Læsetid: 3 min.

En konge vender hjem

13. juli 2001

Der kunne godt drejes en film over det: En dreng på seks år mister sin far under mystiske omstændigheder. Faderen hedder Boris III og er konge i Bulgarien – det sker i 1943, mens krigen raser i Europa, kong Boris er på tyskernes side. Trods sin unge alder indsættes den lille seks-årige Simeon II som monark, men får dog tre voksne stedfortrædere som tager sig af at regere. Russerne marcherer ind i Bulgarien i 1944, indsætter en kommunistisk regering og ved en tvivlsom folkeafstemning i 1946 afskaffes monarkiet, og Bulgarien bliver en republik.
De tre stedfortrædende regenter bliver henrettet, og drengen, der nu er ni år, flygter til Egypten med sin mor, søster og en tante. I 1951 kommer de til Spanien, hvor de får lov at blive. Der vokser drengen Simeon op, gifter sig med en spansk kvinde, får fem børn og succes i erhvervslivet.
Da Muren vælter i Berlin i 1989 og de kommunistiske regimer falder en efter en, kommer demokratiet også til Bulgarien. Under de nye tilstande kører Bulgarien slalom mellem højre og venstre i politik – omdøbte kommunister og højreorienterede folk skiftes til at regere landet. Ingen af dem får det til at køre for Bulgarien – resultatet er økonomisk nedtur, fattigdom, korruption og mafiaen og andre fidusmagere får kronede dage.
I 1996 vender Simeon for første gang tilbage til sit land, han møder mennesker fra alle lag i samfundet og ser armoden og hører klagerne. I det tidlige forår 2001 vender han igen tilbage, stabler en politisk bevægelse på benene, fejer alle andre partier af banen og får 120 pladser i parlamentet – lige præcis halvdelen af pladserne. Og i går sagde den tidligere konge så ja til at stå i spidsen for den næste bulgarske regering, sandsynligvis en koalitionsregering.

Det lyder som et eventyr. Det kunne ske, fordi bulgarerne ikke orkede de politikere, de kendte i forvejen – bulgarerne ser mange af dem som korrupte og magtbegærlige folk, der sætter egne bankkonti over befolkningens ve og vel. Så da den tidligere drengekongen vendte hjem igen, var der plads til ham i det politiske liv – han udfyldte det tomrum, der var til en ny politisk figur.
Flere undersøgelser viser, at bulgarerne slet ikke ønsker monarkiet tilbage, men i Simeon II ser de en ærlig mand, der vil det bedste for dem. En aristokratisk gentleman, der er hævet over politisk snavs af alle slags. Han har gode manerer og er på god fod med kongehuse og statsmænd i det Europa, bulgarerne gerne vil knyttes tættere til. Reaktionen ved valget var: »Lad os prøve kongen.«
Andre eks-konger på Balkan har, eller har haft, samme intentioner som Simeon. Eller de har ønsket sig, at folket skulle kalde dem hjem fra deres eksil. Eks-kong Michael i Rumænien var ugleset af styret i Rumænien efter diktatoren Ceausescus fald i 1989, men nu spiser han frokoster med præsident Ion Iliescu, og har fået noget af sin ejendom tilbage. Alexander Karadjordjevic, som er søn af Jugoslaviens afsatte kong Petar, har ytret ønske om at genindføre monarkiet, selv om hans rige er skrumpet ind til kun Serbien og Montenegro. I Albanien har den tvivlsomme, storskrydende og pistolsvingende Leka I forsøgt sig med et comeback, men albanerne har afvist ham.

Folket faldt pladask for Eks-kong Simeon, da han blandede sig i politik uden at sige ret meget. Hans politiske modstandere har beskyldt ham for at være populist, men hvis han er det, er der trods alt ikke noget, der tyder på, at han er af den fjemmedfjendske slags som Østrigs Haider, Rumæniens Tudor eller andre, der pludselig er steget til vejrs i politik ved at hakke på andre folkeslag. Men nu hvor eks-kongen skal stå i spidsen for sit land, men uden krone og trone, må han handle. Han skal han have fingrene ned i det, som folk med blåt blod i årene normalt ikke beskæftiger sig med – politik.
Om en uge eller to skal han have en regering klar, og han skal indfri valgløfterne om, at skatterne skal sænkes, erhvervslivet skal have bedre vilkår, de korrupte politikere og erhvervsfolk skal jages døgnet rundt, bulgarerne skal have arbejde og bedre sociale vilkår. Han skal skaffe Bulgarien nærmere EU og NATO. Simeon omgiver sig med mange veluddannede unge folk, men han selv er en politisk novice på 64 år, der har lovet bulgarerne, at i løbet af 800 dage vil de få et mærkbart bedre liv. Hvis det sker, er der for alvor tale om et eventyr, der har stof til en film.

kl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her