Læsetid: 5 min.

Kommunalvalg tester SR-alliance

Radikale kan afgøre succes eller fiasko for Socialdemokraterne - både kommunal- og landspolitisk
5. november 2005

Den socialdemokratiske ledelse har gjort erobring af magten i landets fire største byer til succeskriterium for det kommende kommunalvalg, og dermed kan Det Radikale Venstre indirekte få betydning for, om Helle Thorning-Schmidt står overfor en tiltrængt sejr eller risikerer at lide nederlag.

Ifølge målinger kan de radikale se frem til stor fremgang ved kommunalvalget. En fremgang, der især ventes i de større byer og som kan udløse en situation, hvor radikale stemmer bliver afgørende for, om borgmesteren bliver en socialdemokrat eller en borgerlig.

Mens Det Radikale Venstre i øjeblikket er sat uden for væsentlig indflydelse på Christiansborg, kan partiet således på kommunalplan blive den berømte tunge på vægtskålen. Sker det i Aalborg, Århus, Odense og København, vil de lokale radikale ikke blot kunne afgøre magtforholdene i deres egen kommune. De vil også levere et bidrag til, om den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt skal have succes eller fiasko. Og dermed til den samlede oppositions muligheder for at samle styrke til en dag at skifte landets statsminister ud.

Vælger de radikale i vidt omfang at alliere sig med de borgerlige ude i kommunerne, kan prisen være, at det bliver sværere at slå Anders Fogh Rasmussen på Christiansborg. Alene af den grund, at det vil svække den socialdemokratiske leder, hvis målet om at erobre magten i de største byer ikke nås.

Landspolitiske hensyn

Budskabet fra den radikale partitop er ganske vist, at de lokale ikke skal tage landspolitiske hensyn, men udelukkende gå efter egne pejlemærker for, hvordan den radikale indflydelse sikres bedst.

"Tænk lokalt, stem lokalt!," som den radikale landsformand Søren Bald udtrykker det.

Men ikke alle radikale spidskandidater mener, at det er muligt helt at rense kommunalvalget og de kommende magtopgør for landspolitiske perspektiver: I Århus har de radikale ikke på forhånd lovet at støtte hverken den nuværende Venstre-borgmester Louise Gade eller den socialdemokratiske kandidat Nikolaj Wammen. Men den radikale spidskandidat i Århus, Uffe Elbæk, erkender, at det landspolitiske spiller ind:

"Det indgår klart i mine overvejelser. Hvis man ønsker en anden regering, starter det ved dette kommunalvalg. De politiske vande er begyndt at skille, og jeg er bekymret for sammenhængskraften i samfundet," siger Uffe Elbæk.

Det er de store byer, som leverer væksten i samfundet, men regeringen gør ikke nok for at hjælpe byerne med at bremse problemerne med ghettoisering og marginalisering af befolkningsgrupper. Samtidig holder regeringen kommunerne i et økonomisk greb, der fører til serviceforringelser, mener Uffe Elbæk:

"Lokalpolitikerne må tage alle bankene. Men på alle de panelmøder, jeg deltager i, er jeg begyndt at spørge, hvor mange af tilhørerne, der har stemt på den nuværende regering. Hvis man gør det, kan man ikke samtidig klandre lokalpolitikerne for, at der er nedslidte skoler og nedskæringer på daginstitutionerne. Man kan ikke både få flere penge til privatforbrug og fastholde høj offentlig service. De store bysamfunds udfordringer hænger sammen med landspolitikken," mener den radikale spidskandidat.

Helle Thorning må vige

Også i Odense har de radikale valgt at stå frit, men her fastslår den radikale spidskandidat Erik Simonsen, at det landspolitiske slet ingen rolle spiller. Hvis de radikale skulle ende med at bringe den socialdemokratiske borgmester til fald og erstatte ham med en konservativ, vil det indebære en svækkelse af Helle Thorning-Schmidt. Men det giver ikke Erik Simonsen sort samvittighed:

"Jeg kan ikke bruge hendes problemer til noget. De må vige," siger Erik Simonsen.

For ham er det altafgørende de lokale forhold, og her er erfaringerne med Socialdemokraterne ikke for gode:

"Vi er derhenne, hvor vi er nødt til at udfordre Socialdemokraterne. De mener, at blot de har flertal, behøver de ikke forklare sig," siger Erik Simonsen.

At de radikale i Odense selv er utilfredse med den siddende regering, fremgår af konklusionerne fra et bestyrelsesmøde i oktober. Her slog den lokale formand dog fast, at de landspolitiske temaer skal holdes ude af kommunalvalgkampen:

"Den herskende landspolitiske situation med udmeldinger om ny kulturkanon, fordele ved uligheder i samfundet og et skræmmende menneskesyn bekymrer os, og den vil vi holdes fri af i den kommende valgkamp," lød det fra Thorkild K. Maarbjerg.

S i førerposition

I Aalborg kan Socialdemokraterne glæde sig over, at byen formentlig bliver på socialdemokratiske hænder - takket være Det Radikale Venstre. Spidskandidat Preben Pedersen, der ved seneste kommunalvalg afviste at lade sig 'købe' af de borgerlige for en rådmandspost, har erklæret, at S-SF-R-samarbejdet skal fortsætte:

"Det ville være et meget alvorligt slag for Socialdemokraterne, hvis de mistede Aalborg. Og vi kan ikke bruge det borgerlige alternativ til noget. Jeg kan ikke se, hvorfor vi som radikale skulle bringe de borgerlige til magten," siger Preben Pedersen.

Det radikale byrådsmedlem gennem 14 år vil ikke afvise, at det landspolitiske også spiller ind. Og han peger på, at kommunalreformen, skattestoppet og vækstrammerne er med til at skabe problemer for kommunerne:

"Under den tidligere regering var der også rammer, men de var mere elastiske, og man kunne tale regeringen til fornuft. Det kan man ikke nu, og de borgerlige partier i Aalborg står last og brast med regeringen," siger han.

Bondams valg

København tegner som Aalborg til at forblive socialdemokratisk ledet. Selv om der fra Venstres side fortsat er bestræbelser i gang på at pirke til den radikale spidskandidat Klaus Bondam.

Da Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen blev spurgt, om hans parti er villig til at gøre Klaus Bondam til overborgmester - for at slippe for Ritt Bjerregaard, lød svaret:

"Jeg vil blive utroligt skuffet, hvis der opstår en situation, hvor der ikke er et rødt flertal i København, og Ritt Bjerregaard alligevel bliver overborgmester. Jeg har stor tiltro til, at den situation ikke vil opstå."

Bondam har dog slået fast, at han ikke indgår i konstituering med Dansk Folkeparti. Alligevel har Socialdemokraterens politiske ordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Jakob Hougaard, skoset Klaus Bondam for at "fedtspille".

"Jeg har stadig ikke hørt Bondam sige, hvem han vil lege med. Han kan ikke både blæse og have mel i munden og sige, at han vil pege på sig selv," lød det i den forløbne uge fra Hougaard.

Ifølge internetsiden TV 2 Politik, der har lavet en foreløbig opgørelse af valgforbund og konstitueringsaftaler mellem partierne i kommunerne, har de radikale i en række tilfælde valgt at stå frit - for dermed at maksimere indflydelsen, hvis de bliver tungen på vægtskålen. I hele 31 kommuner har partiet valgt en strategi, hvor de ikke på forhånd vil hælde til den ene eller anden side. Kun i fire kommuner er der tale om direkte valgforbund med de borgerlige.

Foreløbige og endelige aftaler kan dog ikke bruges til at konkludere noget som helst om Det Radikale Venstre eller forholdet til Socialdemokraterne på landsplan, mener Søren Bald:

"Der ligger ikke noget signal i, om man bringer en borgerlig eller en socialdemokrat til magten. De lokale radikale har deres gode grunde til at gøre, som de gør. Sådan skal det være. Det overlader jeg trygt til dem," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu