De Årlige forhandlinger om kommunernes og amternes økonomi indtager en ganske særlig plads i den demokratiske proces. Den samlede ramme for disse forhandlinger er større end det beløb, der fordeles via finansloven. Men den parlamentariske beslutningsgang afspejler på ingen måde dette forhold. Ledsaget af relevante ressortministre forhandler finansministeren her i forsommeren med de valgte og de administrative topfolk fra Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen (ARF). Når de frem til et resultat i form af et udgiftsloft for det kommende år, bliver det forelagt Folketingets finansudvalg til godkendelse.
Kontrasten til de ofte langvarige og dramatiske forhandlinger om finansloven senere på året er til at få øje på. Men det betyder dog ikke, at møderne om de kommunale budgetter blot er en kedsommelig formssag. Som det klart er fremgået af udtalelserne efter møderne de sidste par dage med først KL og siden ARF, så ligger der politisk sprængstof i modsætningerne mellem finansminister Thor Pedersens krav og de lokalpolitiske ønsker.
At formændene for de to foreninger kommer fra samme parti som finansministeren, spiller i denne forbindelse ingen rolle. Ejgil W. Rasmussen fra KL og Kristian Ebbensgaard fra ARF går til forhandlingerne for at varetage de kommunale og amtslige interesser. Og de har begge valgt en skarp taktik over for regeringens krav om, at deres udgifter næste år ikke må stige med mere end 0,7 procent. Bliver det tal fastholdt, vil hverken kommuner eller amter være i stand til at varetage de opgaver, de er blevet pålagt af regeringen og igennem lovgivning.
Derfor har de begge med lidt forskelligt ordvalg lagt ud med et generelt krav om at få fastlagt en økonomisk ramme, der er mere rummelig end finansministerens umiddelbare oplæg. Thor Pedersen og de øvrige ministre, der deltager i møderne, vil langt hellere tale om konkrete initiativer på konkrete sagsområder. Hvad der er forståeligt nok, for det er i en sådan tilgang til en aftale, de kan opnå størst indflydelse på det, der foregår i kommuner og amter.
Men på det første møde med KL fik finansministeren en utvetydig besked om, at sådan kan det ikke foregå i denne omgang. Hvis han ikke kommer med et bedre tilbud end de 0,7 procent på det næste møde den 4. juni, så vil kommunerne slet ikke være med til nogen budgetaftale. Amternes repræsentanter stillede som betingelse for at gå i egentlige forhandlinger om næste års økonomi, at regeringen på forhånd giver tilsagn om en ekstra halv milliard kroner til sygehusene.
Umiddelbart er dette trusler, de to foreninger har mulighed for at omsætte til virkelighed. Modsat finansloven er de kommunale økonomiaftaler en frivillig ordning, som ingen af parterne har pligt til at fastholde. Men den er så indgroet i den politisk-økonomiske tradition, at regeringen såvel som kommunerne og amterne nok vil have svært ved at leve uden.
I den forbindelse står amterne i en særlig sårbar situation. Indtil for relativt nylig var de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne, garanter for, at disse regionale enheder blev beskyttet imod ethvert krav om nedlæggelse. Men det har ændret sig, og derfor er amtspolitikerne nødt til at vælge deres konfrontationer med omhu. Bliver de for militante, kan det vise sig, at den landspolitiske tålmodighed er brugt op.
Kommunerne står under alle omstændigheder til at blive sammenlagt i større og færre enheder. Når også de må fare frem med lempe, hænger det sammen med et andet perspektiv i magtbalancen mellem dem og regeringen. For hvad vil konsekvensen blive, hvis de går alvor af truslen om ikke at indgå nogen budgetaftale for næste år?
Det har Thor Pedersen klogt nok undladt at udtale sig offentligt om. Men ingen af de implicerede er i tvivl om svaret. Hvis forhandlingerne ender i et sammenbrud, vil regeringen diktere vilkårene igennem et lovindgreb. Dansk Folkeparti har tilkendegivet, at det er rede til at støtte vækstrammen på de 0,7 procent.
Derfor befinder kommunerne sig trods de stærke udtalelser i en alvorlig klemme.
