Alle synes at kende eksempler på arbejdspladser præget af frygt for at sige sin mening eller træde ved siden af. Måske taler man mest om andres oplevelser for ikke at indrømme, at man selv har bøjet nakken og ikke turdet sige fra. Det er sjældent, man oplever, at folk 'bekender', at de selv har ligget under for noget sådant. Og man kan jo altid undskylde sig med, at man gjorde det på grund af den gode løn, de gode kolleger osv. Moderne ledelses-filosofi er meget ideologisk præget og vil gerne udgive sig for at være human og åben for nye ideer. Men ofte finder vi bag facaden i både offentlige og private virksomheder en anderledes brutal og autoritær virkelighed, hvor der bedrives management by fear (et frygtens regime).
Gode danske eksempler kan hentes fra partiet Venstres daværende yndlingskommune Farum og fra den mangeårige socialdemokratiske kommune Randers. Her er veldokumenteret viden om, hvordan magtfulde mænd tromler hen over ansatte for at skaffe sig selv så meget magt og albuerum som muligt.
Brixtoftes sekt
Man kan sige, at personen Peter Brixtofte er speciel, men alt tyder på, at hvis det ikke havde været for hans karisma og charme, kunne han ikke have kørt løbet så længe, som han fik lov til.
Og det føjer en farlig dimension til. Hvis magten udøves smart og populistisk, kan det være meget vanskeligt at gøre modstand mod et sådant regime. Kritikere i Brixtoftes eget parti blev smidt ud eller fjernet fra indflydelse samt latterliggjort og hånet.
I pjecen Ikke bare rødvin - udgivet af Fagligt Ansvar ved Jens Jørgen Nielsen - fortælles historien om, hvordan man skiller sig af med "de demokratiske stopklodser":
"Venstre var blevet en ren klakørorganisation mere sammenlignelig med en amerikansk religiøs sekt eller Tvind end et udtryk for dansk demokratisk kultur." "Politiske modstandere fik at vide, hvor dumme de var", men "allerværst havde ansatte i forvaltningen det. Deres levebrød var afhængigt af Brixtofte. Det synes han helt at have været klar over fra begyndelsen af sin karriere. Han hundsede rundt med dem og forventede absolut loyalitet af dem. Forvaltningen skulle gøres til lydige og gnidningsfrie instrumenter for Brixtoftes visioner".
"Brixtofte fjernede systematisk alle kritiske røster, han ville kun have smilende folkelige ansigter omkring sig. Mønstret er klassisk. Den type ledere skaffer sig af med folk, som kan blive potentielle kritikere. Og de ender omgivet af lutter rygklappere, der hverken kan eller tør kritisere. Det er en farlig situation, fordi disse ledertyper mister jordforbindelsen og dermed evnen til at orientere sig også til deres eget personligt bedste. Den store svaghed ved management by fear er netop, at den fremmer sådanne ledertyper. Den kan umiddelbart virke dynamisk, men er ikke effektivt på længere sigt. Svagheden ved den blev til syvende og sidst også det, som fældede Brixtofte."
Lydige forvaltere
Psykologen Ulla Andersen blev truet med fyring og chikaneret ud af Farum Kommune. Hun holdt en tale ved en afskedsreception for en kommunaldirektør, som ikke havde overlevet Brixtoftes regime, og på et humoristisk grundlag ironiserede hun over borgmester Peter Brixtoftes embedsførelse. Hun sagde med inspiration fra H.C. Andersen blandt andet:
"Det hænger jo overhovedet ikke sammen, tænkte de. Men det sagde de ikke. For den, der ikke kunne se det geniale i borgmesterens ideer, duede ikke i sit embede eller måtte være utilladelig dum."
Brixtofte blev rasende, og hun blev varslet fyret for at have latterliggjort borgmesteren og den af byrådet vedtagne politik.
Ulla Andersen har udtalt, at "jeg bliver aldrig færdig med at undre mig over, at kommunens ledende embedsmænd ikke så sig i stand til at tale borgmesteren imod, men derimod med de mest dikkende lammehaler opførte sig som de 'lydige forvaltere' af et klart ulovligt regime. Det gav mig gåsehud og mareridt i lang tid".
Byrådet udtalte, at "lige så lidt som en medarbejder må forulempe sine foresatte korporligt, for eksempel ved at give en næsestyver, må en ansat krænke dem verbalt ved latterliggørende, urigtige anførsler, der er velegnede til at fratage ledelsen den autoritet og respekt, som er grundlaget for udøvelsen af ledelsesfunktionen". På den måde fremstillede kommunens ledelse sig som ofret, og udtalelsen udtrykker ganske godt, hvorledes Farum Kommune var blevet et kejserdømme, som forlangte lydig underkastelse.
Regimet i Randers
Et eksempel på, at magt kan korrumpere også social-demokrater, finder vi i Randers-skandalen, som startede i foråret 1998. I Magtens Bog (2002) er forløbet beskrevet:
"Byrådsmedlem Bjarne Overmark fra Beboerlisten finder ved et tilfælde et notat, der beskriver bortvisningen af en kommunalt ansat. Det var i foråret 1998. Han begynder at stille spørgsmål i byrådssalen. Spørgsmålene udløser en skandale. Kommunernes Landsforening gennemgår 136 personalesager for Randers Kommune og konstaterer fejl og ulovligheder i næsten alle sammen (i 130 af 136 afskedigelsessager). Én efter én ofrer borgmesteren sine nærmeste embedsmænd, indtil han står alene i spidsen for Danmarks sjettestørste by, hvor Socialdemokratiet har været ved magten siden 1954. Tilbage sidder skatteborgerne med en millionregning. De skal betale for kommunens uberettigede fyringer og gyldne håndtryk til gode socialdemokrater".
Kommunens personale-direktør, som i øvrigt var tidligere lokal fagforeningsmand, udøvede et sandt terrorregime med lynchjustits over for ansatte. Eksemplerne er rystende, og ofrene havde samtidig problemer med at få støtte fra deres lokale fagforeninger, som var 'groet sammen' med de lokale magt-havere i kommunen. Ansatte blev 'aftalt ud', uden at forvaltningslovens bestemmelser om partshøring og begrundelse blev anvendt i sagerne. De faglige organisationer aftalte i en række sager faktisk vilkårene for fratrædelse, inden der skete bortvisning eller opsigelse. Kommunens øverste embedsmænd havde tiltaget sig absolut magt med støtte fra borgmesteren. De fik i bedste mafiøse stil "et tilbud, du ikke kan afslå".
Okking jaget ud
Også skuespilleren Jens Okking blev jaget ud (Okking var leder af kulturcentret Værket i Randers i 1989, red.). Han opfordrede til civil courage og gav følgende beskrivelse af regimet: "Det er en kombination af flere ting. På den ene side skyldes det, at den nepotistiske ledelse har været beskyttet af mange medskyldige, der stiltiende har set til, når der blev udøvet grov magtmisbrug, uden de nødvendigvis har fået andel i kagen. På den anden side skyldes det, at de ofte bedre uddannede i kommunens administrative ledelse sætter et dovent og svagere uddannet byråd ud af spil. På den måde sættes det folkelige demokrati ud af kraft. Medvirkende faktor er den overdrevne partidisciplin, som ødelægger alle tilløb til kritisk tankevirksomhed hos rettænkende byrådsmedlemmer, som hurtigt enten lærer alle unoderne eller resigneret trækker sig ud af politik. Resultat er, at de små lokale lommediktatorer omgiver sig med ja-sigere og rygklappere, og alt er tilladt, bare det ikke bliver opdaget".
Og med den 'larmende tavshed' på mange offentlige arbejdspladser er der stor risiko for nye Farum- og Randers-sager.
John Graversgaard er arbejdspsykolog og forfatter til bogen 'Ene mod alle. Mobning på arbejdspladsen', som netop er udkommet på forlaget Frydenlund
Kronikken i morgen: Nærlæsning af kvalitetsreformen
