Læsetid: 4 min.

Kommunal myretue

14. november 1997

"Litten Hansen skylder os en god forklaring, og den vil jeg bede hende om".
Jens Johansen i Politiken 13. november

Fire teatre har fået kniven af Teaterrådet. Mammutteatret, Micado Danse Ensemblet, Comedievognen og Bådteatret i Nyhavn er ikke med i den pose penge på godt 50 mio. kr., det høje råd i øjeblikket er ved at fordele. Drabene fandt sted under dybe beklagelser fra Teaterrådets formand, Litten Hansen, som nok mener, at de alle fire har fortjent at leve, men rådet står lige og mangler 10 mio. kr. til formålet - og har altså valgt at subventionere nogle helt andre teatres projekter. Man må altså formode, at der ligger en kvalitetsvurdering og deraf følgende prioritering bag beslutningen - med mindre da formanden har underhåndsaftaler med nogle helt andre eller tredie instanser om en støttemulighed. Det ved man aldrig. Eller hun vil bruge lukningerne teaterpolitisk i en argumentation for at få flere skejser fra det offentlige, hvad der ikke er så let i dag, som det var engang.
Det er mindst anden gang, Mammutteatret bliver myrdet i løbet af et års tid. Sidste efterår røg det sammen med fem andre teatre ud af Københavns Kommunes støtteordning. Dengang var det kulturborgmester Jens Johansen, der førte kniven. Teaterfolk var chokerede, fordi udelukkelsen ikke skete efter kvalitetskriterier (det gik ud over f.eks. Grønnegårds Teatret og Hotel Pro Forma), men ramte de grupper, der - uheldigt for dem - ikke havde et stationært teater at spille på. Så kunne de være aldrig så gode.
Borgmesteren mente dengang, at han havde en overhåndsaftale med Teaterrådets formand om at kaste et redningsnet ud, hvad hun kraftigt benægtede. Så det har nok været en delvis underhåndsaftale, hvis det overhovedet har været noget. I hvert fald reddede rådet bl.a. Mammutteatret, men altså kun for et år.

EFTER SÅDAN to lussinger - en på den ene kind, en på den anden - vil dette teater have svært ved at stå på benene, men vil vel prøve. Det har leveret noget af det mere spændende teater i den sidste 10-årsperiode - og kunne have fortjent at få sit eget teater som tumleplads, præcis som Dr. Dante fik det. I stedet blev det udsultet og er p.t. sendt i ilttelt.
Eksemplet illustrerer med tydelighed, hvorledes kulturen udsættes for at blive kastebold mellem kommunale og statslige myndigheder - med dødstruslen til følge i dette tilfælde. På en række punkter eksisterer der nemlig ikke en klar afgrænsning af opgaverne de to parter imellem. De burde tale sammen om, hvordan f.eks. de fire aktuelle teatre undgår deres sørgelige skæbne. I stedet for - med et dumt begreb - at "tørre dem af" på hinanden, som det er sket, i hvert fald i Mammutteatrets tilfælde.
Træder man et skridt tilbage, bemærker man den samme rådvildhed på det større plan. I kulturminister Ebbe Lundgaards netop fremlagte plan for kulturpolitikken opererer han med en ide om at minimere statens kulturopgaver og lægge dem ud til kommunerne. Hvad der naturligvis vil gøre embedets opgaver lettere og og dermed kulturministerens arbejde meget mere overskueligt og overkommeligt. Men alligevel er det en lidt perspektivløs buffen frem og tilbage med beløbene, som under alle omstændigheder skal betales af borgerne. Nuvel, så kan der da gå tid med det.

DET, SOM er det offentliges opgave i forhold til kunstdelen af kulturen, er at opfange og stimulere det talent og den kunnen, der løbende opstår og findes samt give gode rammer for udfoldelse - at intet værdifuldt forsvinder. Samt at skaffe borgerne adgang til at opleve udfoldelserne, som er det kunstliv, vi har.
Til den ende har staten lovgivet sig frem til et på mange måder velfungerende støttesystem, mens kommunerne ofte sejler rundt i en suppe, som Kafka kunne have kokkereret. En myretue, har vi tidligere kaldt det kommunale kunststøttesystem, der er langt mere løst i fugerne end statens, bygget op, som det er, af lag på lag af skiftende politikeres rådgivere og rådvildhed.
Men kommunerne vil jo gerne støtte kulturen. De vil gerne kunne imødekomme de lokale initiativer, og nogle af dem bryster sig ligefrem af det, de har gjort. Det mest berømte eksempel er Århus med Musikhuset og festugen. I andre kommuner bliver kulturstøtten og -debatten oftest kun synlig, når en eller anden moderne skulptur med fifty-fifty-støtte fra stat og kommune opstilles på Torvet for næsen af de intetanende borgere. Staten har så betalt halvdelen for at få lov at bestemme.

I VALGKAMPEN forud for kommunalvalget på tirsdag har kulturen spillet en forsvindende lille rolle. Københavns overborgmester har ligefrem traineret sagen om ombygningen af Det Kgl. Teater ("Teaterfuglen") til efter valget, må man formode, for at den netop ikke skulle spille en rolle og ødelægge hans tal. ("Trainere" er et franskinspireret ord, som er yndet p.t. i politikerkredse. Noget med tog, noget med at trække ud - en opdatering af det gamle ord "sylte"). Kulturen er i Københavns Kommune sådan noget, man går og fifler med i det halvgedulgte, modsat Århus, hvor man altså har modet og god grund til at prale.
Kulturminister! Kommunernes Landsforening! Hvem som helst, som har med det at gøre: Historien om Mammutteatret er et vagt-i-gevær-råb, som bør få jer til at komme op af hullerne. At der er huller i netværket mellem stat og kommune kan enhver nu tydeligt se.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu