20. januar 2006

Tilbage i 1980'erne publicerede nærgående uge- eller formiddagsblade et telefoto af Dronning Margrethe, høj og flot i badedragt. Billedet var taget ind over muren omkring en privat swimmingpool og så sløret, at nylonens bølgende mønster gik i ét med kroppen.

Med tanke på Frederik IX's heldækkende drageslyng måtte rigets raske møer og muntre svende da spørge sig selv, om der var tale om en arvelig royal tatovering.

Margrethe II har i det hele taget skullet lægge krop til meget. Store hatte, revyparodier, kongelige rober og et stuntagtigt fald ned ad Rebildtrappen. Men hun har staturen til det, allermest monumentalt da hun som helt ny dronning trådte frem på balkonen i sort og tydelig sorg. Det billede var der ikke noget nervøs stunt ved.

Nu skal hun på den igen og stå model til historiens gang.

Lille Kong Gulerodsmos skal i morgen tilskrives kongerækkens navnebog og vel blandt andet hedde Christian, som sin oldefar på den høje hest. Den figur, der red over grænsen i Sønderjylland ved genforeningen, og gennem Københavns gader under Anden Verdenskrig.

Margrethe blev fra starten afbildet på puslespil og Familie Journalens forside, med prinsessepapillot og pufærmer, som dansk ikon under den tyske besættelse. For en jævnaldrende er det den dag i dag svært ikke at omtale hende som Prinsesse Margrethe, lissom bus hedder sporvogn og Arla-kartonen en flaske mælk.

Senere kom to søstre til, og Frederik kunne i en reportage fra Amalienborg med mandig brummerøst omtale Ingrid som sin kone, og deres og børnenes levevis "som en ganske almindelig dansk families - skal vi gå ind og kikke på spejlsalen?"

De var så søde, de tre små prinsesser, mente borgmestre og officials på sommertogterne med kongeskibet.

"Så skulle I bare kende dem til daglig!" - mumlede deres far på broen til pigernes hoppende fornøjelse.

Osvald Helmuth sang i 1963 Erik Leths revyvise om opad og nedad og blandt andre de tre kongedøtre:

Danmark har jo tre prinsesser,

hver har deres interesser,

men Margrethes de går mest i dybden.

Det er disse oldtisminder,

som Margrethe går og finder,

når hun går og graver i Ægypten.

Pluds'lig som Margrethe står og graver

sir det klir!

Så er det en knogle. Hun ta'r fat i den og si'r:

Det er ikke til at se hva'

der opad eller nedad!

men Margrethe samler ikke bare ben.

Oldtidsfund vil hun erhverve.

Pluds'lig finder hun en skærve,

og hun råber: Bedst'far! Se!

Det er Kong Ramses galdesten!

Historiens vingesus! Bedstefar var svenske Kong Gustav VI Adolf, og nu i morgen kunne Farmor Margrethe (hvis hun skulle få lyst ved familiefrokosten) synge anden del af refrænet til dåbsbarnet Kong Gulerodsmos, suppleret med en strofe fra Jeg elsker de grønne Lunde,:

Det er ikke til at se det

hvis man ikke lige ve'det,

men du bli'r konge selv en skønne dag!

Det står skrevet i Grundloven,

og end er der'n Gud foroven,

som råder for Danmarks sag!

Gudsfrygtig eller ej - den danske dronning fik trods de familiære relationer svenskerne på nakken sidste weekend, skal man tro Aftonbladet, søndag:

"Danmark er inficeret af islamfrygt, større dele af etablissementet vrænger grove fordomme om musliiiimerne. Til og med har den ellers oplyste Dronning med firkantede argumenter advaret mod islam."

Det, lederskribenten Olle Svenning sigter til, må være Dronningens udtalelser i Annelise Bistrups danske interviewbog fra foråret 2005:

"I disse år udfordres vi af islam. Både globalt og lokalt. Der er noget imponerende ved mennesker, for hvem religionen gennemsyrer tilværelsen fra morgen til aften, fra vugge til grav. Der er også kristne, der har det sådan."

"Men det er en udfordring, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi har ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er tolerante - og temmelig dovne. Jeg synes virkelig ikke, det er nemt. Og heller ikke så rart."

"Gennem arkæologien har jeg altid vidst noget om islam på det mere videnskabelige plan. Så jeg føler mig ikke helt upåklædt i denne debat. Der er som sagt noget betagende ved mennesker, der i den grad overgiver sig til en tro. Men der er også noget skræmmende ved en sådan totalitet, som også er en side af islam."

"Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig. For der er er visse ting, man ikke skal være tolerant over for. Når man er tolerant , skal man lige mærke efter, om det er af bekvemmelighed eller overbevisning. En bevidst tolerance - det er flot. En tolerance af bekvemmelighed - det er ikke så flot."

Starten på udmeldinger om tolerance over for fremmede ligger helt tilbage til den ofte citerede nytårstale fra 1984 - om manglende gæstfrihed i ugunstige tider, hvor vi kommer "med vores 'danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger" eller møder gæstearbejdernes familier "med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt."

Dronningen har ikke fortrudt den tale, slår hun selv fast i interviewbogen 20 år senere.

"Men hvis jeg ser på den med dagens briller, er den rablende naiv. Den er holdt i tiden, og ingen kunne vide, hvilken udvikling vi var midt i. Det skulle vise sig, at vi var totalt fremmede over for den kunst at være 'flere slagser'. Men kan sige, at det var et held, at det var på det tidspunkt, jeg fandt på at sige sådan noget. Det var endnu ikke et politisk kontroversielt emne. Blot et par år senere havde jeg aldrig vovet det. Da var emnet blevet politisk. Og jeg skal ikke spændes for nogen politisk vogn".

Der skal ifølge Dronningen vises modspil til islam og efter nytårstalen 2005 især over for trosretningens ekstreme udgaver. Men politisk er emnet blevet varmt at ytre sig monarkisk om. Er dét det samme som at være islamofobisk?

Fra slutningen af 1980'erne skulle man være både døv og blind for ikke at se konflikten tårne sig op mellem vestlig og islamisk tænkning - kontinentalt, politisk og etisk. Det var imidlertid ikke en indsigt, der prægede debatten på Christiansborg.

Integration var ikke noget, man tog politisk alvorligt. Kun hvis man kunne gokke populisten Glistrup eller erklære hans efterkommere for ikke-stuerene.

Dronningen er hverken mannequin, socialrådgiver eller aktivist. Derfor er det ren intellektuel selvmordsaktion at ville sværte hende som intolerant eller upassende politisk, som det efter interviewbogen er blevet god tone også i Danmark.

Omvendt mener monarken i 2005-bogen uden tøven at:

"Skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af landet."

Derfor er dåben i morgen af Kong Gulerodsmos mere end en mediebegivenhed. Det er en pagt mellem Folket og Monarkiet. Det er ikke noget tilfælde, at den ustandseligt billedproducerende dronning i årevis har brugt energi på at designe messehagler og knæfald til danske kirker.

En ny tids seriøse åndelige trendsættere mener ikke, at man i længden kan smide religiøsiteten på porten, sådan som modernister, socialister og kulturradikale har villet det i snart 100 år.

Det har de tydeligvis ret i. Metafysikken er fra starten trådt igennem modernitetens frembringelser. Men hvis de åndelige italesættere mener det seriøst, må de tage kongerøgelsen med i købet - og acceptere monarkiets irrrationelle familiaritet i et moderne samfund som det danske, hvor singler, skilsmisser og delebørn er lige så nærværende som tosprogede kernefamilier, rabiate muslimer og marginaliserede arbejdsløse af alle kulører.

Den kongelige familie er et genkendeligt sindbillede på den almindelige danske familie, det havde Kong Frederik ret i, med eller uden spejlsal, men med den almindelige stolthed over afkom og svigerbørn, tåre i øjenkrogen, brudevals, og nu også med skænderier eller skilsmisser.

Det må være hårdt at stå offentlig model til, men sådan er spillereglerne, hvis 'man' (som det royalt hedder) vil være deltager i dette genkendelige og gribende realityshow.

Monarken er som figur - på godt og ondt - monumental. Amalienborg er ikke noget i gængs forstand almennyttigt boligbyggeri, og Salys rytterstatue midt i det hele mere end en gyngehest i et butikscenter.

Som interesserede iagttagere og medlevere må vi lige som den kongelige familie foreløbig tage det søde med det sure, det royale med det religiøse eller omvendt. Og de nye tiders åndelige trendsættere skal vide, at vi er nogen stykker i dette land, som uanset gulerodsmos, religiøst fravalg eller politisk tilhørsforhold ikke vil finde det passende at høre nytårsaftens tv-tale afsluttet med parolen: Gud bevare Republikken!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her