Læsetid: 3 min.

Kommuner lokker hjemmehjælpere med ekstraløn

Flere sjællandske kommuner vil nu forkæle hjemmehjælpere med ekstraløn. Andre faggrupper som pædagoger og socialrådgivere kommer måske også med til lønfest. Borgmestre advarer om, at det kan være et skråplan
14. februar 2007

Allerød, Hørsholm og snart flere kommuner vil give hjemmehjælperne ekstra løn for deres arbejde. Den kontante anerkendelse kommer som følge af mangel på hænder i ældreplejen, og ekstralønnen har allerede givet bonus i nordsjællandske Allerød. Fagbevægelsen roser Allerød, mens Kommunernes Landsforening er skeptisk.

Siden årsskiftet er der røget mere ind på lønkontoen hos kernemedarbejderne i Allerøds ældrepleje. Social- og sundhedsassistenterne samt de kortere uddannede social- og sundhedshjælpere får hver især 7.000 kr. mere i løn i år. I nabokommunen Hørsholm vil kommunalbestyrelsen snart godkende et lønløft på 8.000 kr. Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Hørsholm, Thorkild Gruelund (K), siger: "Kommunen skal være en attraktiv arbejdsplads for hjemmehjælpere, og vi ved fra undersøgelser, at mange i den gruppe synes, at lønnen er for dårlig. Når vi samtidig oplever at have svært ved at rekruttere hjemmehjælpere, og ved at der kommer flere ældre, så har vi valgt at give denne her bonus."

I Allerød Kommune glæder formanden for Sundheds- og Velfærdsudvalget, Flemming Villadsen (S), sig over, at man har hævet lønnen.

"Før brugte vi mange penge på vikarer, og vi fik ikke nok respons på vores stillingsannoncer. Da vi efter lønløftet for nylig søgte seks nye til hjemmeplejen, fik vi cirka 30 henvendelser, hvoraf mange nævnte løntillægget som årsagen til deres interesse. Nu har vi fået besat stillingerne," fortæller Villadsen.

I Egedal Kommune, som er nabo til Allerød, er der i øjeblikket ca. 30 ubesatte stillinger inden for ældreplejen. Næstformand for Socialudvalget, Erhard Filtenborg (K), oplyser, at det nu overvejes i Økonomiudvalget, hvad der skal gøres ved arbejdskraftmanglen.

"Det kan meget vel være, at vi lader os inspirere af Allerød," siger Filtenborg.

I Odense siger rådmanden med ansvar for ældreplejen Søren Thorsager (S), at "vi er nødt til at gøre noget for at hæve agtelsen af hjemmehjælpere, og her spiller løn en central rolle."

Thorsager ser helst et lønløft som følge af en central overenskomstaftale, men "vi følger rekrutteringssituationen tæt, og jeg kan bestemt ikke udelukke, at vi kan blive nødt til at gøre som i Allerød."

Et skråplan

En række andre kommuner gør sig også overvejelser om, hvordan man skal finde hænder nok til at tage sig af det stigende antal ældre. Men Allerød-modellen skal ikke udbrede sig, hvis det står til Kommunernes Landsforening (KL). Formand for KL og borgmester i Rudersdal (Nordsjælland) Erik Fabrin mener, at Allerød indbyder til lønkamp mellem kommunerne, og at det er bedre at løfte området ved at satse på opkvalificering og uddannelse af flere.

"Hvis alle kommuner er nødt til at gøre det samme (som Allerød, red.), så har vi ikke løst nogle problemer. Vi risikerer at stå i nøjagtig samme situation, blot med et højere omkostningsniveau," har Fabrin sagt til DR.

Formand for KL's Løn- og personaleudvalg, Frederiksberg-borgmester Mads Lebech (K), er heller ikke meget for Allerød-modellen, men siger dog:

"Vi kommer ikke udenom at kigge nærmere på, hvad der kan gøres for at fastholde og rekruttere flere til ældreplejen. Når der næste år skal være overenskomstforhandlinger, er vi indstillet på at diskutere større lønstigninger inden for ældreplejen end på andre kommunale områder."

Lønfest i flere fag?

Formanden for hjemmehjælpernes forbund, Fag- og Arbejde (FOA), Dennis Kristensen, er godt tilfreds.

"Det er glimrende, hvad de gør i Allerød. Kommunerne har i lang tid presset på for større løndifferentiering både mellem overenskomster og geografisk. Nu får de det, og så ligger de, som de selv har redt," siger Dennis Kristensen.

Formanden gør opmærksom på, at cirka hver fjerde ansat inden for ældreplejen går på efterløn eller pension i løbet af de næste ti år, samtidig med at der i befolkningen kommer flere plejekrævende ældre.

"Der skal markant bedre løn- og arbejdsvilkår til for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft til ældreplejen. Derudover skal vi have flere uddannet, og vi kommer heller ikke uden om at diskutere import af arbejdskraft," siger Kristensen.

Andre faggrupper end de ældres plejere kan måske også se frem til lønfest. I hvert fald siger Lebech fra KL:

"Vi kan blive nødt til under overenskomstforhandlingerne at gøre noget på andre områder, hvor der er mangel på folk. F.eks. gælder det jo socialrådgiverne og i visse egne folkeskolelærere."

I Allerød har man allerede udvalgt en gruppe mere ud over hjemmehjælperne. Her tilbyder man pædagoger 6.000 kr. mere om året i løn end i nabokommunerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her