærdskommissionen, afspejler således grundige og nøje overvejelser af de forhold, der kan påvirke velfærdssamfundets finansiering. Selvfølgelig er der usikkerhed, men det er ligeså klart, at finansieringsproblemet kun vil forsvinde, hvis man konsekvent vælger en række meget optimistiske forudsætninger. Et af velfærdssamfundets centrale mål er at skabe tryghed, og det gør man ikke ved at spille hasard om dets fremtidige finansiering."

Formandens brug af ordet 'hasard' var er direkte modsvar til finansminister Thor Pedersen (V).

I foråret 2004 var finansministeren kommet med flere optimistiske meldinger, hvor han tydeligt lod skinne igennem, at han var træt af, at have en kommission rendende som hele tiden blandede sig i finanspolitiske spørgsmål.

"Det er rigtigt, at der bliver flere ældre, at folk lever længere og er mere raske. Det skal vi glæde os over i stedet for at gøre det til et problem," sagde han til Børsen. I samme artikel tilføjede han:

"Sandheden er, at hvis vi opfører os fornuftigt, er der fortsat råd til den velfærd, vi kender i dag," sagde han.

Kun tre dage efter Torben M. Andersens kronik i Berlingske Tidende udtalte Thor Pedersen sig igen i kritiske vendinger om kommissionens arbejde.

"Jeg vil ikke alene spørge, om kæden er hoppet af for Velfærdskommissionen. Spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen kæde?"

I forhold til medierne har Velfærdskommission haft svært ved at trænge igennem. De gange, det er sket, har det ofte været en teknisk diskussion mellem kommissionen på den ene side og Finansministeriet på den anden.

Den demografiske udvikling har politikerne selv været med til at skabe debat omkring. De færreste vælgere er således i tvivl om, at der kommer flere ældre og færre til at betale skat i fremtiden. Men kommissionens arbejde har været mere mudret.

Pressearbejdet har været overladt til Torben M. Andersen i stedet for professionelle pressefolk.

Et af de tydeligste eksempler i forbindelse med offentliggørelsen af en teknisk rapport viser med tydelighed kommissionens svaghed i forhold til at komme igennem med et klart budskab.

Hvor Politiken kunne fortælle historien om at danskerne kunne "beholde efterlønnen", bragte Berlingske Tidende samme dag den modsatte historie på forsiden.

"Barsk velfærdsreform" lød pointen.

Ud fra Torben M. Andersens egne synspunkter er der ingen tvivl om, at Berlingske rammer mest plet.

Flere medlemmer udtrykker over for Mandag Morgen, at kommissionens formand har været uimodtagelig for kritik, og at han undervejs har haft svært ved at kommunikere kommissionens budskaber ud i klartekst.

Omvendt vurderer medlemmerne enstemmigt, at kommissionens billede af de fremtidige udfordringer snarere er for optimistiske end det modsatte.

Der står sagen før kommissionens medlemmer møder pressen på onsdag kl. 10.30 i Eigtveds Pakhus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her